Skrevet af: Peter Sönder, 29. oktober 2012 kl. 7.58
Hej folkens! Jeg håber virkelig der er nogen som kan hjælpe mig her, jeg er ved at blive tosset af dette...
I løbet af dagen (læs: hele døgnet, nat som dag) kommer der fra et meget begrænset område (ca. 1x2 m) kradselyde. Jeg har været på loftet og har sågar hørt løden deroppe, så hvad end der laver lyden bliver den ikke synderlig påvirket af min tilstedeværelse. Den forsvinder ikke ved larm eller lign. men kan stoppe kortvarigt (måske mere et tilfælde en at den bliver påvirket af f.eks. bankelyde).
Jeg har kigget over alt, og der er ingen tegn på skadedyr i form af mus, rotter o.lign. Intet at se. Desuden har jeg fået lukket alle potentielle huller, så heller ikke fugle, flagermus osv. kan komme ind.
For en uge siden valgte jeg at gå drastisk til værk, og pillede rockwool op, helt ned til loftpladerne. Jeg kunne ganske svagt (ikke som nedenunder) høre lyden og at kunne præcist identificere hvor den kom fra. Jeg havde lidt fluegift, som jeg (i desperation) har sprøjtet med, hvilket fik dyret væk 4-5 dage, men nu er den tilbage.
Jeg har google lidt og kan simpelthen ikke finde ud af hvad det kan være. Som nævnt, der er igen tegn på at hverken rockwool, spær eller lign. tager skade.
Jeg håber virkelig der er en/flere som har en ide, både til hvad det kan være men også hvad jeg kan gøre.
Lyden er der lidt on-off, nogle dage meget intens andre dagen er den der slet ikke.
Skrevet af: Anja Egeriis, 29. oktober 2012 kl. 8.53
Min første tanke er mus - måske skulle du præve at sætte en fælde op og se, om der sker noget?
Vi har i hvert fald i perioder lidt liv i væggene på denne årstid :)
Skrevet af: Anonym bruger 1, 29. oktober 2012 kl. 9.51
Hvis det er et dyr - mus el. a. - vil det have en døgnrytme mellem søvn og aktivitet, som ligger meget fast.
Hvis lyden er der på alle tider af døgnet, tror jeg ikke det er sådan et kræ.
Det kunne måske være en eller anden træhvepselarve. Den ville du ikke kunne se nogen efterladenskaber efter, da den arbejder inde i træet, og først gnaver sig ud, når den skal forpuppe sig.
Skrevet af: Eigil Hansen, 29. oktober 2012 kl. 10.19
Hej.
Du skriver at lyden også er der om natten.
Hvis den er der om natten kan det ikke være fugle på taget, fordi, det kan lyde som noget på loftet, når de sidder og hakker i noget fugtigt.
Mår på loftet kan det nok ikke være, for det lyder hel forfærdelig når de løber frem og tilbage, det har jeg erfaring med, i øvrigt er de ikke glade for når man lægger frisk menneske hår derop, så flygter de, en pose fra frisøren drysset der hvor man regner med de kommer ind og opholder sig.
Mus kan være svært at finde, vi havde en engang der døde i gardinkassen, føj hvor det lugtede i stuen. NÅ - det var bare lidt hygge snak.
Skrevet af: Peter Sönder, 29. oktober 2012 kl. 10.35
Tak for svarene. Som allerede nævnt tvivler jeg på at det er hverken mus, rotter, mår eller lign. da der ikke er hverken spor eller lign. efter denne. Der virker heller ikke til at være døgnrytme, da lyden kommer hele tiden (i hvert fald har jeg registreret den fra 5-tiden til midnat, de sidste par timer har jeg desværre sovet). Igen, den bliver ikke påvirket af hverken støj eller min tilstedeværelse. Min kone har hørt lyden mens jeg var på loftet i samme område...
Jeg har ligget på loftet og hørt lyden komme nede fra, altså sikkert heller ikke fugle på loftet.
Træhvepselarve - hvordan ser jeg det? Der er ikke umiddelbart noget at se på træet... Måske jeg ikke kigger ordentlig efter :)
Skrevet af: Anonym bruger 1, 29. oktober 2012 kl. 10.55
Hvis det er en træhvepselarve, der arbejder i træet, kan du intet se. Hunhvepsen stikke sin læggebrod ind i træet og lægger et æg. Larven bliver så inde i træet til den skal forpuppe sig.
Jeg tror, du må lytte dig til, hvor raspelyden kommer fra.
Jeg er nysgerrig, så skriv endelig, hvis du finder ud af et eller andet.
Skrevet af: Peter Sönder, 29. oktober 2012 kl. 12.09
Will do - jeg må op og kigger nærmere på det :)
Skrevet af: Svend Sørensen, 29. oktober 2012 kl. 12.24
Hvis du ikke kan spore hverken mus eller rotter hvis synlige tegn oftest vil være ekskrementer. Kan det selvfølgelig være nogle træødelæggende insekter. Se efter boremel og små valseformede ekskrementer .
www.dpil.dk/dpil2005/HTML/husbuk.htm
Med Venlig Hilsen
Svend Sørensen
www.skadedyrene.dk
Skrevet af: Peter Sönder, 29. oktober 2012 kl. 12.31
Umiddelbart ser træet fint ud, og der er ingen tegn som følge af at der skulle være spist noget ej heller ekskrementer eller lign.
Hvis det var noget inde i træet ville lyden vel også være temmelig konstant?
Skrevet af: Elsebeth Brandenborg, 29. oktober 2012 kl. 14.02
Hej Peter,
Jeg kan ikke forestille mig, at du vil kunne høre en træhvepselarve. Jeg tænker mere i retning af, at der er et eller andet, som banker/kradser, når det blæser. Kunne du prøve at lægge mærke til, hvordan vejret er, når du hører lyden? Man har jo før hørt om murere, som har indmuret forskellige ting. Hvor gammelt er huset?
Og ellers ville jeg måske sætte et kamera op deroppe - gerne sådan et, som du kan se live på din computerskærm?
Elsebeth
Skrevet af: Peter Sönder, 29. oktober 2012 kl. 15.13
Som nævnt så har jeg også hørt lyden deroppe mens jeg var der - og der lyd den ganske svagt (i forhold til nede i rummet), men ganske klart at den kom nedefra (altså fra loftet).
Jeg kan godt sætte et webcam op men eftersom jeg ikke kan konkludere hvor lyden kommer fra ved jeg ikke hvor jeg skal kigge hen. Igen, der er ingen tydelig tegn på større dyr.
Huset er fra 1979 og hverken tag eller isolering er skiftet.
Skrevet af: Anonym bruger 1, 29. oktober 2012 kl. 15.46
Når huset er så gammelt, og der ikke er synlig aktivitet, er det nok ikke noget levende væsen, men skal søges et helt andet sted.
Har du centralvarme, måske med skjult rørføring? Rørgennemføringer kan godt "snakke" lidt med skiftende temperaturer.
Er lyden der ved bestemte vejr/vindforhold?
Hvor længe har det stået på?
Jeg bor selv i et meget ældre hus. Sådanne gamle huse kan få deres helt eget liv :-)
Skrevet af: Henry G., 29. oktober 2012 kl. 16.02
Hej Peter der kan måske være kommet en mus ind i hulmuren, det havde vi for et par år siden, musen(tror jeg) var kommet ind ved en el-gennemføring under jorden, den generede os i en måneds tid, så stoppede det, der ligger nok en mumie et sted i hulmuren. Hilsen Henry G.
Skrevet af: Eigil Hansen, 29. oktober 2012 kl. 21.52
Hvilken type hus bor du i.
Kan det være en træ, busk eller lignende der skrubber op ad muren i blæsevejr. - Men ellers hælder jeg også mest til at det er mus i hulmuren eller lignende.
Skrevet af: Peter Sönder, 30. oktober 2012 kl. 7.55
Det stod på i foråret og gik væk af sig selv, så kom det igen her for nylig. Der er ingen rør eller lign. deroppe, jeg har selv kontrolleret.
Lyden kommer tydeligt fra ca. 1x2 meter på loftet ca. 1 meter fra væggen, så umiddelbart tror jeg ikke det er en mus. Igen, der er ingen tydelige tegn på liv på loftet.
Det er et 1-plans hus og der støder ingen træer eller buske op ad huset nogle steder. Ligeledes kommer lyden om det blæser eller er vindstille, om det er varmt eller koldt.
Skrevet af: Maj-Britt B., 30. oktober 2012 kl. 8.44
Lyder nok dumt...men min veninde havde samme problem...satte mår fælde op og intet skete....det viste sig at være en kat med killinger der gemte sig godt. De var oppe og kigge flere gange, uden at de så dem....først da kattemor begyndte at flytte killingerne ud, så de hvad det var......;0)
Skrevet af: Peter Sönder, 30. oktober 2012 kl. 11.24
Jeg har hørt om nisser på loftet, men katte :)
Som allerede skrevet mange gange tror jeg ikke det er et større dyr. Det er ikke muligt at komme ind (der er ingen huller store nok til at et dyr kan komme ind) ej heller er der nogen tegn på at noget skulle bo deroppe. Ligeledes bliver "dyret" ikke skræmt at min tilstedeværelse...
Skrevet af: Henriette H., 30. oktober 2012 kl. 22.43
Hej Peter,
Det er godt nok et både spændende og irriterende/frustrerende problem I har :-/
Efter at have læst de andres bud, samt din beskrivelse af manglende tegn på afføring, skader osv. må jeg nok også udelukke mus.
Mit bud er, at det er et mindre, og/eller meget smidigt, dyr som går "ud og ind" som det passer sig. Dvs. et dyr som besørger udendørs men har et lille projekt af en art kørende på jeres loft..... :o)
Mine tanker går i retning af lille kat..... eller egern? Har I egern i haven? Hvis et egern "kender dig" vil det, som du beskriver, lige stoppe op et øjeblik for derefter at fortsætte sin gøren igen.... Det kan måske forklare kradse lydene - de har jo ret så kraftige klør .... måske den er ved at "grave" nødder ned? Det er lige årstiden :o)
Uanset hvad, er jeg ret sikker på at der må være et hul et sted du ikke er bekendt med - altså hvis det er et levende væsen der holder til hos jer. Dyret skal jo have mad et sted fra - og ville, hvis det var midlertidigt lukket inde på loftet, efterlade afføring.
Jeg synes at du skulle prøve at sætte en fælde op på loftet (af den slags der fanger dyr levende(!)) - lægge noget mad i, fx. nødder og tørfoder til hunde/katte. Fælden skal jo så være stor nok til at rumme en lille kat.
Men jo mere jeg tænker over det.... tror mest på egern - eller et dyr der minder om det.
Mange hilsner,
Henriette
Ps. Du må endelig skrive når I finder ud af hvad det er! :o)
Skrevet af: Henriette H., 30. oktober 2012 kl. 22.52
Ps. Der burde være nogle "luft huller" til loftet i gavlen på jeres hus... har du checket at nettet er intakt?
Skrevet af: Peter Sönder, 1. november 2012 kl. 7.41
Loftet har "huller", så det bliver luftet ud. Der er derimod ikke nogle steder større dyr burde kunne komme ind og ud...
Skrevet af: Gert Er Glad For Haven, Også For Ukrudt., 2. november 2012 kl. 12.00
Nu er det jo snart jul. Kan det så ikke være nisser ?
Skrevet af: Søren S Duun, 3. november 2012 kl. 11.18
Eftersigende så skulle flagermus også larme når de går i ly for vinteren . Men deres eskrementer kan man som regel finde der hvor de flyver ind.
Skrevet af: Peter Sönder, 5. november 2012 kl. 13.54
Nu har jeg endnu en gang fået sprøjtet med fluegift og nu er lyden væk igen. Den har ikke været her et par dage, så krydser fingre.
Jeg aner stadig ikke hvad det er, men efter nærsyn vil jeg udelukke større dyr. Der er ingen tegn i form af ekskrementer eller lign.
Jeg er stadig helt blank på hvad det kan være...
Skrevet af: Mogens; E., 5. november 2012 kl. 16.29
Hvis du har gipsplade loft i rummet neden under, kan nogle af pladerne godt sidde og knirke mod hinanden og det giver resonans i konstruktionen.
Du kan lokalisere ret nøjagtigt hvor støjen kommer fra ved at holde den ene ende af et kosteskaft fast mod dit øre, og trykke skaftet til lægterne. (Sådan finder man også bankelyde på en ældre bilmotor).
Skrevet af: Peter Sönder, 6. november 2012 kl. 8.11
Vi har kun træ, og lyden flyttede sig rundt. Umiddelbart kunne det godt være at træet gav sig, men måde hvormed den flyttede sig gør at jeg tvivler på at det var det. Lyden var desuden kontant hvilket heller ikke tyder på at materialerne fra loftet skulle give sig...
Skrevet af: Mogens; E., 6. november 2012 kl. 14.18
Nogle husejere har med held, sat en blinkende cykel diodelygte eller en radio på loftet og dermed fjernet smådyr. Hjortetaksolie kan placeres på loftet, men det stinker i huset.
Skrevet af: Peter Sönder, 7. november 2012 kl. 8.56
Nu ser vi lige tiden an - krydser fingre og takker meget for input :)
Skrevet af: Jørn Petersen, 7. november 2012 kl. 18.10
Jeg har i en længere periode også haft løbe lyde, lyde af et dyr der løb rundt på loftet imellem isolering og rustik loftet, konen var sikker på at det var en rotte, da det til tider kunne lyde ret voldsomt. Jeg kontaktede kommunen og skrev at jeg havde mistanke om rotter på lofte, huset er fra 1974. Rottemanden kom nogle dage senere og gik på loftet, efter grundig gennemgang af alt, kunne han konkludere at det i hvert fald ikke kunne være rotter, da der ingen ekskrementer var efter dem, sådan et dyr skider op til 70 gange i døgnet iflg manden, og han fandt intet, rockwoolen lå fint, ergo ingen mår, hans idé var nogle enkelte mus. Da rottemanden gik, gav han mig 2 store rottefælder, klap-fælder som den til mus. Jeg satte disse fælder med noget sødt, æble stykker fra haven, og jeg satte også 2 almindelige musefælder, 2 dage senere var der fanget 3 mus, hvor den ene var en kæmpe. Nu er der ro igen.
Du skal være logget ind som bruger, før du kan deltage i forummet på Havenyt.dk. Er du ikke allerede oprettet som bruger, kan du oprette dig som bruger her.