Skrevet af: Marie Holt Richter, 3. april 2016 kl. 14.28
Hej havekendere
jeg har et spørgsmål vedr. jordforbedring af sandet jord (gammel søbund) på en sydvendt skråning.
Jeg har lyst til at bruge »lasagnemetoden«: pap (for at kvæle kvikgræs mv), så jorddække, fx. blanding af komøg og halm og endelig et dække af halm. Problemet er at dræbersnegle vist er ret vilde med halm og jeg har ikke mulighed for ænder på den grund (endnu).
Jeg har læst mig til, at man kan nøjes med et dække af kompost (evt lagt i efteråret) men jeg vil gerne i gang nu - og har ikke lige en kæmpe bunke færdig kompost ved hånden.
Til gengæld har jeg ikke ambitioner om at bruge jorden i år, så den kan sagtens ligge helt til næste forår (eller evt til efteråret).
Så spørgsmålet er:
1. Kan jeg bruge andet end halm for at undgå at tiltrække snegle?
2. Er det egentlig nødvendigt med et lag af halm ovenpå møgblandingen (vi har jo forholdsvis fugtigt klima)
3. Er det en ide at kombinere / erstatte med grøngødning?
Mvh
Marie
Skrevet af: Lone Brems, 3. april 2016 kl. 22.05
Hej Marie H.R.
Din plan om at lukke af for lyset og dermed hindre kvikgræs og andre ikke-ønskede planter i at gro er fornuftig.
Den fremgangsmåde, du beskriver er det også på nogen punkter.
Det er OK at bruge pap, hvis det er uden overfladebehandling i form af plast / plastbaserede farvelag.
Det er ikke-ok at bruge komøg ovenpå pappat, fordi der jo ikke kan ske nogen næringsoptagelse i planter hen gennem sommeren, hvor regnvandet vil udvaske næringsstoffer fra gødningen. Hvis du allerede har komøg er det bedre at kompostere det og på den måde oplagre næringsstofferne, indtil du skal igang med at dyrke jorden.
Du får yderligere den fordel ved at kompostere, at det bliver muligt at dosere næringstilførslen til forskellige plantearter efter deres behov. Eksempelvis kræver kartofler, kål, selleri, squash og maj meget næring - mens krydderurter og mange stauder kun har brug for ganske beskeden næringstilførsel.
Du kan vælge at bruge sand til at holde fast på pappet. Sandet må så hentes et andet sted og ikke være fyldt med ukrudtsrødder og ukrudtsfrø.
Snegle vil formentlig søge ind under papdækket uanset, hvad der ligger ovenpå pappet....
Samlet set er der altså væsentlige forhold som taler imod at bruge den fremgangsmåde du har tænkt.
En anden metode kunne være at hindre ukrudtsvækst - også kvikgræs! - ved gentagne harvninger / fræsninger en gang om måneden gennem hele vækstsæsonen - sidste gang i oktober. Sneglene vil ikke finde gode forhold at leve under på arealet, hvis du vælger denne metode.
Denne metode kræver maskiner - størrelsen afpasset efter arealet, der skal behandles. Måske kan en anlægsgartner / landmand eller entrepenør give tilbud på opgaven ?
En tredje metode kunne - hvis der er tale om et mindre område (for eksempel 200 kvadratmeter) - være at dyrke kartofler i hele stykket.
Indbland lidt komøg i de øverste 5 - 8 cm af jorden over hele stykker og sæt så nogen forskellige sorter af kartofler - nogen tidlige og nogen sene.
Hvis du ikke har gode opbevaringsforhold kan du måske bytte kartoffelhøsten væk for andre urter / planter du har brug for / ønsker dig.
Ved plantning: Vælg god rækkeafstand (= 70 cm) og sørg for at hakke al ukrudt, lige så snart du kan se det. Når kartoflerne er store nok så hyp jorden op omkring planterne. Forsæt så med at hyppe jord og og hakke alt, hvad der spirer frem gennem hele vækstsæsonen - dvs fra nu til oktober. Stop ikke med ugentlige ukrudtshakning, selv om du høster kartoflerne !
Med denne fremgangsmåde er der god udsigt til i en sandet jord at få bugt med størstedelen af ukrudtet.
Sneglene vil i et vist omfang blive på arealet og kunne finde nogen skjulesteder - men de bryder sig ikke om gentagne omrodninger i jorden og det vil begrænse deres formering.
Grøngødning er rigtig godt til jordforbedring - mindre godt til ukrudtsbekæmpelse. Så spar udgiften til grøngødningsfrø, indtil du har fået styr på kvikgræs og andet besværligt ukrudt.
Hvis der nu er noget jeg har beskrevet uklart, er du meget velkommen til at skrive igen her i tråden - så vil jeg selvfølgelig supplere den føste forklaring ;-)
Venlig hilsen
Lone
Skrevet af: Marie Holt Richter, 3. maj 2016 kl. 16.48
Kæe Lone,
tusind tak for dit svar - jeg beklager jeg ikke har svaret tilbage noget før. Jeg vil forsøge med no dig metoder i år, derfor denne 'lasagne' metode. Og det ser ud til at fungere :)
Alt godt!
Marie
Du skal være logget ind som bruger, før du kan deltage i forummet på Havenyt.dk. Er du ikke allerede oprettet som bruger, kan du oprette dig som bruger her.
Her er du: Forsiden > Forum > Køkkenhaven > Jordforbedring / jorddække på sandet jor