Skrevet af: Trine, 18. august 2008 kl. 17.49
Jeg har flere hortensiaer i haven, som nu står med brune visne blomster. Der er kommet flere nye grønne skud på stænglerne. Må jeg klippe de visne blomster af, eller er der noget med at hortensiaerne ikke blomstrer næste år, hvis man fjerner de visne blomster?
Skrevet af: Mogens; E., 18. august 2008 kl. 20.51
De visne blomster er med til at beskytte planten mod vinter frosten, så lad dem endelig blive siddende, selvom de ikke pynter. De skal først klippes af til april.
Skrevet af: Lone Brems, 19. august 2008 kl. 15.05
Hej Trine
Det har ikke indflydelse på blomstringen næste år, at du klipper blomsterstandene af, hvis du synes, det ser flot ud eller du skal anvende de tørrede blomsterstande til dekorationsformål.
Hortensia udvikler anlæg til blomster på hvert års nye skud. De nye skud er ofte kun lidt udviklede og sidder helt nede mellem de stængler, der har båret blomst samme sommer.
Almindeligvis viser blomsten sig så i fuldt flor i stænglens top om sommeren i det følgende år.
Hver stængel, der har blomstret sætter ikke ny blomst samme sted (altså i skudspidsen), men KAN sætte blomst fra sideskud længere nede på stænglen.
Hvis sommerens nye skud fryser ned / bliver ødelagt af svampeangreb efter meget regn i løbet af vinteren må planten igang med at udvikle helt nye skud det følgende forår. Blomstringen kommer så senere igang. Men hvis planten ellers har godt rodnet og den får vand og næring nok, så når den at blomstre, selv om dens første forsøg på at gøre klar til blomstring blev forgæves.
Mogens har ret i, at de visne blomsterstande kan være med til at beskytte planten lidt mod frost.
Ved at lade mest muligt af toppen stå uklippet til om foråret er det plantens eget naturlige værn mod frostskader, du bevarer.
Du kan også hjælpe planten gennem vinteren ved at lade nedfaldent løv og andre planterester ligge på jordoverfladen i bedet omkring hortensiaen. Det beskytter mod udtørring og direkte frostpåvirkning og gavner en sund jordstruktur, der er vigtig for opmagasinering og nedsivning af regn- og smeltevand (og dermed for plantens trivsel resten af året).
Med venlig hilsen fra
Lone
Skrevet af: Trine, 20. august 2008 kl. 11.22
Tak for jeres råd. Jeg lader de visne blomster sidde til næste år.
Mange hilsner fra Trine
Skrevet af: Birgit, 31. august 2008 kl. 13.03
Hej,
Jeg har en hotentia på balkonen som jeg klippede helt ned sidste år. Kan det være derfor at den ikke blomstre i år? Der er kommet mange flotte nye grene men ingen blomster.
Takker!
Birgit
Skrevet af: Lone Brems, 31. august 2008 kl. 14.09
Hej Birgit
Du har nok fået klippet de skud væk, som skulle have blomstret i år.
Prøv at lade planten stå med grenene vinteren over og klip så i april, når de nye skud begynder at vokse. Fjern kun de visne skud, som ikke sætter grønne blade.
Det burde føre frem til blomster i sommeren 2009.
Med venlig hilsen fra
Lone
Du skal være logget ind som bruger, før du kan deltage i forummet på Havenyt.dk. Er du ikke allerede oprettet som bruger, kan du oprette dig som bruger her.