Med børn i Paradis

Af Kirsten Dietrich, billedkunstner og forfatter, kirstendietrich.dk

Findes det sted, hvor mulighederne for samarbejde imellem kønnene er størst, er det i haven. Zonen placeret lige midt imellem bestyrelseslokalet og barnekammeret. Nu ved jeg godt, at rygtet siger, Hitler også dyrkede roser, men på den fredelige plet, hvor jeg lever mit liv, er haven det fælles omdrejningspunkt for de rige og os andre, de gamle og børnene, naboerne og genboerne alle haveejere forenet. Det er den ultimative plet i Paradiset, hvor begge køns talenter kan folde sig ud, og ingen føler sig for ophøjet til at give en håndsrækning. Her er alle lige – sådan cirka – kvinden er ligeså god til at betjene plænetraktoren som manden, og han er lige så omhyggelig med små planter og sarte rødder, som når han betjener en særlig arrig computer. I mine mere nostalgiske øjeblikke forestiller jeg mig, at manden og konen på de gamle husmandsbrug sad i fred og fordragelighed med kaffen på voksdugen, og talte intimsprog om ikke kartoflerne spirede særlig tidligt i år? eller om hønsegården skulle udvides en anelse, der var lige lovlig mange af hønsene, der så lidt vel afpillede ud? Idyllen hersker overalt i min drømmeverden.

Sådan er det heldigvis her og i mange andre hjem. Vi stortrives i de måneder, hvor alt det nye skal begynde forfra. Mange af de ændringer, vi går og laver i haven, er der ingen andre, der kan se, men det gør ingenting. Bortset fra alle de små mennesker, der kommer på besøg. De kan se alle forandringer, store som små. De tæller hønsene, som har det med evig og altid at variere i antal, enten fordi ræven har været forbi – igen – eller en af dem har udvist markante svagheder, der ikke går i spænd med en sund hønsegård såsom diarre, hængen med næbbet, haltende gangart eller andre gebrækkeligheder.

I det hele taget er dyr noget, alle børn gerne vil have flere af. Og de skal nok passe alle som en, lover de højt og helligt, lige indtil den dag, de ikke gider mere. Vores ældste barnebarn har fulgt vores hønsebestand i tykt og tyndt igennem hele sin barndom.

Man kan godt klappe en kylling Foto: Kirsten Dietrich

Han har været med ude og købe kyllinger, været meget interesseret i, hvordan man egentlig huggede hovedet af de haner, nu hvor bedsteforældrene var bekymrede for, om hans sarte sjæl kunne klare mosten og ligefrem se på! Da jeg selv sætter grænsen ved at være til stede, tror jeg, måske fejlagtigt, at børn er ligeså sarte. På et tidspunkt havde vi ællinger, der løb rundt på et stykke indhegnet græs og var en del af hele familiens julemiddags planlægning det år. Men dagen, hvor de skulle slagtes, var ikke lige min kop te. Det, der lander på vores køkkenbord, må gerne i store træk ligne det kød, der ligger i supermarkederne. Så da manden kom ind med en dinglende død and i hånden, med hoved, øjne og det hele intakt og spurgte, hvor jeg nøjagtig ville have, han skar halsen over, kunne jeg have sparket ham.

Man skal aldrig undervurdere kunstens betydning Foto: Kirsten Dietrich

Året inden det største barnebarn mistede sin store interesse for høns, æghentning og indhegning, havde han opført sig som om, han var direktør for en mini zoo. Vi laminerede hans tegning af hønseholdet og satte den op i hønsehuset, hvorpå de nye høns af ren og skær begejstring samme dag kvitterede med at lægge det første æg.

Han brugte det meste af sin sommerferie hernede på at hjælpe med at udvide hønsegården med et nyt hegn, og mormoderen sad i timevis, helt udsædvanlig stille, og kiggede på to af sine yndlingsmennesker. Den gråvejrs sommerdag sidder prentet i cellehukommelsen som en af de allerdejligste.

Sommerferie Foto: Kirsten Dietrich

Der fulgte flere småbørn i hans kølvand. Som nu er ved at overtage begejstringen for et dyrehold, der på ingen måde matcher Bonderøvens, eller bare noget, der ligner. Anyway, alle dyr på matriklen er næsten som ens egne, og den mor, der i sin egne børns barndom, trods mange plagerier pure nægtede at anskaffe en hund, en papegøje, en skildpadde eller noget som helst andet kriblekrable, deltager nu i heppekoret, når børnebørnene klapper naboens heste, grise eller køer. Alt er blevet meget nemmere og meget sjovere med børnebørn. Hvis vore egne døtre skærer tænder, foregår det bag min ryg. At få børnebørn er så specielt og anderledes, at man er nødt til selv at have prøvet det. Det er ligeså ubegribeligt at fatte, som da den 10årige sagde, at han simpelthen ikke kunne forstå, hvordan man vidste, hvem der skulle blive ens kæreste!

Alle mødre elsker deres børn, men bedstemødre forstår ikke, hvad livet egentlig handlede om, før de fik have – og børnebørn. I den rækkefølge. Livet blev helt, helt anderledes end før, og det gjaldt bare om at kridte skoene, og glemme alt om begyndende alderdom og svage knogler.

Jeg ved da godt, at det ikke er alle forhold imellem børnebørn og bedsteforældre, hvor idyllen breder sig udover hele haven, men alle mine venner og bekendte har børnebørn som førsteprioritet. Påstanden om den egocentriske 68 generation holder altså ikke tæt. Hvis vi vil lave aftaler med vennerne, gør man klogt i at være meget på forkant, for ferier og fridage i kalenderen er krydset af halve år i forvejen. Noget tyder på, at det er en almen tilstand, for da skolerne strejkede, vrimlede det i alle byer med gråmelerede voksne og børn, der spænede rundt om ørerne på dem.

Det særlige forhold imellem bedsteforældre og børnebørn er tid, tålmodighed og kærlighed. Ingredienser, der er så nødvendige i en have. Fordi vi har aftjent vores værnepligt, kan vi tillade os at lade de små komme i første række og således indhente det, vi forsømte med vore egne. Jeg bliver så lykkelig, når jeg ser granvoksne mænd hive gulerødder op af jorden eller røre i en gryde, imens de med stor kærlighed i stemmen, fortæller om deres mormor eller farmor. Gamle damer, der døde for mange år siden, genopstår et kort øjeblik, fordi netop hun har betydet så meget for deres forhold til køkkenhaver, roser, grydestege eller kagebagning.

En skovtur med termokande Foto: Kirsten Dietrich

Når børnebørnene har været hernede på besøg i flere dage, spørger moderen altid: Hvad har I så lavet? Og vi kigger på hinanden og svarer i kor: Ingenting! Vi har ikke været i biografen eller i teatret. Vi har ikke været på museum og set dinosaurer, vi har heller ikke denne gang nået at køre til Knuthenborg, men ingenting er sandelig heller ikke rigtigt. Vi har lavet alt det, travle småbørnsforældre ikke har tid og energi til. For eksempel kan det godt tage op til en halv time at plukke purløg i haven til frokosten. Undervejs dufter vi til en rose med lukkede øjne, vi nipper måske en tomat eller to i drivhuset, tager en tur på rutsjebanen, eller drøner lige ud og ser, om alle hønsene er der endnu. Undervejs kan man falde i staver over en regnorm, en bikube eller en fugl med flotte farver, der hopper rundt i komposten.

En gåtur igennem skoven ned til vandet, en strækning på omkring 500 m, tager mindst en time, for man er nødt til at have te med i en termokande og ikke at forglemme: kiksedåsen! Da skoven er fuld af pinde, vandhuller og andre spændende ting, går der nemt en formiddag med den strækning, voksne klarer på mindre end tyve minutter tur/retur.

Kommentarer

Der er 1 kommentar til denne tekst. Læs kommentarer…

Relaterede sider

Forhandlerguide

Arresø Pil

Lad dig inspirere på hjemmesiden

Her er du: Forsiden > Inspiration > Haveliv > Med børn i Paradis

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider