Spørg eksperterne

Hvorfor er der hul i min blodbøg efter beskæring?

For 8 -10 år siden skar jeg nogle større grene af vores blodbøg. Jeg malede dem med noget sårmaling. I dag er de helet ok på nær et, her er der et lille hul i midten, hvori der var et snegle agtigt dyr samt nogle orme. Desuden var hulet fyldt op med noget noget blødt brunt måske fra træet?, måske omdannet af ormene/laverne? Jeg har prøvet at grave det ud med en stor skruetrækker. For at få det sidste ud, skyllede jeg det sidste ud med en vandslange, hvorved der står lidt vand i hullet.

Jeg vil gerne vide hvad hulet kan skyldes, samt hvilke konsekvenser det kan medføre? Ligeledes vil jeg gerne vide hvad jeg kan gøre, samt om det er ok det jeg har gjort?

Med venlig hilsen
Jan Hollensen, oktober 2017

Svar

Det kunne umiddelbart lyde som om at det har været nogle større grene der er blevet fjernet fra blodbøgen. Nu skriver du ikke noget om træets alder eller størrelse, men måske det er et lidt ældre træ. Det du beskriver er formentlig den tilbageværende grenstab som ikke er helet helt op endnu; det kan nemlig tage meget lang tid, særligt hvis det er store grene som er blevet fjernet.

Det kunne lyde som om at der er en form for svamp og råd i midten, som kan have etableret sig i den lange periode som træet har brugt på at overvokse såret. Du skal endelig lade det være og ikke putte yderligere vand i hullet, det vil kun fremme og forstærke en eventuel rådproces i træet. Igen er det svært at gisne om konsekvenserne mv.

Indledningsvist er det bedst at bevare store grene på større og ældre træer, da det alt andet lige er mere sårbare end yngre træer. Hvis det er nødvendigt af forskellige årsager, så er det bedst at afkorte og reducere grenene.

Når store grene skal fjernes helt, særligt på et ældre træ hvor den årlige tilvækst er reduceret, så anbefales det af mange at grenen fjernes ad to omgange. Først afkortes grenen længere ude, og alle mindre grene og kviste fjernes. Der må ikke være blade tilbage. Ved denne handling igangsættes en afstødelsesproces, hvor træet påbegynder en lukning af grenens indre. Efter en 2–3 år fjernes hele den tilbageværende grenstab helt inde ved den naturlige grenkrave. Grenkraven er en svag fortykning i overgangen mellem stamme og gren. Det er vigtigt at man friskærer på ydersiden af denne. Ved en to-trins beskæring udelukker man ikke 100% muligheden for indtrængende svampe, men det er den faglige tilgang at man reducerer risikoen betragteligt og at træet får de bedst mulige vilkår for at tilpasse sig.

Hvorvidt afskårene grene skal påmales med sårmaling er omdiskuteret. Så vidt jeg ved er det ikke veldokumenteret at det virker tilstrækkeligt effektivt. Nogle mener at det kan skabe forbedrede vilkår for svamp og bakterier, og at det er bedst at lade træet hele såret op på naturlig vis.

Du bør huske at iagttage træet for synlige svampelegemer, særligt i efterårsperioden. Konstateres der svampe, begyndende grennedfald eller visuel forandring i trækronen, så bør træet enten besigtiges af en fagperson, kronereduceres eller helt fældes – det kommer jo an på hvor træet er placeret, og om der er mulighed for skade på bygninger og mennesker.

Med venlig hilsen
Martin Theill Johansen
Landskabsarkitekt MDL

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…

Relaterede sider

Forhandlerguide

Rhododendron-Haven

Specialplanteskole og park

Lottenborg Have

Økologiske læggekartofler, sætteløg mm.

Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Buske og træer > Beskæring > Hvorfor er der hul i min blodbøg efter beskæring?

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…