Skrevet af: Emilie Petersen, 9. april 2019 kl. 15.33
Hej.
Jeg er ny inden for prydhaven, og søger ideer til hvad der kan plantes i skyggen langs en husmur.
Bedet er pt tomt, jorden virker tør, og en smule sandet (det kan jeg selvfølgelig gøre lidt ved).
Problemet er at huset skygger for bedet, da bedet ligger på nordsiden af huset.
Hvad kan jeg plante her, blomster, stauder, nytteplanter mm ?
Det må gerne være bredt, men helst ikke noget, som vokser højre end 50 cm.
Mvh Emilie.
Skrevet af: Mette Lund, 9. april 2019 kl. 18.12
Hasselurt og buksbom vokser fint i lignende bed hos mig
Skrevet af: Lone Brems, 9. april 2019 kl. 22.06
Hej Emilie Petersen
Der er slet ikke tvivl om, at tilførsel af organisk materiale til den tørre, sandede jord vil være et plus! Kan du producere havekompost er det det allerbedste - men lidt skovbundsmuld, noget omsat hestemøg, græsafklip fra plænen er udmærkede alternativer. Du behøver ikke at grave noget af det ned - brug det som brunt jorddække, når du har plantet bedet til.
Og læg et nyt tyndt lag jorddække ovenpå det halv- eller helomsatte hvert forår og måske nogen gange gennem sommeren - det begrænser fordampningen, et stort plus for planterne!
Det begrænser iøvrigt også fremspiring af ukrudt - og det kan jo være en fordel .....
Inden du køber planter / sår frø er det en god idé at finde ud af, om du er til et livligt bed med meget forskellige planter og forskellige blomstring (farve & tidspunkt) - eller om du hellere vil have en rolig flade med samme plante, måske med indslag af træstammestykker eller sten. Både sten og træ under nedbrydning giver insekter gode vilkår for larvers eller puppers overvintring på det tørre sted ind ved husmuren.
Hvis du gerne vil have noget rigtig tidligt vil jeg foreslå, at du gør plads til grupper af martsviol - det er en plante som er helt afgørende for flere arter af Perlemorsommerfuglene. Larverne lever udelukkende på denne beskedne forårsbebuder. Hvis du planter Martsviol og lader være med at rode for meget i jordoverfladen formerer de sig villigt med frø.
Måske er du indstillet på at kunne høste fra bedet - hvis du fx anvender brunt jorddække andre steder i haven kan en plante som kulsukker være en sund og hurtigtvoksende hjælper.
Men er kulsukker den eneste plante, du sætter i bedet, bliver det naturligvis noget kedeligt at se på om vinteren med afskårne stængler, der stritter lidt fortabt.
En enkelt blandt stauderne vil jeg fremhæve som et forslag til en plante, der har noget at byde på året rundt og som ikke kræver anden pasning end lugning: Bispehue. Der er mange forskellige arter og sorter - én af dem er stedsegrøn og fuldt hårdfør i Danmark: epimedium perralderianum - sorten "Fronleiten"
Bliver max 25 cm høj.
Forslag: Plant hele bedet til med denne og læg til efteråret løg af Vibeæg ned mellem planterne - Vælg mellem de hvide sorter: Alba eller Afrodithe.
Mange flere velegnede planter kan du finde lister over i Jane Schul's bog "Hvilken plante hvor" - dit bibliotek skaffer den gerne !
Venlige hilsner fra
Lone
Skrevet af: Thika Dolas, 11. april 2019 kl. 13.38
Slettet af administrator 11. april 2019 kl. 14.04.
Du skal være logget ind som bruger, før du kan deltage i forummet på Havenyt.dk. Er du ikke allerede oprettet som bruger, kan du oprette dig som bruger her.