Skrevet af: Katrine Hvass, 4. april 2017 kl. 18.08
Hejsa,
før vinteren købte jeg 10 barrods-roser af sorten Bonbon Hit. De blev plantet efter alle kunstens regler, med podestedet godt under jorder.
Nu er grenene, dog helt tørre og blevet til kvas, som let kan brækkes af,(kan ses på billede). Ingen skud heller.
Er roserne døde, eller hvad sker der med dem?
God aften.
Skrevet af: Lars Holt, 4. april 2017 kl. 18.31
Hvor har du fra, at podestedet skal være godt under jorden?
Planter man (jeg ved ikke, om det også gælder roser) podestedet under jorden, danner planten rødder over podestedet - og er dermed ikke længere podet.
Da podestedet er under jorden, kan der være brugbare knopper der, som dukker op, når roserne synes, at det er forår.
Hvis roserne overlever bør du fjerne jorden ned til under podestedet, men glæde dig over, at jorden har reddet dine planter i år (hvis vi er så heldige).
Skrevet af: Tilde P., 4. april 2017 kl. 20.02
Hej Katrine.
Jeg mener, at du har plantet helt rigtigt.
"
"Plantehullet skal desuden være så dybt, at podningsstedet kommer under jordens overflade. Udover at sikre at plantehullet har den rette størrelse skal man sørge for at løsne jorden i bunden og siderne af hullet. Når jorden er løs, kan rosen nemlig lettere få rodfæste.
Rosen placeres i plantehullet, sådan at podningsstedet er mindst 5 cm – og gerne dybere – under jordens overflade. Sørg for at rosen står lige i plantehullet. Fyld derefter plantehullet næsten helt op med jord og fyld vand i for resten. Når vandet er trukket ned, fyldes plantehullet helt op med jord. Afslutningsvis trykkes jorden godt fast med hænderne."
Du skal nok have lidt tålmodighed. Og læg så mærke til om eventuelle skud kommer fra vildroden eller fra den påpodede sort .
Vh. T&HPP
Skrevet af: A.M. Lønbæk Planteskole, 4. april 2017 kl. 20.50
Du har plantet dem korrekt med podestedet mindst 5cm under jorden. De første to år kommer der sjældent vildskud, da der skal lys til roden for at vække de sovende øjne på grundstammen. Selv efter mange år sætter roser ikke rødder over podestedet.
Hvis du ikke har tålmodighed, så grav lidt ned ved de visne grene og se om der er grønt under jorden. Er der ikke det, er der noget galt.
Anne Marie
Skrevet af: K. Bilde, 5. april 2017 kl. 2.14
Dine roser er, som det fremgår af de to ovenstående svar, plantede korrekt med podestedet under jorden.
Det er IKKE korrekt med podestedet over jorden!
Faktisk må podestedet, hvor rosen er okuleret, gerne være 7 cm under og for nogle rosers vedkommende endda dybere.
I forhold til nyvækst kan jeg fortælle, at jeg en enkelt gang har oplevet, at en ny barrodsrose først har vist livstegn hen i maj måned og alligevel vokset pænt i sommerens løb.
Hvis du er utålmodig, kan du naturligvis, som fru Anne Marie skriver, forsigtigt skrabe jorden til side, men vær varsom ikke at brække eventuelle skud. Det ville være ærgerligt.
Skrevet af: Doris Møller, 5. april 2017 kl. 8.25
Hej Katrine Hvass
Jeg plantede 11 roser i november måned, og jeg plantede dem – akkurat ligesom du - efter forskrifterne, altså sådan at podestedet sidder 5-10 cm under jordoverfladen. Mine roser er af sorten Aspirin samt en enkelt klatrerose af sorten White Nights.
Men mine roser har mange nye skud på de friske grønne stængler.
Jeg synes, at din jord ser meget tør og bar ud. Jeg vandede, da jeg plantede roserne i november. Derudover har der ligget et tykt lag visne blade ved mine roser vinteren igennem. De har kunnet holde på fugtigheden og beskytte med frost. Desuden har jeg faktisk vandet mine nyplantede roser en enkelt gang sidst i marts.
Her hos mig har det nemlig stort set ikke regnet meget længe. Hvis ikke jeg vander udvalgte steder, sygner mine stedsegrønne (rododendron, buksbom og kamelia) hen, og kameliaernes blomsterknopper falder af. Roser behøver selvfølgelig ikke så meget vand, så længe de ikke har blade, men jeg kunne godt få den tanke, at dine roser faktisk tørster!
Men giv dem endelig for meget vand, så længe der ikke rigtig er noget bladgrønt!
Med venlig hilsen
Doris Møller
Skrevet af: Doris Møller, 5. april 2017 kl. 8.28
Rettelse. Der skulle selvfølgelig stå:
Men giv dem endelig ikke for meget vand...
