Skrevet af: Hanne Frederiksen, 9. august 2014 kl. 21.57
jeg har en vin i mit drivhus, der giver de dejligste vindruer. Er det muligt at tage stiklinge fra en vinplante?
Skrevet af: Holger Pedersen, 10. august 2014 kl. 0.42
Hej Hanne.
Ja, du kan let lave dine egne vindrueplanter, af det du afklipper ved vinterbeskæringen.
Når man vil bruge det afklippede til stiklinger, er det bedst at beskære vindrueplanten imellem jul & nytår, for på det tidspunkt har frosten endnu ikke skadet vingrenene.
Vindruestiklingerne skal helst have 3 knopper, hvor den ene skal ned i jorden, den midterste skal være lige i jordoverfladen (med jordkontakt), den øverste skal selvfølgelig være oppe i luften. De kan "stikkes" / plantes i det fri på et lidt beskyttet sted.
Det kommende år vil en masse af stiklingerne skyde fra de 2 knopper i det fri (og den nede i jorden vil skyde hvis de 2 er blevet ødelagt), i eftersommeren kan du udplante alle de stiklinger der har dannet rod og skudt lange friske skud.
"Fidusen" ved at bruge de kviste man får ved vinterbeskæringen er, at på det tidspunkt har planten ingen blade, og skal derfor ikke overdækkes med mælkehvid plast, fordi der ingen fordampning er fra stiklingen.
Det er den metode "man" førhen brugte i stor udstrækning til formering af vindrueplanter.
Der er først efter vinrodlusens hærgen i hele verden, at man nu bruger en amerikansk vindruerod-plante (og poder den vindrueplante man vil have på den rod), som er modstandsdygtig mod vinrodlusen, som ellers slog alverdens vindrueplanter ihjel.
Vinrodlusen kan ikke flyve, så den kan kun "gå fra plante til plante", hvis planterne står tæt på hinanden.
Alle vindrueplanter kan gro i det fri, de behøver ikke at stå i et drivhus, for at kunne gro, men de vindrueplanter der er fremavlet til drivhuse, kan ikke nå at danne modne vindruer, hvis planten står ude i det fri.
Venlig hilsen
Holger Pedersen, 3600 Frederikssund
Skrevet af: Hanne Frederiksen, 22. august 2014 kl. 13.13
Hej Holger. Tak for dit venlige svar. Har desværre først set det nu, derfor en sen tak.
Venlig hilsen Hanne
Skrevet af: G. Bijan, 18. juli 2015 kl. 12.59
Hej
Jeg har en vindrueplante ,Schuyler Blå vitis, der står udenfor på terrassen mod syd og vest som vist på vedhæftede billeder. Den har mange klasser men der er kommet små pinder på selve bæren vist på billeder. Hvad er det for noget? Er det noget man skal behandle/bekæmpe eller er det normal? Jeg er ny på feltet.
Mvh
Skrevet af: Lars Holt, 18. juli 2015 kl. 13.14
Billedet er ikke nået frem.
Men så sent som i går havde jeg besøg at en bekymret haveejer.
Han var også bekymret over sin schuyler, der gror på friland. Planten var i blomst. Din blomstrer nok også nu - så kan man se støvdragerne.
Der var ikke andet i vejen, end at blomstringen i år er ca. 8 dage forsinket i forhold til gennemsnittet for de seneste 7 år. Og forsinkelsen er mere end 14 dage i forhold til 2014.
Skrevet af: Holger Pedersen, 18. juli 2015 kl. 18.46
Hej Gholam.
Jeg har lige svaret dig på den mail du sendte til mig.
Det er nogle fantastisk flotte foto du tager.
Venlig hilsen
Holger Pedersen, 3600 Frederikssund
Du skal være logget ind som bruger, før du kan deltage i forummet på Havenyt.dk. Er du ikke allerede oprettet som bruger, kan du oprette dig som bruger her.