Martsviol – en duft af forår

Efter en god dansk gråhvid vinter er det utroligt oplivende at få øje på de første violer. Blå og fine står de i hækken eller danner et smukt bunddække. Uden at være prangende gør de opmærksom på sig selv, gennem insekternes summen, deres smukke farve og ikke mindst med den forførende duft. Martsviolen er en lille fin staude til bunddække og havens skovbundsparti.

Martsviol har grønne hjerteformede blade og fint duftende dybviolette blomster. Foto: Karna Maj

Duftviol

Kært barn har mange navne, og martsviolen er ingen undtagelse, den er blevet kaldt: duftviol, tormånedsviol (gammelt navn for marts), vårviol, haveviol, marieblomme/Maria med barnet – når man fjerner kronbladene dannes en figur, som med lidt fantasi kan ligne Maria med Jesusbarnet. Det botaniske navn er Viola odorata, et godt navn for odorata betyder duftende.

Martsviolen er en lille fin staude, som er vildtvoksende i det meste af Europa. De sidste 600 år har den været almindelig i den danske natur, og i danske haver. Vi finder den forvildet i hegn og krat, og den betragtes af nogle, som et pænt ufarligt ukrudt.

Den har kønne grønne hjerteformede blade, og fint duftende dybviolette, sjældent hvide blomster. Blomstringen finder sted i marts/april, og hvis det er en varm sommer, igen i eftersommeren. Planten bliver kun ca. 10 cm høj, og breder sig med tiden ved udløbere.

Folkekultur

Tidligere var der tradition for, at børn plukkede små buketter af martsvioler og solgte dem på gader og stræder. Man plukkede også blomsten uden stilk, og lavede kandiserede violer til pynt på dessert og kager.

Martsviolen er en gammel lægeplante. Henrik Smid omtaler den allerede 1546 som »en nyttig lægedom for fattige folk« – den skal virke både mod hovedpine, mavebesvær og den skal styrke hjertet.

Mange anvender stadig martsviolen medicinsk og i madlavningen. Et afkog af blomsterne blandes med en lind honning eller sirup og bruges mod hoste. Det skal også virke beroligende.

I madlavningen er det mest den dekorative side, som gør den velegnet. Hjemmelavede kandiserede violer er noget andet end kunstige papvioler. Men friske blomster er endnu mere anvendelige. Nyudsprungne martsviolblomster er gode som pynt på frugtdesserter og fromage, og de kan gøre en forårssalat smuk og velsmagende. Et lille drys ovenpå salaten giver med sin friskhed en god smagsoplevelse.

Martsviol i haven

Martsviol er en alt for god lille plante til kun at gemme sig inde i hækken. Den er på ingen måde voldsom, og egner sig derfor fint i den naturinspirede have, som bunddække, fritstående staude, eller som skovbundsplante. Martsviol stiller ikke store jordbundskrav, men bliver dog smukkest i en skovbunds-jord. Den kan klare både skygge og sol, dog bliver den flottest, når den ikke står i fuld sol hele dagen.

Martsviolen er altså på mange måder en god staude, som alene eller sammen med andre skovbundsstauder kan danne et fint, grønt bunddække året rundt.

Formering af martsviol

Man kan købe martsviolen i planteskolen, men den er også let at lave. Grav et par lidt kraftige planter op, de kan fint deles til mange planter. En kraftig plante vil have en del udløbere, og hver udløber kan blive til en ny plante. Man kan plante den direkte ud på det blivende voksested eller potte den op i en god luftig kompostjord, og lade den stå og vokse sig kraftig i potten. Hvis man planter planterne med 15–20 cm mellemrum vil den i løbet af et par år danne et fint bunddække.

Den kan også formeres ved frø, enkelte steder kan man købe martsviolfrø, men hvis det er en god have med mange insekter til at bestøve, vil den helt naturligt sprede sig. Frøene spredes ved myrernes hjælp – hvert lille frø er udstyret ned et lille olieholdigt vedhæng, som myrene fortærer. Violer flytter sig som regel ikke så langt omkring, og vil aldrig blive et ukrudtsproblem, men man skal selvfølgelig som med alle andre planter med udløbere, holde øje med, hvor de etablerer sig.