Skrevet af: Hans Nielsen, 18. maj 2011 kl. 11.25
Jeg har fornylig overtaget en gammel forsømt lille have. For at få en køkkenhave, lavede jeg et højbed og købte et læs vækstmuld, som jeg fyldte i.
Jeg lagde kartofler, en tidlig sort, som kom frem i løbet af kort tid. Der er gået ca. 7 uger, og toppene er blevet enormt store og flotte, men et forsigtigt kik afslørede, at der kun er begyndelsen til kartofler på 2-3 mm størrelse.
Da jeg har læst et sted, at man ikke skal gøde kartofler, da det kun fremmer toppene, fik jeg den tanke, at jorden er for god.
1) Kan det være forklaringen?
2) Skal jeg lade planterne stå og håbe på kartofler, eller skal jeg bare grave dem op nu?
Venlig hilsen
Hans
Skrevet af: Anonym bruger 1, 18. maj 2011 kl. 15.06
Du har sikkert ret i, at jorden er for god.
Hvis du graver dem op nu, er du helt sikker på ikke at få nogen kartofler ;-).
Jeg ville lade dem stå et godt stykke tid endnu, hvis du da ikke har andre planer med jorden. Der skal nok blive knolde under, og der er lang tid til skimmelen begynder at hærge.
Mvh. Hans
Skrevet af: Anne-Dorthe Bak, 19. maj 2011 kl. 17.50
Hej
Nej, jorden kan ikke være for god til kartoffelhøst. Jeg blander hvert år hestemøj og beriget spagnum i min jord til kartofler og høster rigeligt. Du er der i mod for tidlig ude. Selvom det er en tidlig sort kan kartofler først høstet noget senere. En god rettesnor er at kartoffelplanten skal blomstre før du kan begynde at kratte de første kartofler ud af jorden. Kratte betyder at du forsigtigt tager ned under planten og mærker efter om der er kartofler af en vis størelse. Lad resten af planten stå for at videre udvikle større kartofler. Du må altså have lidt tålmodighed endnu.
Venlig hilsen
Anne-Dorthe
Skrevet af: Hans Nielsen, 20. maj 2011 kl. 8.58
Hej med jer to,
Først tak for jeres - desværre - modstridende indlæg. Efter Hans' indlæg havde jeg besluttet at lade et par planter blive stående og hive resten op i dag for at gøre plads for andre planlagte afgrøder.
Så kom Anne-Dorthes svar, og jeg må indrømme, at jeg altid tidligere har brugt blomstringen som rettesnor, men jeg har til gengæld heller aldrig lagt kartofler så tidligt. Men der er ikke antydning af blomster endnu.
Jeg har nu besluttet, at jeg kun fjerner et par planter for at gøre plads for 1-2 tomatplanter, også må vi se, hvad der videre sker.
De bedste hilsner
Hans
Skrevet af: Anonym bruger 1, 20. maj 2011 kl. 9.58
Hej Hans.
Det med blomstringen passer ikke altid. Det er noget sortsbestemt. Den sort, jeg har (Sava), sætter nogle år slet ikke blomster, så skulle jeg vente på det, fik jeg ingen nye kartofler medens de er rigtig lækre.
Når jeg har på fornemmelsen, at det er ved at være tid, laver jeg et prøvekrads, eller en prøvegravning. Når planten rigtig begynder vat sætte knolde, går det stærkt. Bare 8 dage kan, under gode forhold, forøge størrelsen fra valnød til hønseæg.
Mvh. Hansw
Skrevet af: Clara Andersen, 20. maj 2011 kl. 21.19
Kalenderen frem, 7 uger tilbage fra nu er ca. 1. april. Da satte jeg også mine kartofler (under plast, senere fiberdug). Så plejer jeg at kunne høste de første Grundlovsdag, har gjort det hvert år, hvor det var muligt at sætte dem ca. 1. april. - Jeg gøder bedet inden sætning. - Og det er altså mange år siden, jeg sidst har set blomst på mine kartofler. Det er slet ikke alle sorter, der blomstrer overhovedet. Jeg har haft mange forskellige sorter, og jeg gider ikke engang at se efter, om det er blomstrende sorter. For jeg skal blot have mine egne tidlige kartofler i forsommeren, orker ikke at dyrke til at gemme. Mit bed ryddes/spises helst før skimlen starter midt i juli. Ofte er det ryddet tidligere, så jeg kan så Borlottobønner i det.
Skrevet af: Mads Jørgensen, 21. maj 2011 kl. 10.24
jeg har altid brugt blomstringen til at vejlede mig.
Og så er det altid rart at læse indlæg fra Clara.
Skrevet af: Hans Nielsen, 13. juni 2011 kl. 15.39
Tak for alle de gode og kloge svar på mit indlæg.
Jeg skylder jer at meddele, at I havde ret:
Heldigvis lod jeg planterne stå, og den 30. maj spiste jeg nye kartofler for første gang i år, og de gror, og de gror - planter såvel som kartofler.
God sommer !
Venlig hilsen
Hans
Skrevet af: Clara Andersen, 13. juni 2011 kl. 15.53
Hej Hans Nielsen
Godt du lod dem stå og tillykke med høsten. Jeg høstede de første af mine 2. juni og resten kom op Grundlovsdag, fordi jeg manglede plads til udplantningsplanter. Det var ikke store kartofler, for det var kun middeltidlige, så det er vigtigt at have en tidlig sort. Har dog nogle få kartofler i et andet bed, som må stå lidt endnu.
Hilsen Clara
Du skal være logget ind som bruger, før du kan deltage i forummet på Havenyt.dk. Er du ikke allerede oprettet som bruger, kan du oprette dig som bruger her.
Her er du: Forsiden > Forum > Køkkenhaven > Kan jorden være for god til kartoffelavl