Skrevet af: Lene K., 11. marts 2009 kl. 9.46
Vi bliver haveejere her i løbet af sommeren og mangler lidt inspiration til, hvordan vi får lavet en spændende have. Vi får en stor grund (1700 kvm), og der skal være plads til både køkkenhave, drivhus, afslapning, børn og hund. Vi vil have en have, som indeholder mange ting, som kan spises og mange aktiviteter til børnene (1 og 4 år). Men er der nogen, der har nogle gode ideer til haven? F.eks. hvordan man kunne lave huler, forhindringsbaner, anderledes køkkenhave, espalier, osv. Glæder mig til at høre fra nogle erfarne haveejere:-)
Skrevet af: Lone Brems, 11. marts 2009 kl. 10.55
Hej Lene
Tillykke – I er da heldige :-)
Når I nu har lyst til at få lidt af andres erfaringer til at krydre jeres drømme med vil jeg da foreslå, at I beskriver Jeres kommende sted lidt mere – så er sandsynligheden for at få ideer, I kan bruge noget større:
Ligger det i landsby, på landet, i byen?
Vindudsathed? Gamle træer? Jordbund?
Og så lidt om Jeres muligheder tidsmæssigt – skal det være let og hurtigt eller må det godt være langsomt og arbejdsomt at nå frem?
Hvis I har tid og mod på det, er der rigtig mange godbidder bl.a. på bibliotekets hylder:
Klassisk er C. Th Sørensens "Utypiske haver til et typehus", 1966 + 1997
En oplevelse er Lotte Möller "Tre mästere tre trädgårdar" 2006
I vil måske på børnenes vegne blive begejstrede for Friluftsrådets "Naturlegepladser" 1998 (kontakt Frie Børnehavers Forlag 33148890)
Og endelig er der den radikale mulighed: Permakultur.
Et nyt dansk tidsskrift "Permakultur" nr 1 / 2009 er lige udkommet. Kan findes via www.levbaeredygtigt.dk
Hvis I bliver mere interesserede og ikke synes, at engelsk er nogen hindring, kan I google "Bill Mollison"
Bill M. har status som den moderne opsamler & viderebringer af Permakulturtænkningen (hovedværker 1978 og 1979, men han er fortsat skrivende).
Med venlig hilsen fra
Lone
Skrevet af: Anne-Mette G., 12. marts 2009 kl. 8.32
Tillykke med den store grund. Der er rige muligheder.
For tiden er der mange havearkitekter der tegner cirkler i haven, og det synes jeg giver meget flotte resultater med bløde, men stadig veldefinerede linier. Langs kanterne er der jo så mulighed for at plante alt muligt, og de lidt kedelige firkantede haver bliver mere spændende. Man kan sammensætte en stor og så nogle mindre cirkler, der ligger i en klynge, eller forlængelse af hinanden.
Derved opstår der fine rum i haven, og det er nok det centrale: rum i haven.
Hvis man er lidt kreativ, kan man jo gøre det selv.
Og lige nu har I jo mulighed for at tænke overordnet.
En anden ting er, at det tager et par år at lære en have at kende. Det er synd at begynde at fælde træer eller fjerne en masse jord, hvor der så ellers ville pible 10.000 vintergækker og erantis frem, hvis man havde været tålmodig og ventet på at se årets gang. Det første år kan man jo bare så et par breve sommerblomster, det er overvældende så flot det bliver.
Det er en dejig lang proces I skal i gang med. Jeg er selv glad for at stauder er så nemme at flytte, så kan man hvert år forny sin have og glæde sig over planter der klæder hinanden. Og så gør det jo ikke så meget, at man eksperimenterer med det hele. Det er jo netop det sjove.
Held og lykke med den!
Skrevet af: Plantetorvet.Dk V. Bjarne Schou Andersen, 12. marts 2009 kl. 8.41
Hej
Du kan finde inspiration på www.finddingartner.dk – hvor der ligger flere gode artikler skrevet af nogle af landets førende havearkitekter mv... Du må også gerne maile din adresse, så skal vi sende dig nogle inspirationskataloger.
mail. info@plantetorvet.dk
Skrevet af: Claus, 15. april 2009 kl. 21.03
Hej Lene,
Ja, tillykke med de mange muligheder!
Du kan også finde masser af haveinspiration på haveejer.dk, hvor du også selv kan vise hvad overvejelerne ender med.
Haveglad hilsen
Claus
Du skal være logget ind som bruger, før du kan deltage i forummet på Havenyt.dk. Er du ikke allerede oprettet som bruger, kan du oprette dig som bruger her.