Skrevet af: Anne B., 28. september 2013 kl. 15.20
Håber at nogen kan hjælpe mig i denne sag, som jeg er meget i tvivl om.
Vores baghave grænser op til en ubebygget grund, som indtil nu har været tilgroet med træer og buske. Nu er det hele så blevet fældet og står gabende tomt og grimt. Der ligger affald, og folk bruger det til at lade deres hunde rende og skide.
Vi har kun et lille trådhegn ind mod grunden, og har derfor frit udsyn til den meget grime grund. Værst er dog, at alle kan kigge direkte ind i vores have, og at vi føler os meget udsatte i forhold til indbrud.
Grunden er privat ejet af et firma, som har haft grunden til salg i mange år.
Har vi mon nogen som helst mulighed for at kræve tilskud til et plankeværk eller lukket hegn?
Håber I kan hjælpe.
Vh Anne
Skrevet af: Ingeborg Hansen, 28. september 2013 kl. 16.15
Kære Anne
Du vil kunne studere det nærmere ved at google hegnsloven. Du har den fordel at du ved, hvem der ejer grunden.
I princippet er der jo ikke noget i vejen for at I selv etablerer det hegn I gerne vil have. Det kommer sådan set ikke naboen ved og så vidt jeg ved, er der ikke "hegnspligt" som foreskriver noget bestemt.
Vi har selv i 4 år været de "heldige" naboer til et hus, som bare blev fraflyttet og det hele fik lov til at passe sig selv. De naboer, som var der tidligere var åbenbvart også tilfredse med at vi havde plantet en del buske på vores egen grund, fordi der ikke var grund til at naboen gjorde noget selv. Vores buske var åbenbart "hegn" nok for ham. Nu er vi så heldige at huset og haven er ved at blive sat i tip-top stand og jeg er sikker på at vi kommer overens om et eventuelt hegn eller om de også bare vil nøjes med at se bagsiden af vores have. Den side mod naboen er kun en gang langs østsiden af vores hus, så vi kan leve med at det er som det er. I tidernes morgen, for ca. 45 år siden var der plantet en række rødgran på naboens side, men dem fældede de for ca. 15 år siden.
I Jeres sted ville jeg skynde mig at etablerte nogle buske og træer mod grunden. Ellers kan I risikere at vente på en "forbedring i årevis. Endelig har I jo også mulighed for at sætte et hegn op for egen regning på egen grund = færdigt arbejde.
mange hilsner
Ingeborg
Skrevet af: Lone Brems, 28. september 2013 kl. 16.26
Hej Anne B
Hovedreglerne i hegnsloven er nogenlunde sådan her - og det gælder både levende hegn, hække og alle former for opsatte hegn:
Hvis der skal rejses hegn i skellet skal det ske i enighed og det er sædvane, at man deler udgiften med halvdelen til hver grund.
Så en mulighed er at kontakte firmaet og fortælle, hvad det er I ønsker. Det kan jo tænkes, at der kommer en fælles forståelse og at der kan opnås enighed om at rejse hegnet. Et argument, som kan afprøves kan jo være at den kommende bruger af nabogrunden (når den engang måtte blive solgt) vel har en forståelig interesse i at kunne have det "lidt privat" i forhold til jeres indkig.....
Hvis dette ikke fører til en aftale er det en anden mulighed er at rejse et "eget hegn" - altså et hegn som står inde på jeres grund og kan vedligeholdes uden at skellinien overskrides. Sådan et eget hegn er ens egen udgift - både i etablering og i forbindelse med den løbende vedligeholdelse.
Eget hegn må som hovedreglel (ligesom hegn i skel) normalt være 1.8 meter højt.
Jeg håber I finder frem til en løsning, som kan give tryghed og helst også være god for både jer og den kommende nabo at se på !
Med venlig hilsen fra
Lone
Du skal være logget ind som bruger, før du kan deltage i forummet på Havenyt.dk. Er du ikke allerede oprettet som bruger, kan du oprette dig som bruger her.