Skrevet af: Ingeborg Hansen, 28. maj 2018 kl. 22.44
Det emne beskæftiger mig, fordi erfaringen viser at jeg kan luge bestemte ukrudtstyper helt væk, mens andre har det vældig godt hos mig.
Væk er bredbladet vejbred, hyrdetaske og en lille smuk plante med rosetstillede blade og hvide blomsterklaser. Har glemt navnet. Fuglegræs i meget beskedne mængder.
Men springbalsamin, ærenpris (totalt forkert navn til denne villige plante. Den priser jeg ikke! ). Firling og vorterod slås om mesterskabet i formering. skvalderkål fra naboerne søger asyl, men afvises.
Selvfølgelig har det noget med min jord at gøre, men hvordan oplever i ukrudtet i forhold til jordforholdne i jeres haver?
Skrevet af: Doris Møller, 29. maj 2018 kl. 7.58
Hej Ingeborg Hansen
Lige i øjeblikket er der ikke det store behov for at luge i min have. Ukrudtet mangler jo også vand. Men nu er der her hos mig kommet et par ordentlige tordenskyller i nat, så det kan godt være, at man nu skal være beredt ;-)
Jeg plejer især at have problemer med brunelle, men på grund af vandmanglen trives den ikke i år. Derudover er der ærenpris, hyrdetaske, vorterod og engnellikerod. I plænen er der især mælkebøtter, vejbred og hønsetarm. Og normalt altså i massevis af bruneller, men dem slipper jeg da for at luge væk indtil videre.
Jeg har lerjord i min have. Også jeg har besøg af skvalderkål inde fra naboen, men jeg stikker gerne en arm ind gennem hækken og rydder skvalderkål og engnellikerod på en stribe på 30 cm inde på naboens grund. Vi har heldigvis kun få meter hæk fælles, så problemet er ikke stort.
For et par år siden, opdagede jeg denne internetside:
www.haveabc.dk/20/ukrudt-som-indikatorplanter
Eftersom der står, at vejbred, ærenpris og hønsetarm skulle være indikatorplanter for kalktrang, købte jeg kalk og gav plænen en omgang. Men jeg kan ikke se, at det skulle have hjulpet noget. I øvrigt målte jeg også pH-værdien, og den var ikke specielt lav. Jeg tror, at den lå på 6-6,5, inden jeg kalkede.
Men brunelle som indikatorplante for våd jord – det er rigtigt nok!
Med venlig hilsen
Doris Møller
Skrevet af: Ingeborg Hansen, 29. maj 2018 kl. 16.39
Hej Doris Møller
Mange tak for svaret. Interessant link.
Jeg har også brunelle, men var ikke helt sikker på om det er den plante, fordi den aldrig når at få blomster. Men en kraftig rodroset med trævlerødder har den.
Ingeborg
Skrevet af: Jakob B., 30. maj 2018 kl. 13.38
Jeg siger også tak for linket.
Jeg mener også at kunne bekræfte, at brændenælder er glade for jord med meget kvælstof.
Begrebet "dårlig jord" forstår jeg ikke i en generel betydning. Det er russisk for mig.
Der er heller ikke rigtigt noget af det nævnte, jeg generelt genkender som ukrudt. Jeg kender også dårligt planterne. For mig er det meste smukke og nyttige planter, der skaber bunddække og læ.
Undtaget selvfølgelig, hvis jeg vil have et stykke sort jord til dyrkning. I den situation er det hele ukrudt, som jeg rydder med hård hånd.
Hvis den bare jord kan betragtes som en jordtype, så indbyder den nok alt det, der kommer flyvende eller i forvejen ligger i jorden. Det har jeg især oplevet ekstremt med kamille.
Tidsler og senegræs er også typiske at møde hos mig i sort jord, men det er nok mest fordi jorden ikke er blevet renset så grundigt.
På min brakmark har jeg observeret noget, som har overrasket mig meget. For 15 år siden var det pænt græs, men året efter kom der mange mælkebøtter.
Jeg tænkte uha, nu bliver det hele til en mælkebøtte mark.
Det blev da også værre året efter, men på tredje år, så var de alle forsvundet.
Et par år senere skete noget tilsvarende med skæpper. De invaderede det hele, men efter et par år, så forsvandt de igen.
Gråbynke og brandbægere var jeg også bekymret for. Jeg lugede endda en del af dem væk, men de resterende er også næsten forsvundet igen af sig selv.
Jeg ser også lidt af det samme med tidsler, som nok har en tilbøjelighed til at overtage pladsen efter brændenælder.
Men I år er det mere vild gulerod, der dominerer.
Jeg ved ikke endnu, hvad jeg kan lære af det, men jeg fornemmer, at der ligger noget vigtig økologisk visdom at trække ud af observationerne. Jeg tænker i hvert fald, at man ofte kan spare meget energi med lidt tålmodighed frem for at gå amok og bort luge alt det, som dukker op, og som man ikke lige bryder sig om.
Ukrudt for alvor har jeg også, men det ser ikke ud til for mig, at jordbunden har nævneværdig betydning for disse typer:
www.havenyt.dk/forum/fri_debat/18761.html#top
Skrevet af: Ingeborg Hansen, 30. maj 2018 kl. 15.36
Med jordbund mener jeg jordens beskaffenhed. For at nævne bare et par stykke: sandjord, lerjord, muldjord, tørvejord, højmose og adskilligt andet, som jeg ikke har forstand på.
Min søster syd for grænsen havde fint sandet meget sort jord. Vi har stiv lerjord ved Fredericia. Det er man nødt til at forbedre for bedre bearbejdning, vandfordeling og fordi ikke alt kan gro i stiv lerjord. Det vil være et omfattende kapitel at belyse.
Iøvrigt findes der en lille blomst, som i folkemunde hedder "kalkfattig". Det fortæller jo lidt om, hvor den føler sig godt tilpas.
Ingeborg
hedder
Skrevet af: Hervé Lognonné, 19. september 2019 kl. 13.19
Hej Ingeborg og i andre på tråden :)
Dette emne beskæftiger også mig og har gjort det i en del år efterhånden. Men hver gang gik jeg i stå. Den viden jeg kunne skaffe mig adgang til var alt for generel, upræcis, lidt sådan en sludder for en sladder om emnet, men intet reelt brugbart.
Sidste års tørke sat mig i gang. Nu ville jeg videre. I det tidlige forår, opdagede jeg, både i min have og i andres haver, nye konstellationer af spontane vilde voksende planter.
Jeg søgte på nettet, også på de franske sider (jeg er franskmand) og mødte Gerard Ducerfs arbejde. 30 års arbejde med at udvikle en metode om brugen af bio-indikatorplanter som jordanalyseværktøj, som både er let tilgængelig og til at stole på.
Jeg brugte foråret og sommeren til at forsøge mig med hans metode og blev meget begejstret, så begejstret at jeg tog på en uges kursus om emnet med ham som underviser. Det skete i september.
Jeg har skrevet noget om det på min hjemmeside. Du kan klikke her:
www.havelab.dk/bio-indikatorplanter/
www.havelab.dk/category/bio-indikatorplanter/
Med venlig hilsen
Hervé
Du skal være logget ind som bruger, før du kan deltage i forummet på Havenyt.dk. Er du ikke allerede oprettet som bruger, kan du oprette dig som bruger her.