Skrevet af: Claus B, 17. februar 2011 kl. 11.43
Jeg er for et års tid siden flyttet i hus og fik allerede første år anlagt køkkenhave med ganske flot udbytte.
Jeg er dog blevet meget interesseret i at få testet jorden for forurening efter en nabo fortalte at der for mange år siden lå en garage (hvor køkkenhaven nu ligger) og at en tidligere ejer renoverede biler i den.
Er der nogen der kender et sted hvor man for menneskepenge kan for målt sin jord for forurening?
Mvh,
Claus
Skrevet af: Lone Brems, 17. februar 2011 kl. 12.20
Hej Claus B
Nu er det ikke lige til at gætte, hvad du mener med menneskepenge - jeg vælger at forstå det sådan, at du ikke er klar til at betale vilkårligt for at få lavet en undersøgelse af, om der er forurenet jord på din grund.
Den letteste vej til overblik er at indhente to eller tre tilbud på opgaven fra autoriserede ingeniørfirmaer. Du kan lade være med at indgå en analyseaftale, hvis prisen overstiger, hvad du er villig til at betale.
Det kan være en god forberedelse til snakken med en tilbudsgiver at have kontaktet Teknisk Forvaltning i din kommune for at få opklaret, om der evt i forbindelse med nedtagning af en bygning (garage) for nogen år siden allerede er sket oprensning efter mulig forurening.
Du kan let finde firmaer, der løser analyseopgaven ved at Google dig frem ud fra søgeordene: forureningsundersøgelse + jord.
Ud over selve analysen er de praktiske forhold omkring eventuel jordrensning (eller udskiftning af dyrkningslaget) og udgifterne hertil er vigtige at få faglig bistand til at klarlægge.
Måske er det værd at tænke igennem, at du kan komme i en situation, hvor du må søge erstatning hos tidligere ejer. I denne forbindelse er ejerskifteforsikringsbetingelser vigtige at have overblik over.
Med venlig hilsen fra
Lone
Skrevet af: Claus B, 17. februar 2011 kl. 12.45
Hej Lone,
Tusinde tak for det hurtige og uddybende svar.
Jeg har allerede skrevet til tre firmaer efter tilbud :-)
Mvh,
Claus
Skrevet af: Mikkel T., 17. februar 2011 kl. 16.57
Hej Claus
Da du købte ejendommen burde du ha modtaget en kopi af det kommunale oplysningsskema hvor i der står under punkt 4. om der er igangværende miljøsag på ejendommen.
Under punkt 11. kan du se om der er kortlagt forurening på ejendommen iht. lov om forurenet jord.
Hvis ejendommen er beliggende i byzone, er ejendommen områdeklassificeret som lettere forurenet. Lettere forurening er forurening, som ligger over et defineret mindstekriterium, men under kriterierne for kortlægning som forurenet. Alle ejendomme i byzone er klassificeret således.
Disse punkter burde du kunne få oplyst hvis du tager kontakt til teknisk forvaltning som Lone forslår.
Du burde også ha modtaget en udfyldt kopi af skemaet "Oplysninger om jordforurening" som ejendomsmægleren sender til Regionens miljø afdeling for udfyldelse.
Nu ved jeg ikke hvor i landet du bor men du kan kontakte din region for mere info, se f.eks nedenstående link hvis du bor i region hovedstaden:
www.regionh.dk/menu/Milj%C3%B8/Jordforurening/
Skrevet af: Clara Andersen, 17. februar 2011 kl. 21.50
Hej Claus
Prøv at kontakte Eurofins Steins Laboratorium A/S, Petersmindevej 1, 8362 Hørning, tlf. 76604242, email: agro@eurofins.dk.
Fra dem har jeg via Miljø-Kemi modtaget papirer til at få lavet en jordbundsanalyse (som jeg først tager i marts). Det koster fra 500 kr. og opefter, alt efter hvor meget, man vil have testet for. - Men spørg dem eller søg "jordbundsanalyse" på nettet, for det er vel mest olie og tungmetaller, du ønsker analyseret for.
Hilsen Clara
Du skal være logget ind som bruger, før du kan deltage i forummet på Havenyt.dk. Er du ikke allerede oprettet som bruger, kan du oprette dig som bruger her.