Skrevet af: Bo G., 20. januar 2014 kl. 8.22
Jeg har lige gravet et stykke af vores græsplæne ud til det jeg håbede skulle være en ny køkkenhave med bønner, majs og kål.
Men da jeg fik gravet ud, opdagede jeg, at de der boede her før os nok har haft en trampolin, og at det ser ud til, at de har fyldt hullet efter den med sand. Der er en fin cirkel med næsten ren sandjord der, hvor min fine køkkenhave skal være. :(
Jeg vil høre om I har nogle råd til, hvad jeg kan gøre. Jeg har overvejet at blande sandjorden op med kompost for at tilføje den noget mere næring. At fjerne sandet vil være for stor en opgave.
Skrevet af: Elsebeth Brandenborg, 20. januar 2014 kl. 10.16
Hej Bo,
Jeg tror, du skal blande kompost i jævnligt. Og så så en masse gulerødder og sæt en masse kartofler. Asparges vil også trives fint der. I første omgang handler det nok om at dyrke det, som vil have det godt der. Du kan finde flere gode råd, hvis du søger på sandjord her på siden. Men de fleste rodfrugter vil trives fint i sandet.
Held og lykke med det!
Elsebeth
Skrevet af: Lone Brems, 20. januar 2014 kl. 10.20
Hej Bo Grüneberger
En interessant udfordring - som der heldigvis er mange, der har gode erfaringer med at tage fat på !
Din idé om at blande kompost ind i sandjorden er ikke optimal - det er mere hensigtsmæssigt og i overensstemmelse med de økologiske principper at anvende metoden med brunt jorddække. Og det er faktisk arbejdsbesparende at efterligne naturen......
Havenyts arkiv gemmer på et par artikler, der giver den basisviden, du kan få glæde af, inden du beslutter dig for dyrkningsmetode.
Jens Thejsen "Den frodige sandhave"
og Karna Maj "Hvilke planter kan dyrkes i sand og grus" - deri er der et link til Niels Åkerstedt's artikel om emnet i Praktisk Økologi 2005
Ved at skrive titlerne på artiklerne i søgefeltet øverst på Havenyt's side dukker disse to op.
Et andet godt sted at søge er på www.deljorden.dk, som også har har et artikelarkiv: Under emnet "Jord og forurening" på forsiden finder du let Pernille Ladegaard's artikel "Hvordan er jorden - og kan jeg gøre den bedre"
Så til en start vil jeg ønske dig god læselyst - og senere god arbejdslyst !
Med venlig hilsen fra
Lone
Skrevet af: Anja Egeriis, 20. januar 2014 kl. 12.57
Også en meget interessant artikel om dyrkning i sand her:
www.naturochtradgard.se/boken_om_marktackning.html
Skrevet af: Tina K., 20. januar 2014 kl. 14.49
Jeg ville lige undersøge, om det vitterlig er sand - eller stabilgrus. Sidstnævnte er RIGTIG dårligt at dyrke nogetsomhelst i :-(
Hvis det er sand - og hvis resten af din have er fed lerjord, så ville jeg måske prøve at grave en del af sandet op og sprede det over resten af haven - så kan du jo fylde kompost i det resterende sand :-)
Hilsen Tina
Skrevet af: Bo G., 20. januar 2014 kl. 16.09
Hej med jer og tak for jeres gode råd.
Ved nærmere inspektion er der sand i et lag på cirka 10 centimeter. Nedenunder er der igen jord ser det ud til.
Elsebeth, jeg kigger på de tråder du henviser mig til. Der kan jeg helt sikkert blive klogere! Og tak for dit link også, Anja!
Tina, det ser ud til at være sand, så vidt jeg kan se. Det er lyst gråt og ret fint. Det ligner det jeg købte til ungernes sandkasse. Jeg prøver at følge dit råd med at sprede det ud over et større område. Det burde være overskueligt når det kun er et lag på cirka 10 cm.
Skrevet af: Anonym bruger 1, 20. januar 2014 kl. 17.06
Jeg ville lade det sand være hvor det er, når det ikke er mere end 10 cm.
Det er helt ideelt at dyrke i. Det bliver aldrig hårdt i overfladen selv ved vanding.
Det er altid nemt at behandle.
Planterødderne skal nok selv finde igennem sandet og ned i den alm. jord.
Når det ikke er større stykke, kan du selv styre vand og gødning.
Mange gør sig store anstrengelser for at nå det, som du nu har med sand i top og ler i bund.
Skrevet af: Tom Andersen, 20. januar 2014 kl. 19.40
Enig med Hans - med 10 cm sand eller grus er problemet jo ikke eksisterende.
Er det strandsand er der ikke mere frit salt tilbage nu i de øvre jordlag.
Bare gå igang med at dyrke køkkenhave og glæd dig til at eksperimentere og få erfaringer - især med kompost.....
Skrevet af: Bo G., 21. januar 2014 kl. 13.50
Hej Hans og Tom
Tak for jeres trøstende ord. Jeg vil glæde mig over mit tynde sandlag og til at kunne gå i gang med at så i min nye køkkenhave. :)
Skrevet af: Daniel G., 24. marts 2014 kl. 21.30
Bo Grünberger
hvor bor du?
jeg kan måske fjerne noget af dit sand hvis du kan undvære et par trillebør fulde.. skal bruge noget til at lave noget pottemuld..
Skrevet af: Bo G., 26. marts 2014 kl. 8.42
Hej Daniel
Tak for tilbudet, men jeg har fået indarbejdet sandet i min nyudgravede køkkenhave, så jeg kan desværre ikke forsynes dig med sand.
Skrevet af: Daniel G., 26. marts 2014 kl. 10.30
okay helt iorden
Du skal være logget ind som bruger, før du kan deltage i forummet på Havenyt.dk. Er du ikke allerede oprettet som bruger, kan du oprette dig som bruger her.
Her er du: Forsiden > Forum > Køkkenhaven > Gravede ud til køkkenhave og fandt sand