Forum

Hügelbed

  Skriv nyt svar | Rapportér

Skrevet af: Doris Møller, 1. september 2018 kl. 10.04

Jeg vil gerne fortælle lidt om mit Hügelbed. Det har jeg sådan set gjort en gang, men tråden bliver jo væk, efter et stykke tid ;-)

www.havenyt.dk/forum/fri_debat/18409.html

Som jeg har skrevet i det sidste indlæg i ovennævnte tråd, kom jeg til at gøre tingene lidt forkert. For det første, fordi jeg nok ikke har forstået Lone Brems’ vejledning korrekt, og for det andet fordi jeg først sent i processen slog ordet ”Hügel” op og fandt ud af, at det betyder ”høj” eller ”bakke”, og for det tredje fordi biblioteket først temmelig sent skaffede bogen ”Den spiselige permahave”, hvor der er en god beskrivelse og en tegning af et Hügelbed. På det tidspunkt var mit bed allerede lavet og tilsået.

Men alt i alt er jeg godt tilfreds. Jeg har dyrket to hold afgrøder - først salat, spinat, dild og radiser, og da det var spist, plantede jeg porrer. Eftersom jeg var lidt langsom til at få spist salaten, blev nogle af porrerne plantet sent. Det var i det hele taget ikke så nemt at plante noget i juli måned i den tørke, så de fleste af porrerne er tynde endnu. Jeg håber, at de vil gro meget her i september.

Meningen med, at have træ i bunden af bedet er, at det skal fungere som en slags svamp, der optager vand, efterhånden som træet bliver delvist omsat. ”Svampen” skal fungere som et vand-reservoir, som planterne kan tære på i tørkeperioder. Jeg kan ikke sige, at det lykkedes, for vi fik jo en tørkeperiode, inden ”svampen” blev fyldt op. Derfor har jeg været nødt til at vande. Men forhåbentlig vil ”svampen” fungere til næste år. Det er mit indtryk, at det tykke lag af uomsat grønt køkkenaffald, iblandet visne blade og lidt gødning, har fungeret o.k. Men jeg har ikke gravet ned i det for at kigge på det. Porrerne gror i hvert fald.

Jeg vil lave endnu et Hügelbed her i efteråret, eftersom jeg har flere grene, der er for tykke til grenhakkeren og derudover en bunke græstørv, der skal udnyttes. Græstørv er gode at bruge ovenpå og imellem grenene, fordi man på den måde kan tætne grenlaget og forhindre, at mus og rotter bosætter sig i bedet. Og denne gang vil jeg lave en bakke, hvor skråningen vender mod syd (lidt som en skibakke med en lodret væg mod nord).

Tak til Lone Brems for idéen. Jeg var i øvrigt glad for at læse om, hvad en permahave er.

M.v.h.

Doris Møller

Nyt svar til emnet »Hügelbed«

Du skal være logget ind som bruger, før du kan deltage i forummet på Havenyt.dk. Er du ikke allerede oprettet som bruger, kan du oprette dig som bruger her.

Brugernavn (e-mail-adresse):

Her er du: Forsiden > Forum > Fri debat > Hügelbed

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider