Naturhave – en overvejelse værd

Af Lasse Thomas Edlev, grøn guide naturvejleder

En naturhave er andet og mere end en forfalden prydhave, der kun plejes med motorsav hvert femte år. Hvis man ønsker en rig naturhave, er større omtanke nødvendig. Og det er en fordel, hvis man har øje for de naturværdier, som det omgivende landskab rummer.

Skal sommerhushaven ende som parcelhushave?

Sommerhusområder er typisk udlagt i de smukkeste landskaber. Ikke desto mindre får de omgivelser, vi her tager ud for at nyde, i stigende grad karakter af parcelhuskvarterer med velfriserede haver. Det kan derfor være sundt at standse op og overveje, om alle de fristende billeder, som byggemarkeder og havemagasiner planter på vore nethinder, nu også dybest set fører os frem til det, vi søger.

Der er fine eksempler på, at grundejerforeninger tager naturbevarelse op som tema, formulerer grønne målsætninger, tager initiativer til inspirerende havevandringer og i fællesskab søger at fremme bæredygtige løsninger.

En varieret have giver færre problemer

En ofte fremført betænkelighed ved naturhaven lyder, at ukrudt og skadedyr så kan brede sig. Her er det imidlertid vigtigt at huske på, at jo mere varieret og righoldig en have er, desto vanskeligere er det for en enkelt uønsket planteart eller et skadedyr at blive dominerende. Hvis man derimod bekæmper havens naturlige variation, vil en enkelt udefra kommende art i høj grad kunne få frit spil.

Nedenfor følger nogle forslag til, hvordan man kan bevare og udvikle naturhaven.

Bevar den oprindelige jord

Hvis man skal bygge eller af anden grund må ændre på terrænet, er det en god idé først at afskrælle og derved sikre overjorden, så den siden hen kan bringes ud som overjord på ny. Et områdes overjord er uerstattelig, da den ofte er dannet over århundreder og indeholder en værdifuld sammensætning af muld, svampe og mikroorganismer samt en frøbank af områdets vilde flora.

Gør græsplænen til blomstereng

En græsplæne på gammel eng eller overdrevsjord behøver man ofte kun slå nogle få gange om året. Det kan gøres med en le, hvorefter græsset bør rives sammen og fjernes. Hvis man først har kørt en anden slags muld eller mineraljord på grunden og måske sået kulturgræsser og spredt kunstgødning, er der intet af den oprindelig jordstruktur og flora tilbage.

Ofte vil man så skulle slå græsset hver uge og væk er den smukke græseng med vilde blomster, sommerfugle, græshopper og lærker. Er skaden sket, kan man forsøge sig med at fjerne al afklippet græs gennem en årrække og derved forsøge at udpine jorden igen. Når høgeurt og blåklokke atter indfinder sig, er man godt på vej til at genoprette blomsterengen.

Værn om selvsåede træer og buske

En plantes rodsystem udvikles kolossalt de første leveår. Selvsåede træer får hurtigt et vidt udbredt rodsystem, som ingen plante fra nogen planteskole kan konkurrere med. Typisk ser vi eg, røn og fuglekirsebær indvandre af sig selv, eller rettere, de leveres helt gratis af områdets fugle.

Vælg egnstypiske træer og buske

Et områdes specielle klima, jordbund og kulturhistorie er bestemmende for en egns typiske natur. Gennem århundreder har de enkelte træer og buske indrettet sig i et naturligt samspil med andre hjemmehørende insekter, fugle, svampe og planter. Arterne er såvel hinandens forudsætning som begrænsning. Dette giver naturen biologisk mangfoldighed og balance. Vælg derfor så vidt muligt hjemmehørende arter.

Eksempelvis er skovfyr mere lokalt tilpasset end østrigsk fyr. Af andre typiske danske træer og buske kan nævnes ask, benved, birk, bøg, eg, el, ene, gedeblad, hassel, havtorn, hvidtjørn, hyld, fuglekirsebær, lind, pil, røn, slåen, tørst og vild æble.

Når det gælder roser, kan man vælge blågrøn rose, hunderose og æblerose. Derimod har den indførte Rosa rugósa, hybenrose/rynket rose, mange steder bredt sig voldsomt på de oprindelige arters bekostning. Er man i tvivl om, hvad man skal vælge, kan man læse Miljøministeriets hæfte »40 danske træer og buske, plantning – bevaring«.

Lad træerne gro naturligt – uden at klippe og beskære

Vælg fra begyndelsen træarter, der ikke bliver højere, end man ønsker, de skal blive. Det er mere hensynsfuldt at tynde ud i antallet af træer efterhånden, som de vokser til, frem for at forsøge at beskære lidt i samtlige. Grene på gamle stynede piletræer og popler bør dog fortsat skæres ned med jævne mellemrum, hvis de skal bevare deres spændende karakter. Lad også gerne et par udgåede træer blive stående til føde og bolig for havens dyr og svampe.

Gå sammen med naboen om at plante i skellet

To til tre fælles rækker træer og buske (gerne iblandet tjørn) kan udgøre en passende naturlig haveadskillelse. Derimod kan plankeværker og andre former for faste hegn forhindre vildt som ræv, hare og rådyr i at bevæge sig naturligt rundt i området.

Skab ynglemuligheder for havens dyr

Fra naturens hånd yngler mange fugle i hule træer og mellem nedfaldne grene og stød. I mangel heraf kan man lave en mangfoldighed af forskelligt udformede ynglekasser, så både stære, mejser, flagermus og humlebier kan flytte ind. Pindsvinet kan måske få en grenbunke til overvintring, og under en bunke sten kan der ved hjælp af nogle gamle fliser laves et køligt og fugtigt hulrum, hvor skrubtudsen kan nyde dagtimerne. Den vil sikkert kvittere ved i nattens løb at befri haven for nogle af dens snegle.

Ved udfoldelse af lidt fantasi kan naturhaven blive en oase for både små og større dyr. Da naturen ikke stopper ved skelpælene, vil det være en god idé at få en snak med naboen og nå til fælles forståelse. Også grundejerforeningen er som nævnt en oplagt mulighed til udveksling af erfaringer.

Kommentarer

Der er 13 kommentarer til denne tekst. Læs kommentarer…

Relaterede sider

Forhandlerguide

Landsforeningen Praktisk Økologi

Dyrk med naturen og ikke mod

Solsikken

Alt til den økologiske have

Frøtorvet

Frø – blomsterløg til farverige blomster

Her er du: Forsiden > Prydhaven > Den naturlige have > Naturhave – en overvejelse værd

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…