Skrevet af: Bente Klausen, 10. juni 2014 kl. 14.36
Jeg har 3 stk. Duehoved, som jeg har haft megen glæde af, men de breder sig meget, så jeg bliver nødt til at tæmme dem lidt. Hvordan gør jeg det nemmest? Jorden er ret leret, jeg har prøvet med en greb, men synes, at det er tungt og svært at få ordentlig fat, men jeg er altså heller ingen vårhare mere - nok derfor! HJÆLP!
Skrevet af: Doris Møller, 10. juni 2014 kl. 17.08
Hej Bente Klausen
Jeg er i samme situation – ingen vårhare, 3 stk. duehoved (og mange andre stauder, der brede sig forbløffende hurtigt) og tung og leret jord.
Hvad gør vi?
Jeg har foræret mange staudestykker væk, men det var stadig mig, der skulle grave dem op. Jeg bruger også en greb.
For eftertiden kunne vi jo lade dem, der skal aftage de overflødige staude-stykker, selv grave dem op! Under vejledning, selvfølgelig, for vi vil jo selv bestemme, hvor meget vi vil af med.
Vi kunne have et skilt ude ved vejen, hvor der står, hvilke stauder, vi gerne vil af med, samt træffetid, og at folk kan få dem gratis, hvis de selv vil grave dem op.
Det er i hvert fald ideer, jeg selv vil arbejde videre med.
Med venlig hilsen
Doris Møller
Skrevet af: Freya Grossmann, 10. juni 2014 kl. 17.14
Kender I deljorden.dk?
Det er et super sted at afsætte stauder til (yngre) mennesker, som gerne vil hjælpe med at grave.
Skrevet af: Doris Møller, 11. juni 2014 kl. 6.13
Hej igen, nej jeg kender ikke deljorden.dk, men vil selvfølgelig undersøge, hvilke muligheder stedet kan byde på. Tak for tippet.
Men problemet for dig, Bente Klausen, er vel også, hvilket redskab der er det letteste at bruge. Jeg svarede, at jeg også bruger en greb, og det gør man jo for at undgå at myrde regnormene!
Men lige præcis, når man vil dele en staude, er en greb sjældent nok. Man er nødt til at bruge en spade også, og stå op på den med hele sin vægt. Ellers kan man ikke dele en stor staude. I handlen findes der en smallere spade – en såkaldt staudespade. Måske ville det være en god ide at købe sådan en. Den er muligvis lettere at bruge. Man kan nemmere skære præcist.
Mange hilsner
Doris Møller
Skrevet af: Bente Klausen, 11. juni 2014 kl. 9.56
Stor tak til Doris og Freya for gode tips, som netop er med til at bringe mig videre. Måske en smallere spade, måske skiltning ved vejen. Nu vil jeg bruge sommeren på først at nyde alt det grønne og frodige, og i mellemtiden lægge en slagplan for indsatsen til efteråret.
Hilsner og tak
Bente
Du skal være logget ind som bruger, før du kan deltage i forummet på Havenyt.dk. Er du ikke allerede oprettet som bruger, kan du oprette dig som bruger her.