Skrevet af: Katrine Hvass, 6. april 2017 kl. 11.31
Spændende, tak for respons.
Jeg har nu været ude og fjerne lidt af den øverste jord. Heller ikke her er der skud at se. Flere af dem er gået i opløsning og er ikke til at finde.
En ting der virkelig undre mig er, at der ikke er skud på en eneste af dem. Det tyder på, at der var noget galt med rødderne ved modtagelse og ikke forholdene.
Jeg afventer et par uge og skriver dernæst til sælger... mest fordi de så ikke kan sige, at jeg skal afvente og se om de ikke begynder at spire!
God solskinsdag.
Skrevet af: A.M. Lønbæk Planteskole, 6. april 2017 kl. 19.57
Var grenene grønne, da du modtog planterne? Hvis ikke skal de erstattes. Du behøver ikke at vente længere.
Held og lykke.
Anne Marie
Skrevet af: Katrine Hvass, 10. april 2017 kl. 13.27
Anne Marie: Jo, grenene var grønne ved modtagelse. Der var stor forskel på planterne. Nogle var kæmpe med flere grene (10 stk.) og gigantiske rødder (over ½ m.) og andre var mindre (størrelse som jeg personligt forventede).
Jeg aner intet om roser, men undrede mig alligevel over, at de var så forskellige... men, det ved jeg ikke, om har en betydning?! Det virkede lidt som om, at det var nogle de havde glemt og haft liggende bagerst i butikken et par år og så lige hev frem.
Ok, jeg venter ikke længere og har mailet dem.
Kære Planteskoler.dk.
I oktober måned 2016 købte jeg 10 roser af sorten Bonbon Hit og brugte en dag på at plante dem efter alle kunstens regler og glædede mig til at se dem blomstre.
Imidlertid er der desværre ingen vækst at spore, da grenene over jorden er blevet til kvas. Jeg har forsøgt at afdække jorden og kan konstatere at de resterende er gået i opløsning og umulige at lokalisere.
Billeder er vedlagt: Det første viser bedet overordnet, hvor roserne er plantet langs kanten. De 3 næste er af individuelle planter.
Mvh
Katrine Hvass
Skrevet af: Karna Maj, 10. april 2017 kl. 20.48
Jeg tror ikke, at du får noget ud af den klage. Prøv lige at se her:
dk.trustpilot.com/review/www.planteskoler.dk
Hvis du læser deres handelsbetingelser, så er det også et vink med en vognstang om, at her skal man overveje, om man overhovedet vil handle.
Inden du vælger netbutik, så tjek trustpilot og se efter om der er normale handelsbetingelser, og ikke alle mulige fraskrivelser af ansvar.
Skrevet af: A.M. Lønbæk Planteskole, 10. april 2017 kl. 21.25
Hej Katrine
Nu kan jeg se, hvor du har handlet. Det er det værste firma inden for branchen. Du får aldrig ordentlig planter fra det sted. De bor her i nabolaget og har snydt masser af kunder. Håber aldrig du hører fra dem. De har endda sendt gebyr-regning til kunder, som har klaget.
De er meget berygtet for deres handelsmoral.
Hilsen
Anne Marie
Skrevet af: Katrine Hvass, 12. april 2017 kl. 14.56
Jo, det skulle jeg da vist have gjort - vil absolut gøre det i fremtiden.
Jf. købeloven kan de nu ikke frasige sig den 2-årige reklamationsret, så den skal de i princippet overholde. I praktisk er det imidlertid en anden sag, når de er ligeglade.
Desuden lyder det fuldkommen ubegribeligt, at en henvendelse ender i rockermetoder og chikane, som både Anne Marie og anmelderne inde på Trustpilot skriver! At modtage en regning fordi man har klaget over deres egen fejl lyder som noget fra det absurde overdrev og nærmest komplet surrealistisk.
Det er ærgerligt at de helt uanfægtet blot kan fortsætte en så lyssky forretning.
Skrevet af: A.M. Lønbæk Planteskole, 12. april 2017 kl. 21.21
Beklager, men sådan foregår det hos dem. De har en meget skruppelløs advokat, der kan tryne enhver utilfreds kunde med de mest utrolige modkrav. Selv fagfolk har været i kløerne på dem og måtte hoste op med penge for at slippe. Så det er forrykt moral der er deres princip, og de er berygtet inden for faget. Så vi kan kun advare, men ikke stoppe dem.
Hilsen
Anne Marie
Du skal være logget ind som bruger, før du kan deltage i forummet på Havenyt.dk. Er du ikke allerede oprettet som bruger, kan du oprette dig som bruger her.