Bambusfaren, artikel fra weekendavisen

Bambusfaren

Af PETER FRIIS MØLLER

Bambus er verdens største græs og har en lang række dyrkningsmæssige og tekniske fortrin, men visse arters kolossale vækstkraft har det med at kamme over til det stærkt problematiske.

Bambus har to hovedvækstformer; nogle arter er tuedannende og breder sig langsomt, ligesom eksempelvis græsset mosebunke og de klassiske arter af sort og gul bambus. Andre udbreder sig med vandrette, kraftige jordstængler, rhizomer, der løbende sender nye, tætte skud op – akkurat som lillefætteren, det velkendte kvikgræs. Blot mange, mange gange hurtigere, meget højere – og langt værre.

Der er ikke umiddelbart noget dansk fagord for denne vækstform, men »hordedannende« vil ikke være helt ved siden af. På engelsk kaldes de »running bamboo«, og det er også med stormløb, at de breder sig – fra flere decimeter til op mod en meter om året. Det er arter fra blandt andet slægterne Sasa, Pseudosasa og Phyllostachys såsom Sasa palmata, Pseudosasa japonica og Phyllostachys-arterne P. aureosulcata, P. aurea, P. rubromarginata, P. nigra og P. bessetii.

Flere af disse kan blive seks-otte meter høje og trives storartet i Danmark. Hvor der tidligere især blev plantet tuedannende bambus, er det øjensynlig blevet højeste mode at plante disse højt og kraftigt voksende, hordedannende arter i haver og anlæg. Når først de har slået rod, er de næsten umulige at komme af med igen, navnlig hvis man ikke har sørget for de helt nødvendige kraftige rodspærringer omkring plantestedet.

Illustration: Peter Wandel
Illustration: Peter Wandel
Ældre havedyrkere kan givetvis huske bambusdøden i 1980erne og 90erne og det bøvl, det gav, med knækkede spader, rygproblemer og store udgifter til sprængningseksperter og maskiner, når selv ret små forekomster af disse bambus skulle fjernes. Det er dog ingenting i forhold til de problemer, som forbløffende mange er ved at skabe for sig selv, deres naboer, arvinger og købere af deres hus og have i mange slægtled fremover ved at plante hordedannende bambus i haven. Det er værre end at række fanden en lillefinger. Hvor han angiveligt kan nøjes med at tage armen, bemægtiger disse arter sig gerne hele haven og mere til. Og har de også boret sig ind i murværket eller under fundamentet, bliver det meget, meget dyrt.

Jeg har i et par år fulgt en haveejers desperate kamp mod naboens hordedannende, invaderende bambus, set rigeligt med nyplantninger og i Botanisk Have observeret, hvordan den aggressive Sasa kurilensis, trods slåning, er løbet løbsk.

MANGE STEDER i Europa og i USA er disse bambus et stærkt voksende problem. I Storbritannien tales om GBBI – Great British Bamboo Invasion – og haveejere frarådes på det stærkeste at plante eller beholde disse arter. Her er bambusplantere i flere tilfælde blevet dømt til at erstatte de skader, som deres løsslupne vækster har forvoldt hos naboerne.

I USA har flere delstater og byer indset alvoren og indført overraskende strenge regler. I staten Connecticut skete det i 2013. I dele af Virginia blev det den første januar i år forbudt at lade sin bambus vokse ind på arealer, som man ikke selv ejer. Og i byen Bloomington i Indiana har myndighederne ligefrem påbudt grundejerne under strafansvar at udrydde alle forekomster af især P. aureosulcata på deres arealer inden for ét år.

Det drejer sig vel at mærke om bambusarter, som fortsat uden videre kan købes i utallige havecentre, på planteskoler og hos bambusister overalt i Danmark – og som fortsat anprises, oftest totalt kritikløst, i diverse haveblade, magasiner og annoncer.

Mange købere er indledningsvis begejstrede for disse særdeles vækstkraftige, høje og hurtigt dækkende planter. Men denne begejstring står til en brat, istidsagtig nedkøling, når det går op for bambusplanteren, hvad det er for et monster, han har sluppet løs.

De store invasive pileurter har længe været et stort problem i have, skov og landskab. Men det er tydeligvis blot et spørgsmål om tid, førend disse bambusarter for alvor føjer sig til selskabet, dels ved egen vækstkraft, dels på grund af visse folks dårlige vane med at læsse deres haveaffald af i naturen.

Måske satser nogle på at indforskrive pandabjørne, der ikke uden grund hedder bambusbjørne på dansk, til at æde problemet væk, eller på at vente små 100 år på, at planterne blomstrer og (måske) dør alligevel, eller eventuelt på, at havspejlsstigningerne drukner horderne.

Uanset hvad er det altid bedre at forebygge end at helbrede og at tage. Herfra skal derfor lyde en kraftig opfordring til blandt andet Haveselskabet, Naturfredningsforeningen og den ansvarlige myndighed, Miljøstyrelsen, om at stille skarpt på denne voksende trussel i tide, således at problemet (måske) kan tages i opløbet, inden det som en bambustsunami rejser sig for, asiatisk i vælde, at vælte ind over landet.

Du godeste, det var da lidt uhyggelig læsning på sengekanten ;)
nu bliver det aldrig et problem for mig, i og med at jeg absolut ikke bryder mig om bambus. Men fint du gør opmærksom på de uvæsner.

Hej Anne.

Jeg har heldigvis ingen bambus eller elefant græs her i haven, for jeg gider ikke at skulle gå og begrænse dem. Eller feje op efter dem Men jeg var ikke klar over at de bambus vi dyrker herhjemme kunne være invasive og blive et problem med tiden, så jeg syntes at man skal tænke sig meget om inden man planter dem