
Skrevet af: Marie Louise Johannsen, 9. april 2026 kl. 17.49
Jeg har netop været en tur ude ved min store, flotte hvide ribsbusk, plantet for 3 år siden. Busket trivedes så godt, men er nu dræbt af mosegrise. Ca. 2 meter derfra står 2 ribsbuske plantet for 2 år siden. Endvidere en kræge og en mirabelle også sat for 2 år siden. Mirabellen har jeg selv sået.
Når jeg tager fat i mirabellen og krægen, virker de løse, men er ikke helt afgnavede som ribsen. Endnu lever solbærrene...
I november dræbte mosegrise mit 1 år gamle æbletræ og 2 år før havde de dræbt et andet æbletræ, også specialpodet og hjembragt og passet og plejet.
Jeg kan ikke holde det ud. Efter at det første træ blev dræbt, gik min kæreste en hel lang dag og gassede mosegrise på den mark, som ligger op til haven, hvor buske og træer vokser. Marken er fyldt med mosegrisehuller. Det virkede som om, bestanden var blevet mindre året efter, men sidste år og i år er den eksploderet.
Jeg har nogle ældre æble- og blommetræer, som lever endnu. Men jeg har mistet lysten til at sætte nye buske og træer.
Det er simpelthen så deprimerende, at se sine fine plantet ødelagt igen og igen.
Er der nogen der har et råd, der virker? Jeg kan desværre ikke have en rottehund. Mine naboer havde tidligere katte, der hjalp på problemet, men jeg er så meget på job, at jeg ikke vil have dyr.
Hilsen en nedslået haveejer.
Skrevet af: Lotte Hansen, 10. april 2026 kl. 9.47
Jeg har desværre ingen gode råd at give dig.Hos mig er det også et kæmpeproblem.Dog har jeg egentlig ikke opdaget at de har onduleret nogle buske eller træer, men der er tonsvis af jord skubbet op.Det må jeg gå og jævne nu inden sæsonen for græsslåning begynder, ellers holder knivene på maskinen ikke længe.Men synes også at antallet af mulige 'gerningsmosegrise' er eksploderet og hvis det bliver ved tør jeg næsten ikke tænke på næste år.
Skrevet af: Jakob B., 11. april 2026 kl. 16.13
Nu ikke så opgivende.
Har I prøvet fælder.?
Der findes firmaer, som bekæmper mosegrise med fælder.
Angreb på træer og buske har jeg ikke set som et problem før.
Det går jo nok ikke at anbefale et hul til husmåren, så den kan komme ind på loftet.?
Jeg praler med, at min havetraktor skræmmer mosegrisene væk på 20.år, men det kan måske også være måren eller noget tredje.
F.eks. når jorden ikke bliver gødet mere, så bliver rødderne også mindre fristende og lækre for mosegrise.
Skrevet af: Lene Skelmose, 11. april 2026 kl. 19.34
Mosegrisen er jo blot en ret fin nuttet mus, som kattene tager når de kan. Har dog oplevet - engang - at gå i køkkenhaven ( højbed) for at høste rødbeder til syltning. Kunne trække den ene plante efter den anden op. Nogenlunde fine blade over jorden men rødbederne var ÆDT. Ingen høst det år. Der er mange der skælder ud på kattene, men min holdning er at de blot udfylder en plads som rovdyr, der måske burde være optaget af andre rovdyr ,som bare ikke er der. Her overlever ingen rotte mere end et døgn. Havde een på loftet sidste jul - den havde valgt en forkert adresse.
Skrevet af: Lotte Hansen, 12. april 2026 kl. 11.22
Fælder er ikke en mulighed her da det vil være mig selv der skal sætte dem og tømme dem hvis der er noget i.Jeg kender mine begrænsninger.Ej heller et firma til at gøre noget ved, det er økonomien ikke til.Jeg bilder mig også ind at det hjælper lidt med havetraktoren når jeg slår græs, kører flere timer så får vist forstyrret dem der.Problemet er at når de er værst er det ikke sæson for græsslåning.Så jeg lever med dem og prøver ikke at blive alt for irriteret.
Skrevet af: Jakob B., i dag kl. 9.08
Det kan være sin sag med de fælder.
