Spørg eksperterne

Hvad står de tre bogstaver i NPK-gødning egentlig for?

På al gødning opgives et NPK-forhold. Hvad står de tre bogstaver egentlig for? Jeg ved at K er kalium, men de andre? Og hvad gør de enkelte dele? Der må jo være et formål med, at der er meget forskellige NPK-tal.

Med venlig hilsen
Aage Leth-Madsen, september 2003

Svar

Bogstaverne står for henholdsvis kvælstof (= nitrogen (N)), fosfor (= phosphor (P)) og kalium (K).

Stofferne er blandt dem, som bruges mest i planterne, og netop derfor indgår de også i så godt som alle kunstgødninger af blandingstypen. Stofferne bruges alle på vitale områder af planternes stofskifte, men de vigtigste funktioner er følgende:

Kvælstof (N) bruges ved dannelsen af det grønne farvestof, klorofyl, som er nødvendigt i fotosyntesen.

Fosfor (P) bruges i DNA, som bærer arveanlæggene, til stoffet ATP, der indgår som energiformidler i alle livsprocesser og i regulering af sukkertransporten.

Kalium (K) bruges som hjælpeenzym i mange processer, men mest afgørende er dets virkning i forbindelse med åbning og lukning af spalteåbningerne i bladene.

I grove træk kan man altså sige, at mens N styrer blad- og skudvækst, så regulerer P dannelsen af blomsteranlæg og K står for styring af CO2-forsyningen. Gødninger med et højt indhold af N er gødninger, som er beregnet på planter, der skal sætte meget bladmasse (korn, græsplæner, bladgrønsager f.eks.), mens de med lavt indhold er bedre egnede til blomstrende og frugtbærende planter (stauder, sirbuske, frugttræer f.eks.). – Men i øvrigt er det værd at huske på, at naturgødninger også indeholder de samme stoffer, og at de desuden tilfører jordbundens levende organismer et helt uundværligt tilskud af energigivende føde.

Med venlig hilsen
Sten Porse
Pensioneret faglærer, myrica.dk

Kommentarer

Der er 4 kommentarer til denne tekst. Læs kommentarer…

Relaterede sider

Forhandlerguide

FAUSOL A/S

HORNUM gødning til hus, have og drivhus

Ormeposten

Gavnlige mikroorganismer

Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Gødning > Hvad står de tre bogstaver i NPK-gødning egentlig for?

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider