Skrevet af: Lene Munkholm, 23. april 2013 kl. 13.09
Jeg vil lave et højbed på ben som skal op i ca 65 cm højde, da den er til en kørestolsbruger, som gerne skulle køre ind under højbedet.
Jeg har tænkt mig at lave det i lærketræ, men hvordan gør jeg lige med bunden?
Jorden skal jo blive i kassen, men samtidig skal der jo også kunne løbe evt. overskydende vand derfra.
Nogle ideer?
Skrevet af: Elsebeth Brandenborg, 23. april 2013 kl. 15.07
Hej Lene,
En måde kunne være at lave en "tremmebund", hvor der er smalle mellemrum mellem brædderne, og så fore højbedet med fiberdug eller ukrudtsdug for at holde på jorden.
Det kan selvfølgelig laves mere fancy, men det her tror jeg vil holde og være overkommeligt rent prismæssigt. Kørestolsbrugeren risikerer at blive våd, men man kunne måske lave mellemrummene i den side, der vender væk.
Elsebeth
Skrevet af: Lone Brems, 23. april 2013 kl. 21.19
Hej Lene Munkholm
Lav bunden med fald ind mod midten af bedet og lad 2 cm stå åben mellem de to skrå bundflader. Så vil det være muligt for kørestolsbrugeren at komme til ved begge sider af bedet.
Fiberdug som bundlag, dobbeltlagt på langs under bedets midte, derover (langs bedets midte) et 5 cm drænlæg af groft grus eller småsten og underneden bedets midte en ophængt tagrende, der kan lede overskydende vand hen til den ene ende af højbedet, så det kan (gen-)anvendes som vandingsvand.
Der kan blive et problem med at få et tilstrækkelig tykt lag jord til at planterne kan trives. En kørestol med en person i giver en knæhøjde på ca 55 cm - bedets højde kan så max værre ca 80 cm, hvis det skal være muligt at få en nogenlunde fornuftig arbejdsstilling. Dvs max tykkelse på jordlaget er ca 24 cm - det giver plads for en del, men ikke alle slags køkkenhaveurter. Og det vil kræve en god jordblanding og en god jorddækning med brunt jorddække, så der bliver de bedst opnåelige forhold for god rodudvikling.
En relevant metode til overvejelse: Dyrkning i sand og tilførsel af næring ved anvendelse af græsafklip som brunt jorddække.
At vedligeholde jorddækningen med det lette materiale græsafklip vil være et overkommeligt og ukrudtshæmmende arbejde.
Vær opmærksom på, at vandingsbehovet kan reduceres ved at anvende metoden med brunt jorddække, som i væsentligt omfang kan reducere fordampningen i hele vækstsæsonen.
Jeg håber, du finder en god løsning som tager højde for både de praktiske og de æstetiske udfordringer.
Med venlig hilsen fra
Lone
Skrevet af: Søren S Duun, 23. april 2013 kl. 21.21
Hej Lene.
Prøv og se der hvor man laver terapihaver, her må være noget specielt lavet til kørestolsbrugere og gangbesværet . Ellers ved jeg ikke hvor du skal lede .
Du skal være logget ind som bruger, før du kan deltage i forummet på Havenyt.dk. Er du ikke allerede oprettet som bruger, kan du oprette dig som bruger her.