Spørg eksperterne

Vil græsfrø sået i marts spire?

Jeg er nok ikke ekspert i havearbejde, men har dog igennem en år række arbejdet med haver. Og alligevel har jeg et spørgsmål, omkring græsplæner.

Vi købte hus i november 2006. Jeg har fået fræset hele haven godt igennem af en gartner. Det skal lige siges, at jorden er let sand jord med masser af små sten i. Jeg har så selv gået og planeret den ud igen, ca. 400 m², med en almindelig stenrive. Jeg har fået sået græs her i starten af marts. Gartneren gjorde det med en minitraktor efterfulgt af spredning af kalk og gødning. Spørgsmålet er nu, om jorden ikke endnu er for kold til såning af græsplæne, og vil den overhovedet komme igang.

Med venlig hilsen
Jørgen Svensson, marts 2007

Svar

Græsplæner sår man normalt i maj eller sidst i august/start af september, hvor jordtemperaturen er høj. Når jorden er fugtig og temperturen 20° C, som den er i eftersommeren, spirer græsset effektivt og godt på ganske få dage. Det er helt sikkert et dårligt valg både at så græs først i marts og bagefter sprede gødning. Græsplænen burde først være gødet, når den er kommet i groning.

Du kan finde mere information om at så ny plæne i artiklen Anlæg en ny græsplæne.

Jeg har fundet følgende til dig om spiretemperatur for græsarter:

Spiring af frø kan først begynde, når frøene har tilstrækkelig adgang til vand, og når jordtemperaturen samtidig er oppe over en minimumtemperatur. Spiringsforsøgene viste, at alm. rajgræs, rødsvingel og engrapgræs har omtrent samme minimumtemperatur for spiring, nemlig hhv. 4, 3 og 3ºC. Til gengæld har de tre arter behov for at akkumulere en ‘varmesum’ på hhv. 44, 64 og 116 graddage for at nå en spireprocent på 50%. Derfor vil engrapgræs være længere tid om at akkumulere den nødvendige varmesum, specielt når temperaturen er lav. For eksempel vil engrapgræs ved 8ºC være 22 dage om at opnå 50% spiring, mens rødsvingel og alm. rajgræs vil være hhv. 12 og 10 dage om dette. Ved 24ºC vil de tre arter være hhv. 5, 3 og 2 dage om at opnå 50% spiring.

Oplysningen er fra en artikel i Frøavleren, som er medlemsblad for de danske frøavlere – læs hele artiklen Spiring og etablering af græsarter til plænebrug

Så ud fra dette kan du regne med, at frøene antagelig spirer, men at det tager tid, inden det kommer op. Spørgsmålet er så, om fuglene har nået at spise frøene, inden de spirer. Der kan også være en risiko for, at frøene kan blæse væk i en tør periode med hård vind.

Det eneste formildende ved situationen er, at du kan nå at så om i maj, hvis græsset ikke kommer godt nok. Så kan du jo overveje, om du vil diskutere ansvaret herfor med gartneren.

Med venlig hilsen
Karna Maj
Tidligere redaktør for Havenyt.dk, Karnas Køkkenhave

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…

Relaterede sider

Forhandlerguide

FAUSOL A/S

HORNUM græsfrø: Kvalitets græsblandinger

Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Græsplænen > Vil græsfrø sået i marts spire?

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider