Frøformering af erantis

Af Karna Maj, tidligere redaktør for Havenyt.dk, Karnas Køkkenhave

I gamle haver ser man ofte jorden helt dækket i det tidlige forår af et væld af erantis. Og det er en drøm hos mange haveejere at få et sådant erantistæppe under havens træer og buske. Hvis man skal købe sig til det, koster det en mindre formue, og mange timer til lægning. Erantis sår imidlertid sig selv, så hvis man har tålmodighed, kan man ad åre få drømmen opfyldt helt gratis.

Erantis er en knoldvækst

Erantis er en knoldplante i ranunkelfamilien, og den blomstrer ikke, førend knoldene har nået en vis størrelse. Det tager derfor år fra frøet lander på jorden og til planten er i blomst – faktisk blomstrer erantis først 4. år. De første 3 år skal bladene forsøge at binde så meget energi som muligt, der kan oplagres i de sorte knolde i jorden.

Etablering af et blomstertæppe

Hvis man allerede har erantis i haven, kan man plante dem ud med lidt afstand og lade dem selvså. Her er det vigtigt, at man lader planterne visne ned af sig selv. Når frøstandene åbner sig, kan man evt. svirpe til dem med en rive eller lignende, så frøene fordeles ud over arealet, eller man kan lade dem så sig rundt om de etablerede planter, så tæppet langsomt vokser frem af gule, stadigt større »pletter« af erantis.

Hvis man ikke har erantis i haven, eller meget få, er man nødt til at finde en af de gamle haver med masser af erantis og få lov til at samle frø, når disse er modne. Det sker i maj, men det er vigtigt at holde godt øje med frømodningen. Kommer man en uge forsent, er alle frøene drysset af. Frøene bredsår man straks, hvor man vil have blomstertæppet. Man kan rive dem lidt ned, så fuglene ikke æder dem.

De fire år frem til blomstring

Frøene spirer ikke førend det følgende forår.

  • 1. år: Kimplanterne spirer frem, så snart det bliver lidt mildt i foråret. De er friskgrønne, blanke og lidt tykke. De blanke blade ligner ikke ret meget andet udkrudt på denne årstid. Hvis der er erantisplanter, der har fået lov til at visne ned og selvså, vil der altid være en hel del kimplaner omkring disse planter, og så er det let nok at lære kimplanterne at kende.
  • 2. år: Næste forår dukker der små erantisblade op, og nu er det lettere at se, at det er mini-erantisblade.
  • 3. år: Nu er bladene et nummer større, og hvis man graver knolden op, kan man se, at nu er der ved at være samlet næring nok til næste forårs blomstring.
  • 4. år: I det tidlige forår dukker der en lille gul blomst op med den yndigste krans af friskgrønne, fligede svøbblade. Planten sætter frø, og den kan nu bidrage med yderligere opformering de kommende år.

Tålmodighed og lugearbejde

Det kræver tålmodighed at etablere et plantedække på denne måde. Hvis ikke jorden skal vokse til med alt muligt andet ukrudt i løbet af de første år, er man nødt til at fjerne i hvert fald flerårigt ukrudt, inden man bredsår. Det etårige ukrudt skal man fjerne, inden det når at blomstre og smide frø.

Når først erantistæppet er etableret, dækker det jorden ret effektivt allerede fra tidligt på foråret og hen i maj.

Kommentarer

Der er 4 kommentarer til denne tekst. Læs kommentarer…

Relaterede sider

Forhandlerguide

Naturplanteskolen

Flerårige spiselige planter til haven

Staudestedet

Mange forskellige stauder

FAUSOL A/S

HORNUM – Stort udvalg af blomsterfrø

Økologiens Have

Frø og blomster, også i haven

Staudemarken

Stauder tilltrækker bier, som bestøver.

Solsikken

Alt til den økologiske have

Bjarne’s frø og planter

Eksotiske og specielle er vores liv!

Blomstergården

Store samlinger af dagliljer og hosta

Her er du: Forsiden > Prydhaven > Blomster > Løg og knolde > Frøformering af erantis

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider