Forum

Hvordan får vi en græsplæne med blomster

  Skriv nyt svar | Rapportér

Skrevet af: Delenn Gadgaard Ribes, 21. november 2010 kl. 12.17

Vi er i færd med at bygge hus og planlægger også haven til nu. Men vi er noget i tvivl om hvordan vi får den (græs)plæne vi drømmer om. Da jeg var barn, var vores græs oversået med katteøje, tusindfryd, kløver og mælkebøtter. Dem elskede jeg og min mor havde vist ikke så travlt med at få dem væk. Nu har jeg aldrig selv været haveejer før, men jeg ved at jeg ikke kommer til at gå så meget op i helt skarptskårede kanter og om der er 2 eller 700 bellis i græsplænen eller om den nu også er slået helt ned hele tiden. Til gengældt er jeg meget optaget af at kunne spise de blomster der nu engang er, hvis jeg får lyst.
Samtidig forventer jeg også at det vil være rigtig rart med et stykke ikke alt for stift græs, der kan bruges til at tumle rundt på, ligge i telt på og have gæster i til fester. Det er lykkedes mig at finde en hel masse tips til hvordan man IKKE får blomster i pænen, men hvis jeg gerne vil starte ud med at have en god blanding af græs plus blomster af en slags, hvad gør jeg så? Jeg fik tit at vide som barn forøvrigt at kløver ikke var godt i plænen, for der sidder tit insekter, som man kan komme til at træde på så de stikker. Passer det mon? Er det noget andet i den dur man skal være opmærksom på?

1 af 2 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Lone Brems, 21. november 2010 kl. 20.35

Hej Delenn Gadgaard Ribes

Du kan finde mange gode råd om at skabe gode forhold for et bredt udvalg af urter i kombination med græs ved at bruge arkivet på Havenyt. Klik dig ind på Spørg Eksperterne på bjælken herover og skriv "Blomstereng" i søgefeltet. Du får umiddelbart ihvertfald tre top-relevante artikler.

Kløver i plænen er et kildent spørgsmål. Er der meget blomstrende hvidkløver i en plæne vil den kunne tiltrække honningbier (hvis der altså er bi-stader i nærheden, dvs indenfor 2 - 4 km afstand). Blomstringsperioden er kort og sandsynligheden for at blive stukket er ikke voldsomt stor (man skal faktisk træde på eller falde oveni bierne før de stikker) - men er dog tilstede i de uger, hvor der er blomstring.
Hvidkløver kan have tendens til at erobre store partier i plænen og dermed også hæmme væksten af andre urter.

Nedfaldsfrugt - især blommer og mirabeller - kan tiltrække hvepse, som kan være mere agressive end bier - så hvis du har frugttræer i plænen vil det være en god idé at kunne markere det
"farlige område" ved at underplante dem med kraftigere voksende urter - storkenæb, høstanemone el.lignende -, som ikke lige inviterer til at man træder der, hvor hvepsene har gang i fødesøgning.

Hvis du tør satse på at arbejde med naturen (og er tålmodig) kan du jo planere det område, du forestiller dig skal blive til blomstereng og så lade naturen selv gøre arbejdet - eventuelt supplere med engang imellem at drysse lidt frø fra bellis, viol osv ud.
Du skal bruge tre redskaber til den løbende vedligeholdelse: En le med et blad på ca 60 cm, en hørive og en høtyv - samlet udgift ca 1400 kr. Holdbarhed ca 25 år + udgift til lestryger og slibesten.
(Har du ikke opøvet evnen til at høste med le, kan du opsøge trænede folk ved at Google på le-laug)

Fremgangsmåden for den naturlige blomstereng er følgende:
Lad spire, hvad der ligger frø til i den planerede jord. I maj, juni og juli og en enkelt gang i september høster du med leen, lader græs og urter ligge nogle dage og river det sammen. Nu kan du enten tørre det færdigt til hø til kaniner, høns eller andre smådyr eller du kan sætte & vande en dynge til kompostering (mindst en kubikmeter ad gangen for at opnå varmeudvikling for at evt uønsket ukrudtsfrø mister spireevnen). På denne måde skaffer du gratis næring til andre formål i haven og du får efterhånden over nogle år fjernet næringsstoffer i blomstereng-stykket, så ønskede urter og svagtvoksende græsser lettere kan etablere sig.

Med venlig hilsen fra
Lone

2 af 2 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Delenn Gadgaard Ribes, 21. november 2010 kl. 22.34

Tusind tak for svaret :D - jeg glæder mig allerede til at komme i gang. Jeg tror ikke vi er så tålmodige at det gør noget. Vores kommende have er pt bare traditionelt dyrket landbrugsjord, hvor der vel nok mest kommer byg op, hvis vi lader som ingenting :) Og tidsler. Tidsler beundrer jeg helst på afstand. Jeg faldt forøvrigt lige over den artikel herinde, der hedder "blomster i plænen". Det er nok noget i den stil jeg leder efter. Anede ikke at jeg skulle søge på "blomstereng", men det har jeg så gjort nu. Tak igen.

Nyt svar til emnet »Hvordan får vi en græsplæne med blomster«

Du skal være logget ind som bruger, før du kan deltage i forummet på Havenyt.dk. Er du ikke allerede oprettet som bruger, kan du oprette dig som bruger her.

Brugernavn (e-mail-adresse):

Her er du: Forsiden > Forum > Prydhaven > Hvordan får vi en græsplæne med blomster

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider