Skrevet af: Palle Nielsen, 21. februar 2015 kl. 20.16
Hej
Vi er ude efter at lave levende hegn med nåletræer i såvel vores baghave som forhave i sommerhuset. Begge steder må det gerne give en vis tæthed/privatliv.
Forhave vil træerne ikke komme til at skygge for vores brug af haven hvorfor højde ikke er vigtigt. Dog minimum 3-4 meter.
I baghaven ønsker vi ikke træer højere end ca 5 meter da det ellers vil skabe skygge på vores terrasse.
Er der nogen typer der falder jer i tankerne?
Skrevet af: Willy N, 21. februar 2015 kl. 23.22
Dit spørgsmål rejser nogle flere:
1) Er det en hæk for Jer selv. Eller er det en hegn for stedet (Planter i hegn for "stedet skyld" eller for Jeres egen som derfor skal "op" hurtigt)?
2) Skal den være stedsegrøn eller må den være løvfældende?
3) Er prisen ligegyldig?
Lærk vokser hurtigt og bliver høje. Men er som bekendt ikke stedsegrøn.
Taks vokser langsomt. Men er tæt, flot og stedsegrøn.
Traditionelt anvendes ofte "bjergfyr". De bliver dog ikke ret høje og skal de være tætte, uden at brede sig voldsomt, skal lysene klippes hvert år.
Bjergfyr er relativ billig mens lærk noget dyrere og taks er meget dyrt at etablere som hegn. Også selvom de blot er ½- 1 m.
Skrevet af: Lars Holt, 21. februar 2015 kl. 23.27
Er det så tæt på havet, at saltet har indvirkning?
Skrevet af: Freya Grossmann, 22. februar 2015 kl. 7.18
Nogle nåletræer bliver også meget høje, nogle bliver ranglede, dvs. de ikke er tætte i bunden, som kan skærme for privatlivet.
Du skriver, at høje træer ikke vil skygge for jeres have - men tænk også på naboernes sollys...
Skrevet af: A.M. Lønbæk Planteskole, 22. februar 2015 kl. 9.15
Hvis det skal være stedsegrønt er sitka et godt valg. Den tåler sand,vand, salt og blæst, men skal klippes som hæk jævnligt(ca hver 5,år), så bliver den ekstrem tæt.
Hvis det skal være fyr, så vælg fransk bjergfyr. De bliver 4-5m og kan knibes eller stynes af og til (toppene klippes til juletid og bruges).
De bliver tætte fra bunden, hvis de får lys.
Fyr tåler ikke dryp fra andre træer.
Anne Marie
Skrevet af: Palle Nielsen, 22. februar 2015 kl. 12.46
Det er en hæk for stedets skyld - vi vil gerne have noget der passer ind i et sommerhusområde - men omvendt vil vi jo også gerne have noget der kommer op relativt hurtigt. Da vi også er i sommerhuset om vinteren er vi udkig efter stedsegrønt.
Pris er ikke ligegyldig - men især vores forhave er vi villige til at bruge noget extra da der er meget åbent til grusvejen der går forbi huset.
Huset ligger cirka 500 meter i fugleflugtslinje fra havet. Men selvom træerne i forhaven skulle blive 20-30 meter tror jeg ikke det betyder noget for naboers sollys.
Taks og bjegfyr har overvejet og umiddelbart hælder vi mest til bjergfyr. Mest fordi taks er giftigt - der er legende børn i området?
Skrevet af: Willy N, 22. februar 2015 kl. 16.23
@Palle
Om planterne er giftige, er nok ikke en parameter, som skal indgå i overvejelserne.
Går du din haves vækster igennem, vil der mindst være 50- 70% af dem som er giftige (i større eller mindre udstrækning).
Men så tæt på havet, er taks nok heller ikke det rigtige valg.
Skrevet af: Tine Horsum, 22. februar 2015 kl. 20.36
Lærk!
Den er godtnok ikke stedsegrøn- men kan beskæres og klippes så tosset. man vil.
Jeg har set en rigtig smuk hæk i lærk, og selvom den blev bar om vinteren, så var den alligevel så tæt- at den var pæn!
Stedsegrøn kan være laurbærkirsebær- men mine gik altså ud i de her snevintre! De satte ellers bær om sommeren- og frøplanter. Men de er gået ud.
Til gengæld har jeg en fræplante af min Østrigske Bjergfyr. Der ellers smider kogler og nåle i uhemule mængder.
Mvh
Pinny
Skrevet af: Lone Brems, 22. februar 2015 kl. 21.14
Hej Palle Nielsen
Hvor bredt må hegnet blive ?
Passer nåletræer ind i områdets øvrige beplantning ?
Det vigtige er nok, at I "skæver" lidt til nabogrundene og områdets karakter - og til hvilke buske og træer jordbunden er egnet til.
Jeres antagelse om at meget høje træer ikke vil genere naboerne kan jo være fuldstændig korrekt - men den kan jo - set fra et æstetisk synspunkt - være temmelig misvisende. Især hvis det er en række med helt ens træer i den beskrevne højde kan det virke meget voldsomt, hvis nabogrundene eksempelvis har klippet hæk i 1,8 meters højde .....
Et dristigt forslag til overvejelse:
Hvis der må være lidt "levende hegn" over det (og det iøvrigt passer ind!) kan der være noget spændende (også for plante- og dyreliv iøvrigt) ved at blande eksempelvis tørst, slåen, eg, røn, vildæbler klitroser, hassel med nogen partier med bjergfyr, taks eller kristtjørn.
Ved at sætte for eksempel 4 - 6 meter af til en bred beplantning
vil der meget hurtigt opnås lævirkning og afskærmning mod indkig. Evt. kan man arbejde med en eller flere rækker såkaldte amme-træer (for eksempel rødel eller poppel) som fjernes efter 5 - 6 vækstsæsoner.
Har I brændeovn er det måske i Jeres interesse at kunne høste brænde på egen grund ? Der vil med fjernelse af ammetræer og løbende beskæring i årene efter kunne "høstes" både til hulebyggeri, brændeovn og små-flet-hegn.
Den nødvendige ukrudtsdæmpende pleje kan ske med le nogen gange i vækstsæsonens løb - det afhøstede kan bruges som fodposer omkring hegnsplanterne og dermed være beskyttende i forhold til fordampning i højsommeren.
Venlig hilsen fra
Lone
Du skal være logget ind som bruger, før du kan deltage i forummet på Havenyt.dk. Er du ikke allerede oprettet som bruger, kan du oprette dig som bruger her.