Forum

Thujahæk med bare pletter på sydsiden

  Skriv nyt svar | Rapportér

Skrevet af: Berndt Nyborg, 5. august 2015 kl. 23.33

Vi overtog for 16 år siden vores hus med tilhørende have. Langs fortovet var der en fin ca. 60 cm bred thujahæk, ca. 12 m lang og 180 cm høj.
Jeg har hvert år i august klippet de længste spidser af siderne og kappet noget af toppen, så højden og bredden er nogenlunde uforandret, bredden måske nu 70 cm. Vi opdagede for 6 år siden, at en blågran, en forsythia, en snebærbusk og en taks efterhånden havde dannet så meget skygge, at der var opstået 2 bare områder på thujahækkens sydside (havesiden).
Jeg fældede derfor granen og taksen og klippede de 2 buske ned til halv højde. Men jeg må have opdaget miseren for sent, for hækken har stadig de 2 bare pletter på hhv. 4 m og 2m bredde på sydsiden, selv om solen i de mellemliggende år har haft fri adgang. De øverste 30 cm af hækken er dog grøn i dens fulde længde, men nedenfor er den bar helt ned til jorden.
Man kan ude fra fortovet skimte solens stråler gennem hækken, hvor de bare pletter er, men ellers ser hækken nydelig ud, grøn og fin.
Af de forskellige svar i forummet om thujaer kan jeg forstå, at jeg ikke skal regne med at få en grøn ensartet sydside igen. Kan man plante nye thujaer op ad de bare pletter, hvilket ganske vist vil gøre hækken bredere.
Eller skal jeg bare lade de nævnte beskårede buske (ca. ½ m fra hækken) skjule pletterne delvis. Der står i øvrigt også andre træer længere væk fra hækken (syren, lærk, ædelgran og taks), som også skjuler pletterne, men lader sollyset trænge igennem til hækken.
Kan jeg risikere, at de bare områder på hækken breder sig til dens ellers pæne fortovsside?

Jeg håber, nogen har et godt råd.
På forhånd tak.
Berndt Nyborg

1 af 6 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Tine Horsum, 6. august 2015 kl. 14.49

Nu er jeg ikke sikker på, om jeg forstår dig ret?
Men med stedstegrønne (taks undtaget) er det vigtigt, at man kun klipper ned, så der stadig er grønt, da de ikke kan skyde fra barken.

Du må enten leve med hækkens "bare føddder"- eller plante nogle nye planter- dvs fælde de to, hvor det ikke går. Eller leve med det.

Jeg har lige opstammet et par cypresser, de stod begravet til op over begge øren i kvælende skygge (og brombær), og selvom de havde holdt til meget, så er der dog grænser...

(Der er forskel på thuja og cypress, I know, men jeg foretrækker, cypresser- hvis det er.) Min have var sådan en 70-er have med mængder af stedsegrønt, og thuja (og buksbom) minder mig om kirkegårde. (Jo, den brogetbladede buksbom lever og har det godt!- Men blågranen og co. er røget).

Mvh
Tine- der gerne vil have en lærkehæk- engang

2 af 6 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Henry G., 6. august 2015 kl. 16.17

Hej Berndt der er den mulighed at du måske kan lede et par grene fra de "gode" træer ned og hen langs jorden, måske flere opad, de kan bindes på de bestående træer/buske, der vil gå et par år før hullet bliver lukket, men det gør det også med nye planter. Hilsen Henry G.

3 af 6 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Berndt Nyborg, 7. august 2015 kl. 18.04

Tak for svarene. Jeg har brugt lidt tid i dag – inden det begyndte at småregne – til at studere konsekvenserne af jeres forslag ”on location”.

Hej Tine.
Jeg har desværre ikke været omhyggelig nok, eller rettere: jeg har ikke vidst, at en thujahæk ikke bryder sig om for megen skygge. Og det opdagede jeg for sent. Jeg har hele tiden kun klippet de yderste spidser af hækken, så den er kun blevet ca. 10 cm bredere end da vi overtog huset/haven. De bare pletter er altså ikke opstået som følge af beskæring. I øvrigt kan jeg se, at toppen – den vandrette del - også er lidt bar, fordi jeg jo har holdt højden nede på de 180 cm. Men det er kun særligt høje personer, som bemærker det.

Nu er jeg altså pensionist, så det med at plante en ny hæk og se den vokse op, har jeg ikke tålmodighed til at vente på. Jeg må nøjes med at kamouflere de bare områder på den ene eller anden måde.

Hej Henry G.

(Mit mellemnavn er også Henry!).
Du skriver: ”...der er den mulighed at du måske kan lede et par grene fra de "gode" træer ned og hen langs jorden, måske flere opad, de kan bindes på de bestående træer/buske...”
Den store bare plet omfatter 9 planter og den lille plet, nogle meter derfra 5 planter. Mener du, at jeg skal prøve at hale nogle grønne sidegrene tæt ved jorden fra planternes nordside ind på sydsiden og håbe, at de efter et par år med solens hjælp får givet de 2 bare pletter et mere grønligt skær?
Hvis jeg nu lader det hele være og accepterer, at hækken har de store bare pletter mod syd, kan jeg så risikere, at de berørte planter kommer i ”ubalance”, så de også på nordsiden (fortovssiden) efterhånden bliver nøgne forneden? Det er nok det jeg frygter mest.

4 af 6 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Henry G., 8. august 2015 kl. 16.18

Hej Berndt lad nordsiden være i fred, jeg mente at du på sydsiden måske kan trække nogle grene i forskellig højde fra de bestående planter vandret ud og hæfte dem til stammerne på de "bladløse" dele af hækken, når disse sidegrene når sammen klippes toppen af og de vil forgrene sig (normalt opad) derfor skal de nederste sidegrene være næsten i jordhøjde. Hilsen Henry G.

5 af 6 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Berndt Nyborg, 8. august 2015 kl. 16.52

Hej Henry G.

Nu forstår jeg endelig hvad du mener. Det vil jeg bruge lidt tid på nu. Jeg rører altså ikke ved nordsiden, som jo ser ret ensartet grøn ud.
Hvis "projektet lykkes", vil jeg om et par år - når jeg kan se, at det begynder at virke - komme med en kommentar, incl. en tak for hjælpen!

Venlig hilsen, Berndt

6 af 6 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Solvejg Sieg Sørensen, 9. august 2015 kl. 21.57

Hej Bernt.
Kan du klippe de visne grene ind til/næsten ind til stammen? Hvis du kan, kan du plante nogle nye thujaplanter lidt inde i hullet, så bliver hækken ikke bredere. Så lader du blot de ny planter vokse opad og klippe siden som hidtil. Husk at vande dem, de skal jo dele med de gamle.

Nyt svar til emnet »Thujahæk med bare pletter på sydsiden«

Du skal være logget ind som bruger, før du kan deltage i forummet på Havenyt.dk. Er du ikke allerede oprettet som bruger, kan du oprette dig som bruger her.

Brugernavn (e-mail-adresse):

Her er du: Forsiden > Forum > Prydhaven > Thujahæk med bare pletter på sydsiden

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider