Forum

At have planter på en lukket altan

  Skriv nyt svar | Rapportér

Skrevet af: Doris Møller, 18. august 2020 kl. 19.36

Så vidt jeg kan se, er der virkelig mange etageejendomme, hvor lejlighederne har en overdækket altan med skyderuder – altså en altan med et fast tag over, og skyderuder, der kan skubbes til side i et vist omfang.

Men jeg oplever også, at der er meget få, der udnytter muligheden for at dyrke noget på deres altan. Mange går ivrigt i gang med at skabe en grøn altan. Der står jo også tit noget i ugeblade om, hvor nemt det er. Ifølge disse ugeblade kan man hurtigt skabe en hel have på altanen. Tjah…

Efter at have boet i en sådan lejlighed i årtier, har jeg fået en del erfaringer med at dyrke alt muligt på altanen. Og jeg har oplevet, hvad der typisk går galt: angreb fra bladlus, uldlus, skjoldlus, spindemider … kort sagt det, min mor ville kalde utøj!

Dette utøj kommer især, hvis planterne har lidt dårlige betingelser: for lidt eller for meget gødning, for lidt eller for meget vand, hvis der mangler udluftning eller er for varmt i forhold til lysmængden. Man kan selvfølgelig anskaffe sig rovmider, der kan spise det uvelkomne kræ. Jeg har prøvet, det dur ikke på en altan. For at en sådan plan skal kunne lykkes, skal der være en ligevægt mellem antallet af rovmider og deres fødegrundlag. Er der for meget utøj, dør planterne, og er der for lidt dør rovmiderne!

Nej, det er bedre at sørge for, at planterne har det så godt som muligt.

Noget af det vigtigste er at skabe udluftning. En sådan altan er jo tit lang og smal. Min er f.eks. ca. 7 meter gange 1,50 meter. Den er sydvendt, og når solen står på, bliver der virkelig varmt. Man kan ganske vist skubbe skyderuderne til side, men kun delvist, for de skal jo være et sted: hos mig kan 5 store ruder skubbes sammen, så de kun optager to ruders plads. Alligevel bliver der hedt. Det er nødvendigt at lave gennemtræk i hele lejligheden og på den måde få et bedre luftskifte.

Her har vi den største hindring, når det handler om at skabe en grøn altan: Ikke alle kan lade vinduerne stå åbne, når de ikke er hjemme. Det indbyder jo tyve til at kravle op på altanen og derfra gå ind i lejligheden. Jeg ved, at mange må opgive at have planter på altanen af den grund.

Det er en god ide at anskaffe et termometer, så man kan se, hvor varmt der bliver.

Man skal også tænke på mængden af lys. Min altan er altså sydvendt, og det betyder, at der ikke kommer så meget lys ind, når solen står højt på himlen midt på sommeren. Solen bager jo bare på taget, som jo altså ikke er gennemsigtigt. Det betyder f.eks., at en bougainvillea, der er anbragt på endevæggen, kun blomstrer på de få grene, der er tættest på vinduet.

Tænk også på, at den lysmængde, der kan trænge igennem ruderne, er en smule mindre, end hvis ruden ikke var der. Det betyder normalt ikke noget. Men hvis man skubber ruderne sammen, som man jo typisk gør for at lufte ud, er det en dårlig ide at stille en plante lige ved dette dobbelte lag glas. Og endnu værre er det, hvis en plante skal trives med lys, der skal trænge gennem 3 lag vinduer!

Men selv om der er mange ting, der kan gå galt, så kan det altså lade sig gøre at have en fin, grøn altan :-)

M.v.h.

Doris Møller

1 af 5 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Mogens; E., 18. august 2020 kl. 21.38

En lærerig historie Doris.
Det er nok et problem for mange nybegyndere ud i havekunsten.

2 af 5 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Tine Horsum, 22. august 2020 kl. 19.07

Med en lukket altan ville jeg nu nok holde mig til forspiring/formerening af sukkulenter (og andre potteplanter), altså planter der skal ud i kolonihaven- eller andre steder.

Jeg tror miljøet er for svært at styre (lysmængden! Fugt mv).

I øvrigt har jeg aldrig (7-9-13) haft skadedyr i mine potteplanter (udover katte!), men jeg har så heller ikke lukket eller anden type altan.

Mvh
Tine

3 af 5 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Doris Møller, 23. august 2020 kl. 8.10

Hej Tine Andersen

Nej, der er ingen grund til at begrænse sig til forspiring og sukkulenter. I hvert fald ikke, hvis man har mulighed for at lufte godt ud.

Jeg har haft flotte gamle bougainvilleaer og nerier og et stort figentræ, der gav frugt to gange om året. Og man vil jo også gerne have noget pænt på altanen, selvfølgelig,

Det hele handler om at SE på planterne og EFTERHÅNDEN få erfaring for, hvad de har brug for, og hvorfor de mistrives, når de gør det. Det er jo sådan set det samme, der gælder for almindelig havedyrkning, men på en lukket altan er det bare endnu mere påkrævet, at man kigger efter!

Når jeg skrev dette indlæg, så var det, fordi folk skriver til dette forum og spørger, hvad der kan være galt med en bestemt plante, der står på en altan. Som man vil forstå, kan der være mange ting galt, men det er ikke til at vide hvad, når man ikke ser planten og ikke kender den pågældende altan.

M.v.h.

Doris Møller

4 af 5 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Søren Duun, 23. august 2020 kl. 20.34

Det er også utrolig, hvad bygninger kan gøre for planterne. Med det mener jeg at at da jeg tidligere har boet i et betonkompleks inde i Gladsaxe kommune kunne jeg stort set ikke få nogle af mine planter til at trives, men da vi flyttede i en villa af mursten var tingene anderledes.

Min planter, der er kaffeplante, fredslilje og Amazon lilje vokser og blomster som blev de betalt for det. Og så er det sjovt at være gartner. :-)

Så når folk ikke kan få planterne til at trives behøver det ikke kun at være gartneren den er galt med, men også omgivelserne..

5 af 5 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Lea Østergaard, 30. august 2020 kl. 12.31

Hej,
Jeg vil da også tilslutte mig Doris. Vi har en stor (dog åben) altan midt i byen og har dyrket alt fra tomater, figen, ærter, gulerødder, røde beder og krydderier. Noget er lykket bedre end andet men alt i alt kunne vi høste nogle dejlige grøntsager. Man skal bare have lidt mod og prøve af hvad der virker bedst for den plads (sol, varme, vind) man nu har. Det finder man hurtigt ud af og det er en god oplevelse :)

Nyt svar til emnet »At have planter på en lukket altan«

Du skal være logget ind som bruger, før du kan deltage i forummet på Havenyt.dk. Er du ikke allerede oprettet som bruger, kan du oprette dig som bruger her.

Brugernavn (e-mail-adresse):

Her er du: Forsiden > Forum > Fri debat > At have planter på en lukket altan

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider