Skrevet af: Ingeborg Hansen, 12. oktober 2015 kl. 18.43
Desværre var vi i sommerhus da vejret var fint i starten af oktober. På grund af det dårlige vejr op til den tid, har jeg ikke fået luget mit knap 40 m lange rosenbed mod fortovet. Nu ser det næsten uoverkommeligt ud at luge græsset væk med håndkraft. Jeg overvejer at grave - det vil sige lige vende jorden overfladisk, så græsset kommer 8-10 cm under jorden. Er det en god ide? Bagefter kan jeg lægge noget kompost, som jeg skal af med NU på grund af pladsmangel (Og det i en have på 1500 kvadratmeter).
Ingeborg
Skrevet af: Lars Holt, 12. oktober 2015 kl. 22.15
Jeg ville luge eller kultivere, hvis det var mit bed.
Skrevet af: Tom Andersen, 12. oktober 2015 kl. 22.27
Overvej bunddække under roserne og undgå bar jord med tilbagevendende sisyfosarbejde.
Skrevet af: Ingeborg Hansen, 12. oktober 2015 kl. 22.32
Problemet med lugning er desværre at der er for vådt, så der ryger for meget jord med op. Jeg har ellers med gode resultater tidligere "gravet" med en almindelig spartel, som er et udmærket redskab til lige at vippe jorden op. Mit rosenbed er hævet 50 cm over fortovet (knækstenskanter). Jeg kan knap nå over bedet fra kanten.
Ingeborg
Skrevet af: Ingeborg Hansen, 12. oktober 2015 kl. 23.02
@Tom Andersen
Ja, jeg vil gerne have bunddække i mit rosenbed langs fortovet. Langsiden vender mod nord, men der er alligevel sol fra alle sider i dagens løb. Udover roserne er der med mellemrum kvadratmeter store runde puder af benved. Jeg har forsøgt med hasselurt som bunddække på en lille strækning af bedet, men det vokser kun sparsomt, så jeg vil ikke opleve at det dækker bunden. Efeu har jeg mange andre steder, så det skal det ikke være. De seneste dage har jeg tænkt på barkflis?
Fortovet er ren sand og det kultiverer og river jeg hver 14. Dag. Desværre har genboen sin baghave op mod vejen, skjult bag et stort stakit, men den meter brede jordstrimmel er fyldt med ukrudt, hyrdetaske, tidsler, mælkebøtter osv. Og alt det genspejler sig på mit fortov og rosenbed. Hårdt slid i hele havesæsonen og ofte min dårlige samvittighed når vejret ikke tillader havearbejde.
Ingeborg
Skrevet af: Tom Andersen, 13. oktober 2015 kl. 7.13
Jamen, så grav og hæld flis på, når du nu mener, at det er svarene på dit eget spørgsmål.
Skrevet af: Mogens Madsen -Den Gamle Gartner, 13. oktober 2015 kl. 8.02
du generer rosernes rødder og graver nyt frø op når du graver - kom bare komposten på og lug til foråret græsset smider jo ikke frø i vinter og gror ikke under 8 grader
Skrevet af: Ingeborg Hansen, 13. oktober 2015 kl. 10.05
@Tom Andersen tak for svaret med forslag til hvilket bunddække jeg kunne bruge, for det var jo spørgsmålet til dig. :-)
@Mogens Madsen - den gamle gartner. Dit forslag er nytænkning for mig, som er frygtelig pertentlig. Men du har da fuldstændig ret. Jeg vil hive enkelte totter græs med frø op og dække resten med kompost. Indtil nu har jeg vist gjort det alt for besværligt for mig selv ved at luge inden jeg kom kompost på. Set i bakspejlet vist lidt molboagtigt. Ha, ha, det er jo ikke helt som ved malerarbejde og lakering, hvor forarbejdet er det vigtigste. TAK
Ingeborg
Du skal være logget ind som bruger, før du kan deltage i forummet på Havenyt.dk. Er du ikke allerede oprettet som bruger, kan du oprette dig som bruger her.