Økologisk balance

Hvad betyder begrebet "økologisk balance", og hvor og hvordan kan man aflæse balancen, og hvad bruges resultatet til.?

En amerikanske biolog beskrev i slutningen af det 19. århundrede livet i en sø som et "mikrokosmos", en biologisk verden, hvor alle elementære livskræfter udfolder sig i så lille en skala, at man kan overskue og begribe sammenhængen:

"I søen, der er isoleret fra sine omgivelser, cirkulerer stofferne, og der er kontrolmekanismer, der holder ligevægt. I dette mikrokosmos kan intet forstås fuldt ud, før dets forhold til helheden er set klart. Søen ser ud til at være et organisk system, en balance mellem det, der bygger op, og det, der bryder ned. Et system, hvor kampen for tilværelsen og den naturlige udvælgelse har skabt en ligevægt, et samfund med fælles interesse mellem rovdyr og byttedyr."

Det er det der, den dag idag stadig bliver brugt til, at beskrive et biologisk systems ligevægt/balance.

I praksis er det dog næppe muligt at vedligeholde, i en produktion af mad, da alle in- og output forandrer systemets balance - uanset om det er frø, vand, gødning, høst, årstid eller jordforarbejdning. Så man går i økologien efter det man kan kalde en "tilnærmelsesvis balance".

(PS. har sat min "artikel" ind på Klimadebat. ;) )

@Ayoe B. P

Mange tak for dit svar.

Hvis vi skal være ærlige, er der så ikke lidt groft sagt tale om et meget smukt og rart udtryk, som økologisk interesserede mennesker ofte ynder at benytte, men som ofte ikke dækker over andet end en tynd kop te eller måske ligefrem det rene volapyk.?

Jeg mener, at hvis man f.eks. etablerer en monokultur og taler om en "tilnærmelsesvis økologisk balance" i forhold til omgivelserne, så er det ganske langt ude. Måske lidt som at give en enkelt dreng i den fattige klasse en million kroner og fortæller omgivelserne, at man i sit arbejde har etableret "tilnærmelsesvis økonomisk balance".

For mig burde "balance" betyde en form for ro. Men der er jo aldrig ro. Strengt taget heller ikke i en sø, hvis den er naturlig. Der foregår en konstant kamp på liv og død, og alt efter omgivelsernes påvirkning vil bestandene konstant svinge i størrelse i forhold til hinanden. Og nu med klimaforandringer vil hele økosystemets fundament begynde at skride, og det vil sandsynligt stå på i flere 100 år, og hvem har tid til at vente så længe på en balance, som alligevel aldrig kommer.?

Har jeg en pointe.?
Jeg ved det ikke, men jeg fornemmer måske, at økologer kan blive klogere, hvis man f.eks. fokuserer mere på dynamikken, og hvordan konkrete lokale økosystemer kan styrkes, frem for at falde i trance og tale om balancer, som reelt er ubalancer eller som måske slet ikke eksisterer.

Hej Jakob B.

Ved ordet "balance" forstås vel normalt "ligevægt", snarere end "ro".

I øvrigt skal man altid huske på, at det bedste er det godes fjende. Hvis man holder den økologiske fane så højt, at man ikke vil gå på kompromis med noget som helst, ender man med at være handlingslammet, fordi der altid lige kan findes en eller anden lille ting, ved det, man gør, som måske er uhensigtsmæssigt.

Hvis man derimod - samlet set - og mere lavpraktisk arbejder med naturen - og ikke mod naturen, gavner det mere.

Med venlig hilsen

Doris Møller

@Doris Møller

Tak for dit svar.

Ja, jeg er også med på "ligevægt". Det er måske bedre, men man kan jo næppe aflæse vægten eller tale om en reel ligevægt, før vægten er i ro, så jeg mener, at det må være næsten det samme.

Hvad det er for nogle nødvendige kompromisser, du tænker på, ved jeg ikke.
Hvad er det for noget godt, som du ikke vil fortrænge med noget bedre.?
Jeg taler ikke for, at man skal blive handlingslammet, fordi man ikke kan finde den økologiske balance eller gennemskue biodynamikken. Men der kan måske godt være noget interessant at studere og tænke over i nogle timer evt. mens man hakker gulerødder.

Hej Jakob B

Abstraktionsniveauet er temmelig højt, synes jeg, så jeg skal bestræbe mig på at være konkret ;-)

Når jeg siger, at det bedste er det godes fjende, hentyder jeg til noget a la følgende eksempel, som jeg faktisk selv har oplevet:

En person fra min vennekreds kommer og siger, at han og hans familie fra nu af kun vil købe økologiske varer.

Og det er jo fint. Det er vel at gøre det bedste.

Meeen, kan de overholde det? Nej, det kan de selvfølgelig ikke. Dagligdagen byder på så mange forskellige udfordringer, at de gang på gang må gå på kompromis og købe noget, der ikke er økologisk.

Hvad sker der så?

Der sker det, at de siger til sig selv, at det ikke kan lade sig gøre at overholde planen, hvorefter de dropper den. Nu køber de kun økologiske produkter, når de konventionelle er udsolgt!

Hvis de nu fra begyndelsen havde sagt, at de I VIDEST MULIGT OMFANG ville købe økologiske varer, ville deres plan være blevet overholdt. Det ville være at gøre det gode, når det nu ikke var muligt at gøre det bedste.

Du vil måske mene, at eksemplet er konstrueret, men det er det ikke. Mange mennesker har denne alt eller intet-tendens. Og på den måde bliver det bedste altså det godes fjende.

Med venlig hilsen

Doris Møller

@Doris Møller

Tak for din forklaring.

Men hvis det ikke fungerer, så kan det jo nok heller ikke være det bedste, og på den måde synes jeg, at ordsproget bliver lidt selvmodsigende.

Jeg ville måske hellere bruge dette:

"Man skal ikke slå større brød op, end man kan bage."

I øvrigt gætter jeg på, at der alligevel kommer noget godt ud af det på sigt.
Når de får tid til at tænke dybere over det, så indser de nok, at økologi ikke kun er for fanatikere.
Det vil også forbavse mig, hvis børnene ikke foretrækker f.eks. den økologiske mælk, fordi den smager bedre.

@Jakob

"Det vil også forbavse mig, hvis børnene ikke foretrækker f.eks. den økologiske mælk, fordi den smager bedre."

Beklager at måtte modsige dig, men der er INGEN smagsforskel på hverken konventionel eller økologisk mælk, hvis det er hentet direkte i tanken. ;)
Med andre ord, smagen ændrer sig først, når det er kommet igennem et mejeri.