Forum

Opskrifter med squash og valske bønner

  Skriv nyt svar | Rapportér

Skrevet af: Doris Møller, 10. august 2016 kl. 19.15

Jeg har ledt efter gode opskrifter til retter med squash og valske bønner. Den bedste opskrift med squash er squashkage med ostecreme, men man kan jo ikke spise kage hele tiden! Og squash har det med at udvikle sig til hvaler, bare man vender ryggen til.

Valske bønner har jeg overhovedet ikke kunne finde opskrifter med. Men så her i aften fik jeg et godt måltid med både squash og valske bønner:

Squash-frikadeller med to slags bønner med tomat og hvidløg. Her er opskrifterne:

Squash-frikadeller:
• 500 g hakket kalv og flæsk
• ½ groft revet squash
• 1 æg
• 1 fint revet løg
• Salt og peber
• Smør
Det hele blandes sammen, og farsen formes til frikadeller, som steges på panden i smør.

Panderet med to slags bønner, tomat og hvidløg:
• Valske bønner
• Grønne bønner af typen haricots verts
• 250 g tomater
• 3 fed hvidløg
• Lidt olivenolie
• Salt og peber
De valske bønner bælges, skylles og koges nogle få minutter. De grønne bønner nippes, skylles og koges ligeledes nogle få minutter. Tomaterne skæres i mindre stykker, og hvidløgene snittes fint.

Hvidløg og bønner steges et par minutter i olien, uden at hvidløgene tager farve. Tomaterne tilsættes, og retten smages til med salt og peber.

Jeg spiste groft hjemmebagt brød til. Desserten? Det var frugtgrød af opal-blommer med mælk.

Opskrifter på velsmagende retter med squash eller med valske bønner modtages gerne, for jeg har godt nok mange squash og også mange valske bønner.

Med venlig hilsen

Doris Møller

1 af 10 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Lars Holt, 10. august 2016 kl. 20.51

Jeg bruger tørrede hestebønner til humus og falafel i stedet for kikært, som jeg vist ikke kan dyrke.
Den hører også hjemme i italiensk bænkevælling (Minestrone) som erstatning for bønner.
Friske hestebønner bruges i salat stedet for ært.
Squash er et mildt fyldstof, men kan også bruges som skal til indbagte retter, i ratatouille eller fyld i sammenkogte retter. Hokkaido er også fin som grundlag i græskarsuppe. Suppler den opskrift du finder med lidt gulerod og porre - så bliver den mere sund og smager bedre.

2 af 10 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Tine Horsum, 11. august 2016 kl. 0.33

Revet squash kan ligesom revet gulerod bruges i brød/bollebrød.

Bemærk dog, at der nok ikke skal bruges så meget væske i dejen som vanligt. Med gulerødder kommer jeg dem i den lune væske, så får man et smukt gulligt og saftigt brød. De er så fintrevne.

Men squash er altså noget saftigere!

Hvis man bruger tørgær- er det nemmere at styre væskemængden. Med gulerod bruger jeg dog almindelig gær.

Mvh
Tine

3 af 10 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Vibeke Dyrst, 11. august 2016 kl. 5.24

Courgetter og sqush er som bekendt det samme. De skal have samme størrelse som dem man kan få i butikkerne. Retten kan spises som tilbehør til en anden ret eller som selvstændig (frokost-) ret.

Provencalsk courgettetærtegratin
Til ca. 6 personer

Fyld:
2 porrer
1 løg
2 courgetter
2-3 fed hvidløg
et stort nip frisk timian
1 tsk. herbes de provence
olivenolie
salt og peber
3 æg
en stor håndfuld revet parmesan

Fremgangsmåde:

Der snittes porrer, løg og hvidløg relativt fint og sauteres på en pande i olivenolie til det falder sammen. Courgetterne rives på den grove side af råkostjernet og kommes på panden sammen med timian og herbes de provence. Det hele steges roligt til alt er mørt og evt. væde er nogenlunde fordampet. Smag grundigt til med salt og peber og lad blandingen køle af. Pisk æggene sammen med den revne parmesan og rør dem i grøntsagsblandingen.

Hældes i et ildfast fad smurt med olie og gratinen v ed 200 grader i ca. 35-40 min. til overfladen er gylden. Gratinen smager bedst hvis den serveres lunken. En god blandet salat er godt til.

4 af 10 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Ayoe B. P., 11. august 2016 kl. 9.40

Squash kan rent faktisk også skæres i forholdsvis tynde skiver og ryges + tørres (efter lyst og behov) - det gør dem til en slags vegansk bacon og kan bruges som sådan i mange retter.

En af mine favoritretter er græskar(hokkaido)-porresuppe (har ikke prøvet det endnu, men kan forestille mig, at squash også kan tilberedes på samme måde som græskar) og med et drys af knuste squashbacon, alm. bacon eller barbecuechips ovenpå. ;)

5 af 10 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Claus K Madsen, 11. august 2016 kl. 14.09

Grønne valske bønner kan grilles i bælgen. Så bliver bønner inden i nærmest dampede. Udmærket tilbehør til bøfferne...

6 af 10 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Anne-Grethe Hansen, 11. august 2016 kl. 15.06

Jeg laver vegetar squash-frikadeller. Smager fantastisk, og kan varieres i smagen ved brug af forskellige krydderurter og evt feta ost.

7 af 10 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Doris Møller, 12. august 2016 kl. 7.38

Hej alle

Ja, squash og courgetter er det samme, og for fuldstændighedens skyld kan man tilføje, at de også kaldes zucchini. Og valske bønner er det samme som hestebønner.

Mange tak for de gode forslag. Jeg har dog aldrig rigtig brudt mig om ratatouille, men det kan være, at jeg har krydret forkert eller brugt for meget aubergine i retten.

Sidste år valgte jeg at smutte de udbælgede valske bønner. Men jeg blev meget skuffet: Jeg plukkede ca. en spandfuld valske bønner, bælgede dem, hvorved jeg fik måske et litermål bønner, kogte dem og smuttede dem, og tilbage var en stor kop bønner, som jeg brugte i en salat. Det kan godt være, at bønnerne havde en fin ærtesmag, men den fine smag druknede lidt i den store skål salat. Under alle omstændigheder var det et værre mas med kun lidt resultat.

I år har jeg så bare bælget og kogt bønnerne, men ikke smuttet den seje hinde af. Jeg synes, at hinden har smagt lidt i retning af kartoffelskræl, men den giver en god mæthedsfornemmelse. Der skal virkelig meget hvidløg og tomat til, før den bliver velsmagende.

Squash smager jo stort set ikke af noget, men jeg er forbavset over den gode virkning i retter af hakket kød: Kødet bevarer sin gode kødsmag, men bliver mere saftigt. Fars, der er rørt med mel og mælk, er virkelig kedelig ved siden af fars med revet squash.

For en sikkerheds skyld giver jeg lige et link til den gode opskrift på squash-kage med ostecreme:

www.dk-kogebogen.dk/opskrifter/visopskrift.php?id=5434

Med venlig hilsen

Doris Møller

8 af 10 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Claus K Madsen, 12. august 2016 kl. 9.53

Jeg har også været lidt udfordret af de valske bønner, som jo ikke er så indgroede i vores madkultur. Jeg har ind til videre konkluderet at deres egenskaber afhænger rigtig meget af hvornår man høster dem.
Tidlige grønne- kan bælges og spises med frøskal
Sene grønne- skal helst smuttes
Fuldmodne/tørre- kan bruges som kikærter mv. hvis man føler for det.

Hvis de er så modne at frøskallen smager lidt bittert kan det også hjælpe at koge dem i to hold vand.

9 af 10 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Lars Holt, 12. august 2016 kl. 10.43

Hestebønner (,bønner og ærter) bruger jeg også blended som sovs.

10 af 10 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Lars Holt, 12. august 2016 kl. 12.35

Fra Frøsamlernes Bønne og ærteprojekt findes denne opskrift fra 1815:
Pil gode grønne Ærter, men de maae ikke være for smaae, skjær Gulerødder i smaae Tærninger, sæt dem paa at koge tillige med Flæsk, som er skaaren i Tærninger, men halvt magert og halvt fedt. Valske Bønner kommes deri, naar det er halvt kogt, men dem maar Huden væren tagen af. Man kan og lade dem være hele, hvilket kommer an paa Smag og Behag. Hakket Pedersille kommes deri, samt lidt Sukker, Mel og Smør, kort førend der skal anrettes. Haver man suppe, bliver det kogt deri, hvis ikke tager man Vand, som gaaer meget godt an.

Nyt svar til emnet »Opskrifter med squash og valske bønner«

Du skal være logget ind som bruger, før du kan deltage i forummet på Havenyt.dk. Er du ikke allerede oprettet som bruger, kan du oprette dig som bruger her.

Brugernavn (e-mail-adresse):

Her er du: Forsiden > Forum > Fri debat > Opskrifter med squash og valske bønner

Søg:

StΓΈt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider