Forum

Podning frugt på piletræ

  Skriv nyt svar | Rapportér

Skrevet af: Mathias Jensen, 20. juni 2021 kl. 13.12

Hej alle podningskyndige

Har købt hus med 5 5-10 m høje træer som jeg tror er en form for pile træer. Jeg kunne godt tænke mig frugttræer i haven og mit spørgsmål er om jeg kan pode æbler, pærer, nødder eller andet på træer som dette?

Af hvad jeg kan læse mig frem til på nettet er det ikke optimalt. Men kan det lade sig gøre, vil jeg give det et skud. Synes det er synd at vælte dem og plante nye unge træer

1 af 4 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Svend Høst, 20. juni 2021 kl. 17.20

frugttræer kan ikke podes på piletræer , træerne skal være i familie.

2 af 4 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Lone Brems, 20. juni 2021 kl. 20.11

Hej Mathias Jensen

Nu er det ikke til at vide ud fra din korte beskrivelse om der er lævirkning fra de 5 træer, du gerne vil undgå at fælde.
Det vil være en fordel for nyplantede frugttræer, at der er lidt læ. (Og det er som jeg forstår din tekst derhenad du gerne vil - til noget spiseligt...)

Hvis der korrekt opfattet, kan du jo overveje at gå en lidt anden og langsommere vej end at fælde og fjerne træerne nu.

Du kan styne træerne i fx 3 meters højde, så du bevarer noget højde og de kommende fem - otte år holde dem i den højde. Det er bestemt også muligt at klippe dem til , så de får allé-præg.
Du kan gennemføre beskæringen fra nu og indtil midten af august - men det er selvfølgelig også muligt at vente til vinter.

Når du har fået dine frugttræer & buske godt i trivsel kan du til den tid (om tre - seks år fx) give de fem motorsavs-døden.

Hvis du vælger denne fremgangsmåde har du skaffet dig materiale til et kvashegn - det er der en masse insekter og småfugle, der vil værdsætte og de kan blive dine bedste forbundsfæller for at få en god frugthøst.
Om tre - fem år, når dine frugttræer bliver udsat for konkurrence fra bladlus, æblebladhveps, æblevikler, blomstertæger og mange flere - ja så skulle de rovinsekter og fugle, der lever af disse "æblefjender", gerne være talrige og klar til at hjælpe dig til en god frugthøst.
Og det er præcist det, du kanskabe gode forudsætninger for ved at etablere og vedligeholde et kvashegn.

Til efteråret kan du jo så anskaffe og plante de frugt- og nøddetræer, du synes om. Jeg vil foreslå dig at søge vejledning - fx hos Blomstergaarden eller Gamle frugtsorter - kontaktoplysninger findes i Forhandlerguiden her på Havenyt.

Og hvis du har et godt sted i haven med læ og skygge, kan du jo hen over sommeren tage fat på at læse Jørgen Vittrup's bog "Beskæring". Dit bibliotek kan skaffe den !
Bogen giver gode ideer til, hvordan man kan styre frugttræers vækst og frugtsætning - og den er fuld af tegninger og billeder, som supplerer teksten rigtig godt. Beskæring er en vigtig indsats for at holde frugttræer sunde og fri for udvikling af forskellige svampesygdomme - jo bedre luftgennemstrømning, der er i træets løv jo mindre en mulighederne for at svampe kan udvikle sig.

Held og lykke med skabelsen af lige den have, du ønsker dig !

Venlig hilsen
Lone

3 af 4 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Mathias Jensen, 20. juni 2021 kl. 21.16

Hej Lone,

Fantastisk du tager dig tid til at skrive så godt et svar! Tusinde tak!

Helt vildt gode idéer du har - jeg beskærer træerne ned i højde og planter frugttræer rundt omkring som du anbefaler. Så kan jeg bevare skovstemningen og læ i haven mens frugtræerne gror.

Hvor tæt kan man plante de nye træer på de eksisterende træer hvor de stadig har optimale forhold til vækst?

Spændende med bogen - den vil jeg have fat i.

God aften!

Mvh
Mathias

4 af 4 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Lone Brems, 20. juni 2021 kl. 22.16

Hej Mathias Jensen

Dejligt at du vil overveje at bruge nogen af ideerne - det er altid spændende når nogen går veje, de ikke lige havde tænkt sig!

Plantetætheden afhænger af flere forhold - blandt andet:

* Størrelsen af "de fem store"
Man kan som tommelfingerregel gå ud fra, at kronens diameter er mindre end rodzonens diameter - hvis kronediameteren er 8 meter er rodzonediameteren mindst 12 meter. Og selv om du kapper toppen af træerne henter de stadig næring og vand fra stort set hele rodzonen i de år, de nu får lov at leve.
Så forestil dig omkredsen af rodzonen og plant ikke tættere på omkredsen end 2 - 3 meter.

* Frugttræer har brug for lys. Hvis der er skygge fra høje bygninger i mange af de lyse timer skal området ikke bruges til frugttræsdyrkning.

* Den størrelse / form, du gerne vil give dine frugttræer.
Her kommer ud over beskæringsmetoden også grundstammen (den man poder på) ind som noget meget vigtigt.
Det bliver lidt teknisk - men helt kort: Der er flere grundstamme-typer, som blandt andet vælges ud fra dyrkningsjordens kvalitet. På en god havejord kan æble-grundstammen være en M 26 eller en M 9 og på en ringere jord vil forslaget være MM 106. Grundstammen er retningsgivende for træets størrelsen som "modent" = voksent træ. Men det her område er for specialister - derfor mit forslag om, at du rådfører dig med en ekspert på feltet.

* Ønsker om, hvordan haven skal bruges. Skal der være plads til en æblelund, en kirsebærlund og hasselbuske (som kan blive meget omfangsrige og som skal stævnes, hvis du vil holde plukkehøjden nede, hvor du kan nå nødderne fra jorden). Så skal der måske tænkes i haverum med forskellige funktioner: Siddepladser, bålplads, hængekøjemuligheder (her må du nok tænke på robinie-stolper). Måske forestiller du dig mere i retning af en lille plantage - rækkedyrkning kan være en rigtig flot løsning !

Som det bliver tydeligt er der rigtig mange valg, du kommer til at tage undervejs om placering af planterne. Et sted at hente inspiration og forslag er hos en havearkitekt - og her kan jeg foreslå, at du igen bruger bibliotekets service og ad den vej får fat i C. Th Sørensens "Utypiske haver til et typehus" (helst udgaven fra 1997).

Venlig hilsen
Lone

Nyt svar til emnet »Podning frugt på piletræ«

Du skal være logget ind som bruger, før du kan deltage i forummet på Havenyt.dk. Er du ikke allerede oprettet som bruger, kan du oprette dig som bruger her.

Brugernavn (e-mail-adresse):

Her er du: Forsiden > Forum > Dyrkningsmetoder > Podning frugt på piletræ

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider