Skrevet af: Ingeborg Hansen, 24. april 2022 kl. 13.02
Hus på 200 m2 i 1 plan og 1500 m2 have kan godt give flyttetanker, når man når de 80 år. Flytte eller blive? Måske med fremmed hjælp?
Gennem de sidste 10 år har jeg prøvet at “aldersregulere” behovet for arbejdsindsats. Kunne godt betale for nødvendig hjælp, for vore børn bor ikke i nærheden. Overvejer en arbejdsweekend for stærke børnebørn, så komposten kan tømmes osv. da de har nok at se til selv, kunne belønningen være en Wellness weekend.
Endnu klarer vi græsslåning (ikke robot), men benzinklipper, hækklipning osv. Krukkerne pynter også uden indhold, så vandingen spares. Sommerblomster kommer i jorden i stedet for krukker. Iøvrigt vander vi aldrig, for vi har gavn af lerjorden under mulden.
Kom gerne med gode råd, men min have egner sig ikke til vild med vilje have.
God havelyst!
Ingeborg
Skrevet af: Lars Holt, 25. april 2022 kl. 23.07
Det er da en god ide at lave en arbejdsweekend for børnebørn. Det har både du og børnebørnene glæde af.
Opgaverne må ikke tage meget mere end en time, hvis børnebørnene ikke har prøvet det før. Men efter en pause, kan der komme en ny opgave.
Skrevet af: Lars Holt, 25. april 2022 kl. 23.16
Vi er ved at gøre haven ældrevenlig. Håber at videoen kommer med.
Skrevet af: Lars Holt, 25. april 2022 kl. 23.20
Så prøver jeg med et billede.
Skrevet af: Ingeborg Hansen, 26. april 2022 kl. 9.01
Tak Lars Holt. Jeg har længe tænkt om du mon vælter hus og have, siden du skrev nyt hus. Så voldsomt skal vi ikke gå til værks. Tør du skrive, hvor gammel du er?
Jeg har opfattet det sådan at du hidtil har været selvforsynende med grøntsager og frugt. Hvordan i fremtiden?
Du er en modig mand, når jeg ser billedet!
Held og lykke til!
Ingeborg
Skrevet af: Ingeborg Hansen, 26. april 2022 kl. 9.07
En arbejdsbesparende ting kunne være at lade kompostkasserne ligge til de var totalt formuldede i stedet for at stikke om, harpe osv. Jeg har ikke brug for kompostjorden.
Ingeborg
Skrevet af: Lars Holt, 27. april 2022 kl. 10.35
Huset skal ikke fjernes. Det er en dejlig murermestervilla fra 1939. Den skal senere sælges.
Vi bygger på nabogrunden, hvor min køkkenhave lå. Vi skal ned i et plan, og så bliver resten af haven jo mindre, og der bliver ikke meget plads til køkkenhave i år. Og den vingård, der lå på denne grund er blevet flyttet ned, så den kan bruges til undervisning.
Når grunden er ryddet om et par dage, vil jeg se, hvad jeg kan få plads til, når der også skal være plads til jord og stenbunker.
Jeg må også koncentrere mig mere om min gamle vinmark, der ligger på vores tredie grund. Her bør jeg også kunne dyrke lidt grøntsager under vinen, men der er fliser i gangene, så der er ikke så megen plads.
Skrevet af: Ingeborg Hansen, 29. april 2022 kl. 10.57
Jeg har været på en runde for at finde områder der kunne håndteres nemmere. En af tingene i disse tider, hvor regntønderne ikke er fyldte, er vandringerne med vandkanderne om aftenen. Her kunne det være nemmere med en vandslangebox med selvoprul. P.t. har vi en stor fælg skruet på væggen i garagen, hvor jeg møjsommeligt snor slangen udenom. Er det pengene værd?
Andre gode havehjælpere?
Ingeborg
Skrevet af: Mette Lund, 29. april 2022 kl. 22.56
Ingeborg, du skal nok gøre op med dig selv, om du kan holde ud at se, at haven ikke ser lige så pæn ud som før. Du skal være heldig hvis du kan få nogen til at gøre arbejdet, som du selv synes, at det skal gøres. Det ved jeg fra mine forældre. Bevares hækken bliver klippet, græsset slået og træerne beskåret, men det er slet ikke som man selv ville gøre det. Jeg kan godt forstå, hvis det er svært at flytte, men det er også svært og besværligt at være afhængig af andres hjælp.PS: Min faster havde glæde af de vandslanger, der "krymper" efter brug, da kræfterne ikke rakte så langt, de er ikke så tunge at mosle rundt med.
Skrevet af: Ingeborg Hansen, 1. maj 2022 kl. 17.27
@Mette Lund
Tak for svaret. Det er rigtigt som du skriver at jeg ikke vil få haven til at se ud, som den plejer. Derfor har jeg også arbejdet hen imod at få beskåret eller fældet træer, sløjfet nogle bede, begrænset antallet af krukker osv. bortset fra persille, dild, purløg, timian og rosmarin i plantekasser har jeg kun 3 cherrytomatplanter samme sted, så jeg er nødt at skifte jorden ud eller plante i baljer samme sted…… eller undvære.
I går investerede jeg i et mageligt slangevandingssystem. Det er en hel del nemmere, når der alligevel ikke er vand i regntønderne.
Jeg kommer også til at springe kantstikning af plænen om på de steder, hvor bunddækket går helt ud til græsset.
Min mand på snart 87, er fysisk 10-12 år yngre ifølge sundhedsvæsnet, så han er glad for at slå græs og den motion det giver. Måske kan vi også takke haven for et rimeligt godt helbred.
En lille skavank kan dog hurtigt stoppe de fleste af os i forbindelse med haveabejdet og så er det godt at have tænkt lidt forud.
Ingeborg
Ps. Iøvrigt nyder jeg de dejlige solskinstimer på langs ude på terassen. På kolde dage også med en varmedunk :-)
Skrevet af: Mette Lund, 2. maj 2022 kl. 18.51
Det ser dejligt ud, Ingeborg. Jeg kan godt forstå, at du kvier dig ved at flytte. Da min mor var indlagt med brækket hofte, delte hun stue med en 105 årig der havde klaret sig selv indtil da. Så måske er I ved at drosle ned alt for tidligt :).
Skrevet af: Ingeborg Hansen, 2. maj 2022 kl. 19.44
Tak for opmuntring til at fortsætte :-). Mine forældre klarede sig også selv i rækkehus med have til de blev 95. Min mor var en sejg dame og blev knap 100 år. Mærkværdigvis mener vores børn også at vi har mange gode år endnu, men jeg skal ikke lægge flere fliser og den slags mere! Jeg er glad for mit nye automatiske slangeoprul system.
Ingeborg
Du skal være logget ind som bruger, før du kan deltage i forummet på Havenyt.dk. Er du ikke allerede oprettet som bruger, kan du oprette dig som bruger her.