Forum

Egetræer fra agern

  Skriv nyt svar | Rapportér

Skrevet af: Ingeborg Hansen, 24. juni 2018 kl. 0.09

Da vores barnebarn i 2016 var garder ved Fredensborg slot, besøgte vi ham og gik en skøn tur i slotsparken. Jeg samlede nogle kastanjer og agern op, som jeg lagde i en spand jord. Kastanjerne skød ikke, men nu har jeg 3 små egetræer i min spand. Planen var, at barnebarnet en gang fik træerne, når han blev haveejer. Vi kunne også bare plante det et sted i naturen.

Hvad gør jeg med træerne nu? Planter i hver sin spand eller planter jeg dem frit i min have. Kan/skal jeg prøve på at holde dem nede?

Træerne skal selvfølgelig være et minde om Lasses tid som garder.
Ingeborg

1 af 3 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Lone Brems, 24. juni 2018 kl. 20.49

Hej Ingeborg Hansen

De tre egetræer er sammenlignelige med selvsåede eksemplarer af eg, man kan finde på åbne arealer, hvor egern, skovskade og råger "lægger til vinterlager" et lille stykke nede under jordoverfladen.

Eg tåler flytning i perioden november - februar, hvor træet er i vintertilstand. Så lad dem stå i spanden indtil november - pas dem med lidt vand, men ingen gødning, det er et nøjsomt træ.
Plant dem ud i jorden i haven med 30 - 40 cm afstand og undlad fortsat at tilføre gødning .

Efter to vækstsæsoner mere (dvs i vinteren 2019 - 2020) skal de plantes ud på "blivende plads". Der er risiko for stor skade på roden, hvis man med almindelige haveredskaber (og uden forudgående rodbeskæring) flytter et træ, der er mere end tre vækstsæsoner gammelt.

Klip endelig ikke toppen eller sidegrene! Hvis træet udvikler sig (og ikke bliver udsat for fx frost- eller tørkeskader) vil det danne stamme og krone efter sine egne genetiske forudsætninger. De første år med opadstræbende gennemgående topskud og senere med en udbredt krone.

Er garderen i julen 2020 blevet "bofast" et sted, hvor det er passende at plante egetræer (der om 130 år er 25 meter høje og 20 - 30 meter brede) er det et passende tidspunkt at overdrage ham den fortsatte pleje & nydelse.

Skulle han ikke være klar til at modtage din gave, må du finde et sted, hvor nogen vil værdsætte 3 egetræer (de er til den tid ca en meter høje og klar til den endelige placering).
Modtagerne kunne være brugere af dette forum, en institution med god udenomsplads eller et naturplejeprojekt et sted i nærheden af, hvor du bor.

Bliver den endelige placering udenfor et egentligt haverum, kan det være nødvendigt at beskytte det unge træ mod gnav fra hare eller hjorte. Det gøre meget enkelt ved at sætte et lille stykke dyrehegn op omkring træet i perioden oktober - april.

Det kan også blive nødvendigt at holde øje med vandforsyningen, indtil roden har etableret sig det endelige sted. Ihvertfald de første par somre efter udplantningen kan det være nødvendigt med én eller flere grundvandinger - gerne 30 liter pr gang med nogle ugers mellemrum i månederne maj - juni og juli

Held og lykke med at sætte spor ud fra din finurlige tanke !

Venlig hilsen
Lone

2 af 3 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Ingeborg Hansen, 25. juni 2018 kl. 7.27

Kære Lone Brems
Mange tak for din meget udførlige vejledning. Dejligt at du har brugt tid på at skrive så jeg nu ved, hvad jeg skal gøre med "Lasses Gardertræer" de næste par år. Jeg tror næppe at han bliver bofast indenfor de nærmeste år. Han er sergent i Ålborg nu og kommer fra Vejle. Alt kan ske, når man er 22 år.
Er egetræer nøjsomme med hensyn til jordforhold?
Ingeborg

3 af 3 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Lone Brems, 25. juni 2018 kl. 18.16

Hej Ingeborg Hansen

Egetræer kan trives på alle slags jord. Ønsker man stor stammetykkelse og god tømmerværdi planter man på lerholdig jord - er det mindre væsentligt kan en let sandjord være et udmærket voksested.
Eg er et af ikke så mange slags træer, der kan stå meget fugtigt; man siger det tåler at "stå med fødderne i vand".

Eg er mere stormfast end bøg er - og på de magre jorder i Vestjylland klarer den sig fint. Men tilvæksten er relativt mindre under de mere barske forhold, bl. a med udtørring på grund af meget vind.

Eg er et såkaldt lystræ - dvs det giver plads for undervækst af hassel og tørst & mange urter, bl.a. liljekonval og kodriver.
Det giver nogen muligheder for fra starten af at tilplante under træet/træerne med de planter, som passer til jordbunden, der hvor det blivende sted er valgt.
Man kan også sagtens plante under andre træer - men det er bestemt ikke alle, der over mange årtier slipper tilstrækkeligt med lys ned til jordoverfladen til at urter, buske og småtræer kan trives under kronen.

Det giver nogen spændende muligheder for varieret beplantning; men en almindelig græsplæne måske med god indblanding af skyggetålende græsser er også en fin mulighed for kommende frokoster i det grønne....

Venlig hilsen
Lone

Nyt svar til emnet »Egetræer fra agern«

Du skal være logget ind som bruger, før du kan deltage i forummet på Havenyt.dk. Er du ikke allerede oprettet som bruger, kan du oprette dig som bruger her.

Brugernavn (e-mail-adresse):

Her er du: Forsiden > Forum > Dyrkningsmetoder > Egetræer fra agern

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider