Skrevet af: Ronni Plindstrup, 11. april 2011 kl. 18.23
Hej,
Jeg har skaffet 3 whiskytønder. Eller i hvert fald bunden af 3 :-)
Der er en lille, en mellem og en stor.
Vil rigtig gerne plante urter i dem og have dem stående ude på terrassen.
Har fundet 12 urter jeg rigtig gerne vil have. Og vil rigtig gerne have alle 12 urter i de 3 tønder.
Har tænkt mig at de kan fordeles med 2, 4 og 5 (2 slags i den lille, 4 slags i den mellem og 5 slags i den store)
Har følgende urter jeg rigtig gerne vil bruge:
Basilikum
Citronmelisse
Koriander
Mynte
Oregano
Persille
Rosmarin
Salvie
Timian
Lavendel
Løvstikke
Esdragon
Men jeg aner ikke hvilken jord jeg skal bruge. Hvilken gødning. Hvilke urter jeg bør plante sammen - og hvilke jeg absolut IKKE bør plante sammen. Sol? Skygge?
Måske er det slet ikke muligt at gøre som jeg ønsker?
Bør jeg måske droppe nogle af urterne?
Men ovenstående er i hvert fald min idé!
Søger råd og vejledning - og input til min idé!
Har ALDRIG haft en have før. Og det eneste grønne jeg har haft stående, er en potte basilikum i vindueskarmen - som døde efter en uge :-)
Så søger nok en lidt pædagogisk gennemgang!
På forhånd tak!
Skrevet af: Mette Lund, 11. april 2011 kl. 19.56
Hej Ronni
Jeg tror, at du er liiige lidt for optimistisk men hvor mange krydderurter der kan være i de dér tønder.
Her kommer lidt af mine egne erfaringer:
Urter som lavendel, rosmarin, salvie, timian og oregano kan godt lide en rigtig varm plet og de kan også tåle at tørre lidt ud. De kommer desuden igen år efter år, hvis frosten ikke har været alt for hård.
Citronmelissen og mynten er desuden også flerårige og de kan godt stå i lidt skygge, de skal holdes lidt fugtige. Der breder sig begge meget,
Koriander skyder ikke igen når det høstes, så det er nok bedre til et større bed.
Persille er selvfølgelig også et oplagt valg, det skal plantes/sås hvert år.
Jeg håber, at det her kunne bruges til noget.
Mynte kan godt stå lidt i halvskygge, den vil helst have et sted, hvor den kan brede sig, så det er måske ikke det mest oplagte til potter, men det kan da lade sig gøre.
Du skal regne med, at koriander skal sås igen og igen, når der er høstet af det, det er bedre i et rigtigt bed.
Skrevet af: Mette Lund, 11. april 2011 kl. 20.06
Ups der kom vist lidt mere med end beregnet.
Skrevet af: Ronni Plindstrup, 11. april 2011 kl. 20.47
Mette Lund > Tak for de gode råd :-)
Hvilken jord skal jeg bruge? Og skal jeg blande noget i jorden? Og hvad med gødning?
Jeg havde forestillet mig, at jeg ville bruge leca i bunden (der er hul i bunden i forvejen, men bare for at være sikker på at vandet render fra).
Skrevet af: Lene Skelmose, 11. april 2011 kl. 21.45
Min søster fik for ca 6 år siden en DR "Hokus Krokus"- terassehave lavet af professionelle gartnere. Der blev brugt sten som dræn i potterne og jord med komøg til at plante i ( kan købes på planteskole). Planterne vokser stadig rigtig godt med kun lidt pasning. Hun har timian, salvie, broncefennikel og rosmarin.
Jeg er selv ved at eksperimentere med krydderurter i baljer omviklet med kobbertråd ,i et forsøg på at få urterne i fred for dræbersneglene. Jeg har huller i bunden og baljerne står på sten, så de er hævet over jordoverfladen. Jeg har været ude for at planterne er rådnet op i en balje, der stod direkte på jorden.
Skrevet af: Lone Brems, 12. april 2011 kl. 8.40
Hej Ronni Plindstrup
Det er en god idé med Leca i bunden af tønderne for at sikre at jorden og rødderne ikke stopper drænhullerne. Småsten samlet hvorsomhelst vil fungere ligeså fint.... og de er gratis :-)
Bortset fra Løvstikke vil dine krydderurter kunne trives godt i denne jordblanding: 2 dele almindelig havejord, 1 del groft grus, 1 del havekompost, en håndfuld kalk ( eller knuste østersskaller - fås i foderstofhandler).
Hold overfladen i tønderne dækket med med noget let materiale: Bark eller græsafklip - det begrænser fordampningen fra jordoverfladen og hjælper med til at dine urter trives bedre og at du ikke skal vande helt så tit.
Og lige et tip til hvis du ikke har adgang til havekompost - du kan opnå den luftige jordblanding og tilføre næringen på en anden måde ved i stedet for kompost at bruge vissent løv til at blande med jord og grus. Hvis du vælger det, er det vigtigt at tilføre lidt næring på en anden måde - for eksempel ved at supplere med lidt overfladedækning af brændenældeskud i den førstedel af vækstsæsonen (indtil blomstring). Overfladedækning med brændenældeskud skal suppleres med få ugers mellemrum - det omsættes hurtigt i baljerne.
Hvis du foretrækker en anden overfladedækning (bark for eksempel) kan du anvende nælderne som næringstilskud på en anden måde: Sæt nælderne i en spand vand en ugestid og brug "suppen" som næringstilskud gennem den første del af vækstsæsonen (stop når urterne blomstrer). Du kan si suppen og blande den med vand i forholdet 1 del "nældesuppe" til 10 dele vand.
Brændenælderne lugter fælt under gæringsprocessen - når det er vandet ud i tønderne vil det næppe kunne lugtes.
Løvstikken vokser bedst i lerholdig muld som holdes fugtig - og den kan blive kæmpestor (med blomsterstande op til 2 meter høj og 1,5 meter bred). En heftig konkurrent til de øvrige mere svagtvoksende - så giv den en balje for sig selv, hvis den skal være en del af dit urte-udvalg.
Jeg håber, du får rigtig meget fornøjelse af at gå igang med din første udendørs urtehave !
Med venlig hilsen fra
Lone
t
Skrevet af: Ronni Plindstrup, 13. april 2011 kl. 18.53
Tusinde tak for alle de rigtig gode råd, alle sammen!
Det er fedt, med noget input og gode råd...
Jeg vil nu gå igang med at købe ind og gå amok med urter :-)
Skrevet af: Uffe Steenberg, 16. maj 2011 kl. 23.44
Basilikum er NEMT! Drop besværet med frø, men bare køb en pæn en fra supermarkedet og gør som Claus Dalby...det gør jeg og det fungerer perfekt.
Har lige lagt en video ud til dig:
www.youtube.com/watch?v=Rq6OtlB_WEI
Min erfaring siger mig, at selv om bøger osv. siger noget andet, så kan selv basilikum godt få det for varmt og få for meget sol. Mit lille vægdrivhus får sol hele dagen og det blev for hedt for dem! I alm. dansk sommervejr klarer de sig fint, men stil dem gerne lidt i læ.
Mynte klarer sig også uden problemer (i hvert alm. grøn mynte og andre standard-sorter). Min grønne mynte overlevede i hvert fald 18 minusgrader i et ubeskyttet og udpint bed. Husk nu: de spreder sig!!
Du skal være logget ind som bruger, før du kan deltage i forummet på Havenyt.dk. Er du ikke allerede oprettet som bruger, kan du oprette dig som bruger her.
Her er du: Forsiden > Forum > Køkkenhaven > Råd og forslag til urter