Skrevet af: Annegrete Langkilde, 22. september 2013 kl. 9.50
Jeg er fornylig blevet sommerhusejer og har en forholdsvis stor grund. I år har jeg bl.a. anlagt krydderurtebed og en stor urtehave. Det har været hårdt arbejde, men det hele værd, da jeg har fået et godt udbytte af dejlige grøntsager. Næste år vil jeg dog gerne øge udbyttet og få endnu flere og bedre grøntsager og det har jeg tænkt at gøre, ved at anlægge højbede.
Men hvordan gør jeg? For jeg vil lave højbede, som min far anlagde dem og det var uden brug af andre materiale end jord og kompost. Han byggede dem op som en aflang pyramide på 6 m x 1,10 m, hvor ca. 9/10 af toppen var skåret af. På kanterne såede han Tagetes, således at alle højbedende var omkranset af dem. Var det p.a. snegle eller var det for at holde på jorden eller hvorfor gjorde han det?
Min far dyrkede økologisk og i højbede lang tid før alle andre, og han dyrkede de bedste, største og mest kraftfulde grøntsager, jeg nogensinde har smagt og duftet til. Desværre gik jeg ikke så meget op i hvordan han gjorde dengang. Jeg nød bare udbyttet.
Hvis min far havde levet, havde jeg spurgt ham til råds, men han er død og jeg kan ikke finde vejledning til højbede, anlagt som hans, nogen steder.
Med venlig hilsen
Annegrete
Skrevet af: Anja Egeriis, 22. september 2013 kl. 10.27
Hej Annegrete
de må have været vildt flotte, din fars højbede :)
Da jeg fik have for 26 år siden, var højbede noget helt andet end, som de fleste taler om i dag. De var ikke kantede, men blev højere år for år, fordi der blev lagt kompost på dem, og man gik aldrig i jorden. Mon ikke din fars bede bare har været sådan nogle bede, som bare havde nogen år på bagen?
Mon ikke hans tagetes var en blanding af pynt og for at holde på jorden? Og tagetes siges jo også at holde visse skadedyr væk, så de har nok tjent flere formål, vil jeg tro :)
Jeg ved ikke, om den er til at finde andre steder end på biblioteket, men Troels Østergaards bog "Økologisk Køkkenhave" beskriver, hvordan man anlægger højbede på den måde.
Mvh
Anja
Skrevet af: Freya Grossmann, 22. september 2013 kl. 17.07
Ja, Troels Østergaard er manden, der skriver om disse højbede.
Søg den evt. på dba.dk, den er jævnligt til salg.
Skrevet af: Tom Andersen, 22. september 2013 kl. 18.41
Hej Anegrete
Som Anja skriver er højden på din fars bede sandsynligvis blot resultatet af tilført kompost igennem mange år. Tagetes på siderne vil ganske rigtigt holde på jorden (og fugtigheden - højbede er tørre) og visse sorter af Tagetes benyttes mod nematoder.
Og hårdt arbejde, det kommer man ikke uden om med køkkenhave, men du kan slippe for at grave dine bede - det tror jeg heller ikke din far gjorde hvert efterår/ forår eller?
Troels Østergaard beskriver i bogen "Økologisk Køkkenhave" etablering af højbede ved "dyb jordbehandling". Den metode blev jeg i sin tid inspireret af og den kan jeg kun anbefale dig at afprøve!! I dag kalder jeg det for "no dig" og det skal tages bogstaveligt: Jeg graver ikke eller meget sjældent mine bede, men jeg fodrer regnormene med brunt jorddække fra sent efterår (når sneglene har fundet et hi) til tidligt forår eller når bedet skal bruges igen. Regnormene kan noget med jord....
Søg på reolgravning...det er hårdt at etablere sådan et bed, men når først det er der, skal det ikke betrædes men plejes med topdressing af kompost om foråret. Det skal ikke graves ned, blot kultiveres let.
Princippet er helt kort:
Grav en rende i et spadestiks dybde i bedets bredde (maks 120 - 130 cm bredt). Jorden køres til bedets anden ende, hvor det skal bruges. Når du har en rende af passende størrelse løsner du jorden så dybt du kan. I nogle egne af landet (hos mig f.eks.) vil den proces afsløre adskillige store sten i dybden - de skal væk!
Når renden er løsnet i dybden gentager du processen, men nu kaster du jorden fra næste dybdegravning over i den rende, hvor du lige har dybdebearbejdet. Det gentager du til du når enden af bedet, og der ligger mulden fra første rende klar til dig :)
Evt. kan der ligges et lag kompost ud før gravearbejdet går igang.
Egentlig er det forkert sådan at vende op og ned på jorden, da organismerne i jorden varierer med og er tilpasset til forskellig dybde. Af samme grund skal du heller ikke grave jorden, men fodre organismerne i den!
Jeg håber det giver mening ellers spørg igen! Selv om det lyder hårdt, så er det på langt sigt dejlig nemt og resultaterne taler for sig selv. Prøv evt. i mindre målestok og så udvid bedet, hvis du kan lide, hvad du ser :)
Skrevet af: Clara Andersen, 24. september 2013 kl. 12.11
Hej Annegrete
Da jeg startede med at ændre urtehaven fra "landmandsrækker" til no-dig højbede, var det også uden kant om.
Jeg har også Troels Østergaards bog, men magtede ikke den helt dybe jordbehandling, så jeg nøjedes med at grave jorden så dybt jeg kunne med et enkelt spadestik. Dog kom jeg den første række i enden (120 cm bredt bed) op i trillebøren, så hvert spadestik derefter kunne lægges over i den tomme rille uden at blive vendt (hvert jordlag har sit eget mikroliv). Hvis en greb kan bruges til at grave med, er det bedre, prøv det først. Trillebørsjorden kom i sidste rille.
Derefter skrællede jeg det øverste lag jord af stien rundt om og lagde ovenpå bedet. Tilsidst kultiveres det kraftigt med en masse kompost. (Måske en dyb kultivering før komposten kultiveres med). - Det er ikke så svært som det lyder, når man tager et bed ad gangen.
Siden da har jeg aldrig gravet jorden, løsner den blot med greb i foråret. Hvert efterår har bedet fået varmkompost (halvfærdig kompost), og forår færdigmodnet kompost. Det har fungeret fint, givet lange pastinak og gulerod.
Efterhånden har jeg taget, hvad jeg kunne finde og lagt ind som kant, men er gangene brede nok, kan man fint klare sig uden kant. Har også brugt tagetes i bedene, dog ikke decideret som kant.
Hilsen Clara
Du skal være logget ind som bruger, før du kan deltage i forummet på Havenyt.dk. Er du ikke allerede oprettet som bruger, kan du oprette dig som bruger her.
Her er du: Forsiden > Forum > Køkkenhaven > Højbede uden kant?