Jeg mistede min sidste kat, og en uge efter fik jeg en mus i mit køkken.
De to ting havde egentlig ikke noget med hinanden at gøre, men det betød, at jeg kun havde kit og fælder som våben.
Jeg vidste præcist, hvor den havde sin daglige gang, og der var et køkkenskab med et hul, hvor den nogle gange stak hovedet ind som en struds og hang der og "gemte" sig, når jeg åbnede lågen. Jeg var dog ikke hurtig nok til at snuppe den, så den spiste i stedet rosiner og slikkede Nutella af begge smækfælder. Pinligt at indrømme for en storvildts jæger som mig, men sådan gik det i hele tre uger, og jeg fangede den først, da jeg havde købt en ny fælde beregnet til at fange levende mus. Jeg fangede den altså i live, og det var jeg faktisk vældig godt tilfreds med, så jeg lukkede den respektfuldt ud i en udbygning sammen med lidt rosiner.
Desværre lugter mit køkken endnu, og mus er ikke mosegrise.
Men mosegrise kan måske fordrives med lugt og/eller støj.?
En støvsuger kan blæse gennem slangen ned i en gang, og hvis posen er fyldt med noget, der f.eks. stinker af hvidløg eller lavendel, hvad vil der så ske.?
Sådan noget kunne måske være interessant (og sjovt?) at afprøve og evt. kombinere det med en styring, så der gives et pust på nogle få sekunder på tilfældige tidspunkter døgnet rundt. Eller man kan nedgrave en højttaler, som støjer i gangene.
I min optik er der faktisk mange muligheder, som kan være sjovere end at tømme fælder. Men forsøg tager tid.
Det gik hurtigt, da Flemming Leth engang lagde en rå halvrådden fisk ned i en muldvarpegang.
Man kan også købe støjsendere beregnet til formålet.
Eller man kan vælge at leve med dem.
De kan umuligt æde ALLE planter, og så kan det blive interessant økologisk anskuelsesundervisning i, hvilke planter og steder der tåler dem bedst.
Hvis man ikke gør noget, så vil populationen måske også hurtigt gå på retur af sig selv, fordi fødegrundlaget bliver mindre, eller naturlige fjender kommer til.
Jorden fra skud er ofte god til urtepotter.
Angående havetraktor, så er jeg nok lidt grov. Jeg sliber nærmest aldrig knive, og jeg har endnu ikke mødt et skud, som klippekassen ikke kunne "doze" og jævne. Man kan evt. stoppe knivene og løfte kassen lidt før første overkørsel.
Det lader sig desværre ikke gøre, men når jeg tænker på den vilde brombær, som jeg kæmpede med for to dage siden og stadig er øm af, og alle de uheldigt selvsåede træer, så ville jeg pt gerne bytte med nogle uartige små mosegrise.
Tænk da også, hvor kedelig haven ville blive, hvis der ikke var udfordringer at arbejde med. ;-)
Skrevet af: Lotte Hansen, i dag kl. 10.10
Ja jeg vælger at leve med de udfordringer der kommer.Vel at mærke dem jeg ikke har energi eller mulighed for at gøre noget ved.Det er dels min alder, dels fysikken og ikke mindst at min grund er over 4000 kvm.Så det varer ikke mange måneder før jeg måske må tage beslutningen og så flytte til noget (meget) mindre.
Skrevet af: Lasse Jensen, i dag kl. 13.49
Jeg har haft held med at bruge det gamle Flemming Leth trick. Jeg har brugt 2 saltede (spegesild) med en uges mellemrum og har haft fred for mosegrise/muldvarpe de sidste 2 uger.
Skrevet af: Lasse Jensen, i dag kl. 13.49
Jeg har haft held med at bruge det gamle Flemming Leth trick. Jeg har brugt 2 saltede (spegesild) med en uges mellemrum og har haft fred for mosegrise/muldvarpe de sidste 2 uger.
Du skal være logget ind som bruger, før du kan deltage i forummet på Havenyt.dk. Er du ikke allerede oprettet som bruger, kan du oprette dig som bruger her.
Her er du: Forsiden > Forum > Skadedyr og plantesygdomme > Bekæmpelse af mosegrise