Skrevet af: Peter S.H., 26. februar 2014 kl. 13.38
Vi købte hus i oktober, og den tidligere ejer havde allerede en køkkenhave, og vi tænker at fortsætte med at have køkkenhave. Vi har tidligere haft et par kapilærkasser, men har nu et område på omkring 60 m2 der lægger op til at blive brugt til køkkenhave. Da vi overtog huset var der 5 rækker jordbær, nogle hindbær-, blåbær-, solbær- og ribsbuske, samt en smule rabarber.
Jeg satte med det samme hvidløg mellem to af jordbærrækkerne, og op nuværende tidspunkt er det også det eneste der er i køkkenhaven.
Jeg ved ikke så meget om, hvad der er godt at dyrke sammen, men har hørt at i hvert fald gulerødder og løg går godt sammen. Herunder er planen som jeg regner med at dyrke køkkenhaven i år — vil nogen tage et kig på om noget er placeret dumt eller om jeg mangler at overveje noget? I øvrigt er syd højre side.
Skrevet af: Anja Egeriis, 26. februar 2014 kl. 18.08
Hej Peter
Jeg vil foreslå dig at se på linket her, der fortæller en masse om, hvordan man kan få meget ud af en lille have:
www.planteriget.dk/arstiden-i-haven/masser-af-gr%C3%B8nsager-pa-et-lille-areal
Og så ellers prøve søgefunktionen her på siden og søge på konkrete grønsager, så får du simpelthen en masse gode tips til, hvordan du kan gribe det an :)
God fornøjelse!
Mvh
Anja
Skrevet af: Peter S.H., 27. februar 2014 kl. 21.13
Hej Anja
Tusind tak — fantastisk indblik den side giver. Det er lige før jeg med en lidt omjustering kan lave 4 lange bede mellem jordbær og hindbær, og faktisk bare følge anvisningerne. Det er næsten de samme grøntsager jeg har planlagt at dyrke (plus lidt til), så det passer perfekt. Tak for hjælpen :)
Skrevet af: Anja Egeriis, 27. februar 2014 kl. 22.59
Velbekomme - det lyder da bare herligt, at du kan bruge det :)
Skrevet af: Peter S.H., 27. februar 2014 kl. 23.20
Har også lige et andet spørgsmål, nu vi er i gang :)
Jeg har flere steder læst at det er godt at forberede jorden med delvist omsat kompost. Men på vores genbrugsplads kan vi kun få helt omsat kompost, hvilket (som jeg kan forstå) ikke gavner andet end som direkte gødning. Er det rigtigt, eller kan jeg fint lægge et lag helt omsat kompost på jorden nu her og blande det i? Undskyld de mange spørgsmål, men kommer fra to kapilærkasser til en (i mine øjne) stor køkkenhave, så vil gerne gøre det rigtigt :)
Skrevet af: Tom Andersen, 28. februar 2014 kl. 6.56
Hej Peter
Tillykke med den "rigtige" have ;-)
Betragt komposttilførsel primært som foder til jordens "krible krable", der til gengæld under omsætningen af foderet frigiver plantenæringsstoffer.
Selv om den kommunale kompost er helt omsat, indeholder den jo stadig en del uomsat materiale, men også en del tilgængelige plantenæringstoffer. Al kompost vil gavne din jord og hvis den skal udgøre en fare for svidning, så skal der tilføres rigtig meget kompost eller du skal så direkte i den - det går ikke.
Nogle vil advare mod brug af den kommunale kompost, bl.a. Fordi den indeholder tungmetaller. Er komposten fremstillet udelukkende af have- og parkaffald, er den super. Få evt. Den seneste analyserapport fra kommunen, hvis du vil kende det omtrentligt indhold af NPK og diverse andre stoffer, herunder mineraler og metaller. Denne analyse skal kommunen lave hvert år.
Kommunal kompostering af have- og parkaffald er da et økologisk træk. Desuden kan ingen fremstille kompost af havens organiske affald uden indhold af tungmetaller. Selv om nogen påstår andet, er der heller ikke kompost uden ukrudtsfrø:-)
Skrevet af: Bo G., 28. februar 2014 kl. 11.18
Jeg er selv ret ny indenfor økologisk havebrug, men jeg vil meget gerne anbefale to bøger som har hjulpet mig enormt.
Den første er "Økologisk have", der er skrevet af Jens Juhl og Sølva Falgren. Det er en særdeles grundig og meget letforståelig bog om, hvordan man får en dejlig økologisk køkkenhave. Især er deres beskrivelse af sædskifter og hvilke grøntsager som gror godt sammen en stor hjælp for mig.
Den anden bog hedder "Økologisk køkkenhave" og er skrevet af Troels V. Østergaard. Bogen giver især en fremragende forståelse af den rolle som jorden spiller når det kommer til at have succes med sine planter. Der bliver stillet skarpt på jordtyper, hvordan man jordforbedrer, og ikke mindst en helt igennem fremragende gennemgang af kompostering, der er uundværligt i en økologisk have.
Jeg har lånt begge bøger på biblioteket, men jeg køber dem så snart jeg skal aflevere dem igen. Jeg håber de kan hjælpe dig.
Skrevet af: Anja Egeriis, 28. februar 2014 kl. 20.21
jeg kender ikke Jens Juhls bog - men Troels Østergaards bøger om økologisk køkkenhave var min første inspiration for snart mange år siden :)
Jeg er helt enig i din anbefaling!
Skrevet af: Peter S.H., 1. marts 2014 kl. 17.34
Tusind tak for anbefalingerne — jeg har snakket med genbrugspladsen, og deres kompost bliver lavet udelukkende af haveaffald, men de gjorde også opmærksom på, at der kunne forekomme små stykker plastic fra haveaffald i plasticposer der har hængt lidt ved. Vil hente mig en trailerfuld og få smidt det på jorden og arbejde det godt derned i. Går ud fra at det også vil være et fornuftigt tidspunkt at smække noget plastic henover eks. kartoffelbedet, så jorden kan blive klar til dem.
Også tusind tak for boganbefalingerne, dem må jeg få fat i :)
Skrevet af: Tine Horsum, 3. marts 2014 kl. 1.20
Kommunalkompost er super!
Jeg har arbejdet på en genbrugsstation- og vi pillede godtnok mange sjove ting op af det grønne før, det blev til kompostjord. Vores var meget ren- og billig, men folk ville ikke købe det- nogen var bange for sygdomssmitte. Men det kom godt op i temperatur, meget højere end man selv kan få det, så det ærgrer mig- at jeg ikke selv kunne købe (få det transporteret)- en trailerfuld stod i 90 kr.
Eller også var det bare de næri... øh økonomiske fynboer!
De roste også genbrugsstationen, men det forhindrede dem ikke i at svine- brugte bleer er ikke aviser- vel?!
mvh
Pinny
Du skal være logget ind som bruger, før du kan deltage i forummet på Havenyt.dk. Er du ikke allerede oprettet som bruger, kan du oprette dig som bruger her.
Her er du: Forsiden > Forum > Køkkenhaven > Opstart af køkkenhave