Forum

Etablering af køkkenhave

  Skriv nyt svar | Rapportér

Skrevet af: Annebeth Hoffmann, 3. august 2014 kl. 15.49

Vi vil gerne nyetablere en køkkenhave, da der ikke er køkkenhave i det hus vi netop har overtaget.
Vi er nybegyndere og vil gerne have nogle gode råd til, hvordan vi griber det an.
Vi har udset os området der er vist på det vedhæftede billede. Det er et område på ca. 5 m bredde og 25 m længde og der er åbent mod syd, så der kommer godt med sol til. Det ligger på kanten mellem en hegnet, koafgræsset eng, og en plads med grusbelægning. Der er ca. ½ meters niveauforskel mellem det grusbelagte område og engen. Området er i dag bevokset med bl.a. stor nælde, kåltidsel, agertidsel, burresnerre, skvalderkål etc.
Vi tænker at det første skridt er at få ryddet området med en buskrydder og derfor fræse gentagne gange i løbet af efteråret, for at blive af med det flerårige ukrudt. Lyder det som en god ide, eller er der en bedre tilgangsmåde? Hvornår vil det være optimalt at gå i gang og hvor mange gange skal der fræses?
Skal vi gøre noget andet ved jorden her i efteråret, f.eks. tilføre noget muld? Vi har køer på engen og derfor god adgang til kogødning.
Jeg ved ikke præcis hvad det er for en jord vi har, men med de planter der står der tænker jeg at den er ret næringsrig.
Vi vil gerne plante nogle frugtbuske som ribs og solbær her til efteråret, men er det realistisk?
Køkkenhaven vil skulle hegnes da der er mange rådyr i området, derfor har vi placeret den omme ved laden, så den ikke kan ses fra huset.

Jeg håber nogen kan hjælpe os med et par gode tips til at kommer godt i gang.

Med venlig hilsen
Annebeth

1 af 23 Skriv nyt svar | Link

Skrevet af: Anonym bruger, 3. august 2014 kl. 16.22

Slettet af administrator 28. juni 2022 kl. 12.29.

2 af 23 Skriv nyt svar | Link

Skrevet af: Anonym bruger, 3. august 2014 kl. 17.41

Slettet af administrator 28. juni 2022 kl. 12.29.

3 af 23 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: James F., 3. august 2014 kl. 18.19

Aaah, Frank. Chr. ... mener du virkelig at ukrudtet og græsset skal brændes af...? I SÅ fald, bør brandforsikringen og ansvarsforsikringen først tjekkes... ;o) - for omgivelserne er da som en krudttønde i det meste af landet...!?
Nej, Annebeth - du har sikkert en flink nabo eller én lidt længere nede ad vejen, der har en én furet plov eller en baghængt fræser... Det klarer han hurtigt, en dag hvor det ikke er høst vejr...! :o)
Og tillykke med haven, - og husk at få plantet rigelig med Blåbærbuske, - jeg har lige plukket 1.7 kg. for 3. gang i år...! ;o)
MVH JR.

4 af 23 Skriv nyt svar | Link

Skrevet af: Anonym bruger, 3. august 2014 kl. 18.49

Slettet af administrator 28. juni 2022 kl. 12.29.

5 af 23 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Tom Andersen, 3. august 2014 kl. 19.04

@Annebeth

Hvilken slags "køkkenhave" drømmer du om?

Hvor meget arbejde vil du ligge i det?
Vil du dyrke økologisk/ organisk?
Vil du være mere eller mindre selvforsynende?
Vil du blot have lidt bær og en kartoffel?

Beskriv din drøm lidt mere, så vil du kunne få meget mere præcise anbefalinger....

Jeg har dog ét råd, som gælder alle, som vil anlægge køkkenhave for første gang: Kend dit mål og læg ikke for stort ud.

6 af 23 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Annebeth Hoffmann, 3. august 2014 kl. 23.22

Hej alle

Tak for svarene. Jeg tror ikke vi er så "tændt" på at brænde af lige pt. så vi hælder nok til at få fat i en fræser. Er det bare at komme i gang hurtigst muligt og er der nogen erfaringer med hvor mange gange det skal gøres? Er det nok med en gang, eller bedre med f.eks. 3 gange?

I forhold til drømmene for køkkenhaven er de ikke så specifikke endnu. Vi regner med at begynde i det små, for ikke at køre død i det. Helt sikkert økologisk. Vi har ikke ambitioner om at være selvforsynende, men gerne som et godt tilskud. Og så vil vi prøver os lidt frem for at finde ud af, hvor meget vi kan overkomme.
Jeg laver nok en ny tråd om det mere konkrete indhold, men tænker på at starte med nogle af de lettere arter, og et mindre areal, for at øge sandsynligheden for en god start. Vi har tænkt på f.eks. porre, rodfrugter, kål og gerne asparges, og så frugtbuske som solbær, stikkelsbær og ribs.
Men jeg tænker at første skridt, er at få bearbejdet jorden så godt som muligt fra start for at øge sandsynligheden for at kommer godt i gang. Så det er det jeg fokuserer på lige pt.

Mvh
Annebeth

7 af 23 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Tom Andersen, 4. august 2014 kl. 6.57

Fræsning er af det onde og en éngangsforestilling - jo flere gange desto værre!

1)
Dyrk - af rigtig mange årsager - i faste bede med gange imellem. Bedene reolgraves i det omfang energien er til stede - fordel evt. denne opgave over et par år, men spring den ikke over. Større sten fjernes, drænforhold kontrolleres under processen. Dette pkt. er basalt.
Bedene dækkes med møg eller sås til med grøngødning - jeg vil anbefale havre til en nybegynder.

2)
Etabler læhegn - minimum mod sydvest - brug evt bærbuske til dette formål.

3)
Sørg for nem adgang til vandingsvand.

4)
Anlæg en komposteringsplads og start den første portion, så den er klar til foråret.

Så vil du have noget fornuftigt at bygge videre på - god fornøjelse.

8 af 23 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Ingeborg Hansen, 4. august 2014 kl. 11.13

Hej
Fræsning mangfoldiggør ukrudstplanter af mange slags. f. ek.s kvikgræs, paderokker, skvalderkål m.m.
Hver eneste plante bliver hakket i mange stykker og kommer igen i tusindfold. En plov er nok bedre - eller som mange af os andre har gjort: grave igennem med en greb og fjerne alle ukrudtsrødder. Alligevel vil der være ukrudtsfrø tilbage, men de kan hakkes om når de er spirede.
Jeg har ingen køkkenhave mere, men alle andre steder med bede har jeg også gravet med greb og spade og fjernet ukrudtsrødder.
Ingeborg

9 af 23 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Annebeth Hoffmann, 4. august 2014 kl. 20.28

Tusind tak for de gode råd.
Vi vil prøve om vi kan undgå fræsning. Vi tænker imorgen at rydde arealet med en buskrydder for at se lidt nærmere på det, og derefter gå i gang med en spade og en greb. Vi starter med et lille areal på denne måde og ser hvor langt vi kommer, og vurderer derefter hvad der er muligt for os.

Med venlig hilsen
Annebeth

10 af 23 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Tom Andersen, 4. august 2014 kl. 20.48

Håber sørme, at du har fået mere regn end her - jorden er som beton, hvor den ikke er vandet!

Held og lykke med det..

11 af 23 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Lone Nielsen, 5. august 2014 kl. 13.54

Spade og greb er de bedste redskaber til at starte en køkkenhave med. Alle begrundelserne herfor er allerede fremført ovenfor.

Jeg ville rydde området med en buskrydder og efterfølgende sætte bedene af med lidt snor og nogle stabile pløkke. Fremover ville jeg slå stierne mellem bedene med en plæneklipper så ukrudtet holdes nede. Og så er det ellers bare med at garve fra en ende af :-)

Så hvis I starter med at tegne køkkenhaven op og tilgodeser at køkkenhaveinteressen har det med at vokse, så er I startet godt og I spilder ikke kræfterne på at gennegrave det, der med tiden bliver til faste stier mellem bedene.

Jeg har valgt bede som er 120 cm brede - det giver tre hovedrækker og to mellemrækker - og bedet er ikke bredere end jeg kan så og luge uden at træde i det. Det betyder, at jeg kun graver i bedene, når jeg henter kartofler.

Der er masser af gode og inspirerende artikler om køkkenhaven, reolgravning, hæjbede mm på denne side.

God fornøjelse - håber I kommer godt i gang. Husk Rom blev ikke bygget på en dag! Og der er også masser af tid til at grave i løbet af efteråret, vinteren og det tidlige forår.

12 af 23 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Annebeth Hoffmann, 6. august 2014 kl. 12.32

Endnu engang tusind tak for de gode råd, super når det bliver helt konkret. Jeg har nu tegnet en plan for køkkenhaven og min mand går i gang med buskrydderen i dag. Så må jeg i gang med håndkraft. Men måske det venter på at vi har fået lidt mere vand, for det er der absolut også mangel på, her på Midtsjælland.
Jeg prøver til en start med 3 120 cm brede bede, med 50 cm græs mellem. Eller det er i hvert fald planen lige nu, så må vi se hvordan det ser ud, når jeg får gravet igennem de første par meter. Og derudover nogle bærbuske mod vest (ribs og solbær) og øst (hindbær).
Jeg glæder mig til at komme i gang, men det er rigtigt at der er god tid, og der er masser af andre ting der også skal laves på de 4,5 ha, som vi nu har at boltre os på.
Jeg vender nok tilbage med en ny tråd på et tidspunkt, det har været fantastisk med den megen konstruktive respons.

Venlig hilsen
Annebeth

13 af 23 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Anja Egeriis, 6. august 2014 kl. 12.58

Det ville være dejligt - altid spændende at følge et projekt på den måde :) Og god gravelyst!

14 af 23 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Lone Nielsen, 6. august 2014 kl. 19.30

Hej Annebeth

jeg ville bytte med manden! Det er ren svir at gå med en buskrydder - sammenlignet med håndgravning ;-)

mvh Lone

15 af 23 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Willy N, 8. august 2014 kl. 12.43

@Annebeth.
Du skriver: " ... Vi har tænkt på f.eks. porre, rodfrugter, kål og gerne asparges, og så frugtbuske som solbær, stikkelsbær og ribs. "

Buskene bliver sikkert lette nok at "få op at køre".
Her er opgaven hovedsagelig ukrudt under/omkring dem, som kan ordens med et lag flis, kompost el. lign., hvis man gerne vil springe fjernelsen over.

Tom Andersen har en rigtig god køreplan.
Jeg vil blot tilføje, at det kan være en stor hjælp, at starte med ganske små bede på 100x90 eller max. 150x90 cm.
Det giver et godt overblik i vekseldriften og er let at starte og hurtigt at afslutte gravning og såning/plantning.

Men at man næsten bliver færdig "før tiden", skal man ikke lade sig narre af. F.eks. er det meget tilfredsstillende, at kunne nå at så/plante en 2. afgrøde i bedet.
At få nogle erfaringer med hvordan man bedst kontinuerligt anvender bedene (næsten) året rundt og hvordan vinterdækningen/grøngødningen fungere.

Det er ikke de nemmeste grøntsager, du nævner, I vil dyrke.
Kål kræver skærm/tunnel der beskytter mod kålsommerfuglen og porre kræver det også, hvis man skal være sikker på, at der ikke går porremøl i dem.

Så det er grøntsager "man skal være over" mindst et par gange om ugen, hvis man vil være sikker på udbytte.

Gulerødder er, sammen med løg, en meget velegnet begynderafgrøde. Almindelige løg eller evt. purløg i række tæt ved siden af gulerødderne giver næsten 100% sikkert både fantastiske løg og fantastiske gulerødder uden nogen særlig pasning.

Asparges er det rigtig godt at starte ud med. Men de er svage overfor ukrudt og udbyttet viser sig først om 2- 3 år.

Bearbejdes jorden i bedene grundigt og laves der, som Tom Andersen foreslår, gange mellem bedene, kan der plantes tæt.
Det hjælper med at holde ukrudtet af vejen at plante f.eks. rødbeder meget tæt, så bladene hurtigt dækker for lyset.
Efterhånden som f.eks. rødbederne vokser til, tyndes de og de små rødbeder anvendes i salat, mens de tilbageværende vokser sig store.

Køb en sæk lupingødning og arbejd den ned i jorden, hvor der skal være afgrøder. Kvælstof og mineraler frigives langsomt og med erfaring skal bedet kun gødes én gang i vækstsæsonen.

Start med de "sikre" afgrøder der er nemme at passe. Fennikel, selleri, bladbede høre også til disse, om end f.eks. jordlopper kan være et problem i en meget tør sommer.

Start med små bede med gangareal mellem.

Kør arealet der ikke er under "drift" over med buskrydderen/græstrimmeren når det begynder at vokse.

En køkkenhave bliver meget, meget hurtig for lille, når man har fået en kontinuerlig proces i gang.
Men viser sig ofte at være alt, alt for stor, når man har høstet de første afgrøder og ikke har en plan for den videre proces med 2. afgrøde, grøngødning, kompost osv.

16 af 23 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Willy N, 9. august 2014 kl. 0.21

(Og tænk "for al i verden" på ferier og kortere rejser. Foruden ukrudt, som fuldkommen kan skjule afgrøderne i løbet af 14 dage, så er der "dræber" sneglene, som jeg for første gang iår har stiftet bekendtskab med. Og de er ækle og forbandet grådige og havde jeg ikke højbede, ville store dele af køkkenhaven være væk i løbet af den uges tid, som jeg har været ude at rejse.
Ingen små afgrøder skal stå tilbage inden man tager på ferie!
I øvrigt er kaffegrums (og sikkert andet) rigtig godt at ligge i en krans omkring bedene. Hvad enten det er bede i niveau eller højbede. Det er "dræbersnegle" ikke meget for at forcere.)

