Forum

Beskæring for- eller efterår?

  Skriv nyt svar | Rapportér

Skrevet af: Stina H., 12. oktober 2019 kl. 10.34

Jeg søger råd til et par af mine planter, der overvintrer på gæsteværelset:

Kartoffelblomst: skal den beskæres inden den kommer ind eller først til foråret?

Fuchsia: skal de klippes ned når de kommer ind, eller til foråret, inden de skal ud igen. Skal de vandes i løbet af vinteren som kartoffelblomsten, eller skal de udtørre som canna og Georginerne?

Kartoffelblomsten fylder jo en hel del, så jeg ville gerne klippe den inden den skal ind. I år klippede jeg først da den kom ned i haven igen, det gik rigtig fint - men, jeg ville gerne slippe for de mange blade og fylden om muligt.

Fuchsia har jeg forsøgt at overvintre flere gange, men uden held. Nu kan jeg så se, at de skal have lidt vand i vinterens løb, det har jeg ikke gjort før - så nu prøver jeg igen.

Men, jeg er i tvivl om de skal klippes ned. Jeg har både de almindelige fuchsia og den høje trælignende fuchsia med grene op langs stammen.

Hvad vil I råde mig til?

1 af 1 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Søren Duun, 12. oktober 2019 kl. 14.43

Solanum aviculare eller kartoffelblomst er en op til 4 m høj, hårdfør busk, der stammer fra Australien og New Zealand. Den kaldes Kangaroo Apple på engelsk, men har ikke noget dansk navn.

Hvor busken findes vildtvoksende, vil temperaturen bevæge sig ned på -5°C i vinterperioden. Hvis busken er plantet i en krukke, er den mere følsom overfor lave temperaturer. Det er derfor en god idé at opbevare planten lyst og frostfrit i vinterperioden.

Da planten har en hvileperiode om vinteren, skal den vandes meget sparsomt og kun holdes let fugtig. Vandes busken for meget vil den gå ud. I marts bør busken ompottes i frisk pottemuld. Ved samme lejlighed kan du klippe den tilbage, så den vil bryde med friske skud. Busken bør vandes og gødes regelmæssigt igen fra april. Når der ikke længere er frost kan busken igen placeres udendørs. Det er iøvrigt let at formere planten ved stiklinger eller ved frø, som findes i de orange til røde, ægformede frugter.

Held og lykke med med din spændende busk.

Med venlig hilsen
Dorte K. Rhode Nissen
Biolog med speciale i botanik, Nissen Consult

Fuchsia

AF ELSE HØJBJERG, redaktør, Dansk Fuchsia Selskab

Fuchsia er blevet en meget populær prydplante i de danske haver. Mange havefolk har opbygget større eller mindre samlinger af denne planteart, som forekommer i tusindvis af krydsninger med en mangfoldighed af blomsterformer, farvekombinationer og vækstformer. Dertil kommer, at dyrkningen er meget enkel.

Vildarter og forædlingsarbejdet

Planten har været kendt siden 1703, og de mere end 100 vildarter, som vi kender i dag, er hovedsagelig fundet i Sydamerika. Botanisk er disse vildarter opdelt i 12 sektioner efter planteegenskaber og fællestræk.

Vildarterne er grundlaget for forædlingsarbejdet, som startede for alvor i forrige århundrede, først i Europa og senere også i USA.

I dag findes der forædlere mange steder i verden, og en del af dem er amatørgartnere, som har fået særlig interesse for krydsningsforsøg og frøformering. Også i Danmark udføres dette pionerarbejde af nogle få amatører.

Fuchsia er flerårige

Fuchsiaplanter er flerårige, hvis de beskyttes mod frost. Der findes dog sorter, som kan overvintre i haven med en let tildækning. Planterne er træagtige, og i naturen findes de fra dværge til kæmper, oprette, hængende, krybende. Alt efter art kan de dyrkede sorter formes til buske, træer, søjler, pyramider, espalier eller hængeplanter. Der er mange muligheder og udfordringer.

Planterne kan anvendes som etårige udplantningsplanter, men for de fleste fuchsiadyrkere er der tale om opbygning af en fuchsiasamling, som kan bevares fra år til år ved frostfri vinteropbevaring.

Dyrkningsvejledning

Fuchsia er en taknemmelig plante at have med at gøre, når man tager visse hensyn til den:

Plantested:

Fuchsia kan dyrkes i potter eller kasser, og planter af en vis størrelse kan plantes frit ud i jorden. Plantestedet bør være beskyttet mod stærk blæst. De fleste sorter trives bedst på steder med skygge i nogle timer hver dag. Nogle sorter kan dog trives fint i fuld sol og andre i dyb skygge.

Pasning og pleje:

Planterne må aldrig tørre helt ud og heller ikke være dyngvåde. Der gødes regelmæssigt sommeren igennem. Visne blomster og frugter fjernes for at holde blomstringen i gang, og samtidig ses planterne efter for evt. skadedyr og sygdomme.

Skadedyr:

Bladlus og hvide fluer findes i naturen og kan angribe planterne. Hvis lusene opdages i tide, kan de fjernes med hånden eller skyldes af med rent vand.

Vinteropbevaring:

Kun hårdføre fuchsia (havefuchsia) kan overvintre i haven. Alle andre skal opbevares frostfrit. Om efteråret skæres planterne tilbage, når jorden er næsten udtørret. Planterne kan placeres i havestuen eller i frostfrit drivhus, og der vandes meget sparsomt, så planterne kun lige akkurat holdes i live. Eller planterne kan opbevares ved 5–10 grader i mørke frostfri rum, i så fald må det dog tilrådes, at alle blade fjernes, og at der kun vandes så lidt, at fuldstændig udtørring undgås.

Forår:

Planterne tages frem i lyset og pottes om i ny jord. Noget af den gamle jord fjernes. Ved ompotningen bruges den mindst mulige potte. Så snart den er gennemvokset af rødder pottes igen om til en lidt større potte. Den nye vækst kan fremskyndes ved let overbrusning daglig. Så snart væksten er i gang, kan man begynde at knibe og forme planten. Ved hver knibning fordobles antallet af skudspidser og dermed antallet af blomster. Knib over 2 eller 3 blade. Planterne vænnes gradvis til det udendørs klima for at undgå svidning af bladene, inden de sættes på deres blivende plads i haven, når der ikke længere er risiko for nattefrost.

Formering:

Stiklingformering kan i princippet ske hele året, men det bedste resultat opnås med forårsstiklinger. En stikling med 2–3 bladpar sættes i en gødningsfattig, fugtig plantejord, overdækkes med et gennemsigtigt materiale (må ikke røre bladene), placeres lyst og lunt (ikke i sol) og tilses jævnligt. Efter ca. 1 uge kan overdækningen løftes lidt og efterhånden fjernes helt. Der pottes op til større og større potte med alm. plantejord efterhånden, som rodnettet udvikler sig.

Flere oplysninger findes på Dansk Fuchsia Selskabs hjemmeside, hvor man kan læse mere om Dansk Fuchsia Selskab, herunder få adgang til debatsiden »Fuchsiaforum

Nyt svar til emnet »Beskæring for- eller efterår?«

Du skal være logget ind som bruger, før du kan deltage i forummet på Havenyt.dk. Er du ikke allerede oprettet som bruger, kan du oprette dig som bruger her.

Brugernavn (e-mail-adresse):

Her er du: Forsiden > Forum > Prydhaven > Beskæring for- eller efterår?

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider