Skrevet af: Allan A., 6. maj 2020 kl. 8.45
Vi har købt et hus med en del jord. Der er ikke rigtig nogen træer på grunden, men huset og haven er omringet af en kæmpe bøgehæk. Den er vist velholdt nok men har fået lov til at vokse sig lidt stor - nogle steder 2½ meter høj og nogle steder op mod 1½ meter bred.
Jeg kunne godt tænke mig simpelthen at lade hækken blive til enkelte bøgetræer. Jeg vil gerne fjerne nogle af hækkeplanterne og så stamme andre op og lade dem vokse sig store. Jeg skal dog ærligt indrømme, at jeg er ret ny som haveejer, og jeg ved ikke noget om hverken hæk eller træer. Er der nogen specielle hensyn, jeg skal tage her, eller noget bestemt jeg skal være opmærksom på? Er det her overhovedet noget, man bare lige gør?
Jeg har i øvrigt beskåret hækken i toppen ved siden af den første plante, jeg gerne vil lade gro, og det jeg i hvert fald kan se er, at træet jo selvfølgelig har groet som en hæk. Dvs. grenene har vokset mod hækkens ydersider i stedet for bare ud fra stammen. Er det noget jeg skal beskære på for at give den et godt udgangspunkt for at være træ i stedet for hæk, eller skal det nok udligne sig med tiden?
Skrevet af: Lars Holt, 6. maj 2020 kl. 15.01
Det kan godt lade sig gøre, men om det bliver værd at se på, er en anden sag.
Et træ har en (eller to) hovedstammer. Du må se på de enkelte planter for at vurdere, om det kan blive til et træ.
Skrevet af: Lone Brems, 6. maj 2020 kl. 22.04
Hej Allan A
Nu prøver jeg lige at skrive historie 50 år frem og tager udgangspunkt i, at du går igang med udtynding og beskæring som skitseret.
Bøg trives bedst i kalkrig & på ikke for leret og våd jordbund.
Om ca 50 år vil bøgetræerne være vokset til 15 - 20 meters højde og hvert træ vil suge mere end 100 liter vand op fra rodzonen pr døgn i vækstsæsonen.
Bøgen er et skyggetræ - dvs: der kan ikke vokse ret mange forskellige urter under kronens udbredelse (tænk på en bøgeskov, hvor anemoner i det tidlige forår afløses af nogle få græsarter, lidt engelsød og mosser).
Trækkes tidslinjen længere ud, vil træerne om ca 80 år være omkring 35 meter høje.
Spørgsmålene til dig er nu:
Er jordbunden hvor du bor optimal for udviklingen af sunde bøgetræer ?
Hvordan passer bøgetræernes genbestemte udvikling sammen med omgivelserne om hhv 50 og 80 år ?
En anden vej, du kan overveje en en reducerende, kraftig beskæring gennemført over et par år. Se vejledning herom i Havenyt's arkiv - søgetitlen er "Tåler en høj bøgehæk at blive kraftigt beskåret?".
Vælger du denne metode kan du vedvarende opnå en overkommelig klippehøjde og en hæk, der tillader andre vækster at udvikle sig tæt ved hækken.
Venlig hilsen
Lone
Skrevet af: Allan A., 6. maj 2020 kl. 23.01
Tak for svarene til jer begge. I har begge gode vinkler. Jeg læser det sådan, at det er muligt, men:
1. Det er ikke givet, at det bliver pænt - lige meget hvad jeg ellers gør ved træerne.
2. Det er ikke sikkert, det er nogen god idé ift. hvad resultatet egentlig bliver - både med hensyn til, at placeringen måske ikke kan bære flere fuldvoksne bøgetræer, og med hensyn til at selv hvis træerne bliver store og flotte, så er det ikke sikkert, de gør gode ting for haven.
Jeg vil tilføje, at det er ikke planen at have en kæmpe ring af bøgetræer rundt om huset. Vi savner bare noget lidt mere varieret end den her store og snorlige bøgehæk. Jeg vil tro, at vi snakker 50x60 m rektangulær hæk. Det virker som en smart genvej at kunne forvandle dele af den til træer i stedet for at plante andre træer fra ny og vente i flere år.
Vi er omgivet af marker, som vi vil plante læbælter og skovområder på en del af, så når vi begynder at være mindre afhængig af hækken for læ, vil vi også begynde at fjerne store dele af den. Jeg tænker derfor kun på at lade nogle få planter i hækken blive til træer, så vi kan have lidt variation, inden de nye ting vi kan plante begynder at vokse op.
Ikke desto mindre er det dog en god pointe, at vi skal tænke på, om vi overhovedet vil have så dominerende træer så tæt på huset.
Du skal være logget ind som bruger, før du kan deltage i forummet på Havenyt.dk. Er du ikke allerede oprettet som bruger, kan du oprette dig som bruger her.