Skrevet af: Ivan Jensen, 18. juli 2011 kl. 0.12
Hej
Vi får snart nøglen til vores første hus og bliver nu også/endelig haveejer. Vi kørte forbi huset idag og da bemærkede jeg at den ligusterhæk de har plantet sidste år står der meget græs imellem hækken. Irriterer mig meget da jeg kunne forestille mig de ikke gør meget mere ved det. Syntes at have læst at få at give hækken de bedste vækstbetingelser så skal græsset væk, hvordan gør jeg det bedst så det bliver væk og ikke ødelægger hækken? Plænen er også nyanlagt sidste år hvis det gør en forskel.
Skrevet af: Anja Egeriis, 18. juli 2011 kl. 8.03
Hej Ivan
Græsset er ret let at rive op med hænderne, hvis jorden er våd, så jeg vil foreslå, at I lige bruger nogle timer på det. Der vil nok komme lidt igen, hvis det har nået at kaste frø, så lidt lugning ind i mellem, til det forsvinder helt, vil være en god idé.
mvh
Anja
Skrevet af: Lone Brems, 18. juli 2011 kl. 8.51
Hej Ivan Jensen
Når den første håndlugning er gennemført kan I lette arbejdet( og gavne hækkens vækst og trivsel!) i de 3 - 4 vækstsæsoner, som går, før ligusterplanterne er så tæt forgrenede og skyggende, at ukrudt stort set ikke længere kan gro under hækken.
Giv hækken en langsgående "fodpose" af Champost på 4 - 5 cm's tykkelse. Champost kan købes i portioner på 1 - 2 - 3 kubikmeter alt efter, hvor meget jord, der ønskes dækket.
Skulle I få overskud vil græsplænen kunne få gavn af resten blandet med filtersand som topdressing til foråret.
Vær opmærksom på, at sådan en bunke skal overdækkes (mod nedbør og udtørring) frem til den skal spredes ud, da en del af næringsstofferne ellers med regnen vil blive ført ned i jorden under bunken i vinterens løb.
"Fodposen" eller jorddækningen langs ligusterhækken skal ligge ovenpå jorden af flere grunde:
Enhver form for jordbearbejdning langs hækken forstyrrer ligusterplanternes rodnet, som er meget finttrevlet og udbredt helt op mod jordoverfalden.
Laget af Champost skygger for ukrudtsfremspiring og begrænser fordampningen af regnvand fra jorden. (dette er de vigtigste direkte virkninger lige i forhold til ukrudt).
I takt med årstidens temperatur- og nedbørssvingninger nedbrydes Champosten og små mængder af næringsstoffer siver siver sammen med nedbøren og kan så opsuges af ligusterplanternes rødder.
Og da I sikkert har eller får fugle omkring huset vil I opleve, at solsorte skraber i dette jorddække - det gør de, fordi der er næring for dem også: Regnorm for eks. vil trives godt under jorddækket.
Jeg ønsker Jer mange fornøjelige timer & spændende haveprojekter :-)
Med venlig hilsen fra
Lone
Skrevet af: Ivan Jensen, 18. juli 2011 kl. 22.28
Tak for de gode input, nu har jeg et godt udgangspunkt.
Du skal være logget ind som bruger, før du kan deltage i forummet på Havenyt.dk. Er du ikke allerede oprettet som bruger, kan du oprette dig som bruger her.