17 af 23 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Annebeth Hoffmann, 9. august 2014 kl. 8.02

Tak for de yderligere gode råd Willy. Det vil jeg kraftigt overveje.
Status er indtil videre at buskrydderen har været i gang, og jeg har sat af til bede. Egentlig 3 bede af 110 cm gange 4 meter, men jeg vil lige genoverveje størrelsen.
Det var manden der havde gang i buskrydderen men han har lovet også at hjælpe med reolgravningen :o)
Den regner vi med at komme i gang med i løbet af næste uge, da vi lige skal have anskaffet en greb og en spade, sådan noget har man ikke, når man lige er flyttet fra en lejlighed i midten af København.
Tusind tak for alle jeres mange gode råd, også til Tom, Lone og Ingeborg, alt er meget brugbart når man skal i gang for første gang. Jeg har fået fat i nogle flere havebøger og genlæst nogle af dem jeg havde, og jeg bliver hele tiden lidt klogere.
Vi diskuterer lidt om man kan undlade at fjerne ukrudt og vegetation i det bed hvor frugtbuskene skal stå, og blot grave et hul hvor busken sættes. Derudover er vi lidt i tvivl om gødning. Vi har fået naboen til at afgræsse vores eng med køer, så vi har god adgang til kogødning. Jeg tænker derfor at det ville være smart at blande noget af det ind i jorden. Det er dog helt friske kager, som vi vil samle ind på engen. Hvis det ikke går, vil vi prøve at så noget grøngødning, nok havre som Tom foreslog.
Jeg har også været lidt ude at grave i jorden, og umiddelbart ser den fin ud, med en del regnorme i. Den er lidt sandet, og det virker som om der er en del sten i et spadestiks dybde nogen steder. Så jeg vil tro at den er godt drænet.
I forhold til plantevalg gør det egentlig ikke så meget hvad det er vi dyrker. Det første år, håber vi bare på et par enkelte succeser, og så må vi se hvor meget af det der går. S
å nogle lette grøntsager er helt sikkert at foretrække. Det vil jeg prøve at undersøge lidt nærmere og gulerødder og løg lyder i hvert fald ikke helt dårligt.

Med venlig hilsen
Annebeth

18 af 23 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Anja Egeriis, 9. august 2014 kl. 8.59

Bærbuskene vil ikke trives, hvis I bare graver et hul og lader ukrudtet uden om være. Men - det er ikke smukt, men effektivt - I kunne også lægge en stribe ukrudtsdug og plante gennem huller i den. I mangler jo ikke noget at se til, og det kunne være en god start for bærbuskene :

19 af 23 Skriv nyt svar | Link

Skrevet af: Anonym bruger, 10. august 2014 kl. 8.23

Slettet af administrator 28. juni 2022 kl. 12.29.

20 af 23 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Tom Andersen, 10. august 2014 kl. 10.24

Som Anja skriver skal I selvfølgelig holde rent om de bærbuske I planter - i starten bare en kvadratmeter eller der omkring. Så kan I evt. slå de øvrige ukrudt i bærbedet med rotorklipper eller le.

Havedyrkning kan ikke umiddelbart sammenlignes med landbrugsdrift, hvor lugning i f.eks. Solbær er et problem fodi det med manglen på effektive maskiner er meget kostbart at luge mekanisk. Ofte klippes der blot i kørevejene og så tæt ind til busken, som muligt. I etableringsfasen luges der i rækken - ellers går det galt.

Ved havedyrkning har vi muligheder, som landmanden kun kan drømme om - bare tænk på humustilførslen via kompost.

Hvis bæravleren kunne, så ville han luge i rækken, alene p.g.a. af det større udbytte. Dels kan han ikke, dels går han konkurs, hvis han gør - danskerne vil jo ikke betale for danske kvalitetsbær, når de kan får billige udenlandske ditto - uanset vilkår under dyrkningen. Var det 50 øre pr. kg jeg hørte i radioen her i ugen? Måske er den lokale bæravler hos Frank én af dem, der er nødt til at lade bærrene rådne på planten.....

21 af 23 Skriv nyt svar | Link

Skrevet af: Anonym bruger, 10. august 2014 kl. 11.35

Slettet af administrator 28. juni 2022 kl. 12.29.

22 af 23 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Anja Egeriis, 10. august 2014 kl. 12.25

Ja Frank - etablerede buske kan sikkert vokse på den måde. Men du får ikke ordentlig gang i nye buske med konkurrence fra en masse græs/ukrudt, og det er da lidt fikst at få dem godt i gang, når man starter en ny have :)

23 af 23 Skriv nyt svar | Link

Skrevet af: Anonym bruger, 10. august 2014 kl. 17.15

Slettet af administrator 28. juni 2022 kl. 12.29.

Nyt svar til emnet »Etablering af køkkenhave«

Du skal være logget ind som bruger, før du kan deltage i forummet på Havenyt.dk. Er du ikke allerede oprettet som bruger, kan du oprette dig som bruger her.

Brugernavn (e-mail-adresse):

Her er du: Forsiden > Forum > Køkkenhaven > Etablering af køkkenhave

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider