Havenyt uge 21, 2002

Af Karna Maj, tidligere redaktør for Havenyt.dk, Karnas Køkkenhave

Lige nu står haven næsten allersmukkest med friskgrønne træer, buske og hække. Hvis man er så heldig at have en blåregn, så er det et syn for guder det næste stykke tid med et væld af sarte blålige blomster, inden bladene folder sig ud.

I staudebedet er det bl.a. de gule og orange skovvalmuer og akelejerne i rødlige og blå til violette nuancer, der fanger øjet sammen med de sidste farveklatter af sene tulipaner. Hvis man får behov for at tone alle farverne ned, så er bregnerne et godt valg på skygefulde steder. Mangeløv står lige nu friskgrønne og fanger sollyset, når det glimtvis når ned gennem træernes løv.

Køkkenhaven

Regnen har virkelig sat gang i grønsagerne, og køkkenhaven har nu fine grønne rækker hen over den mørke våde jord, og den første rucola og spinat er klar til høst. Ærterne står på lange lige rækker og næsten forlanger at få sat ærtehegn op, hvis man da ikke lige har sået den type, som sætter mange klatretråde, så planterne kan holde hinanden oppe. Det er i det hele taget tid at tænke på klatrestativer og opbinding: Stativ til stangbønnerne, så det er på plads inden såning eller udplantning, og i blomsterhaven skal der opbinding til de høje stauder og klatremuligheder for ærteblomsterne.

I den kommende uge vil det i de mildere dele af landet være tid for udplantning af majs, squash, selleri og frilandstomater, hvis ellers de er store nok, og vejrudsigten fortsat er uden nattefrost og med lunt og ikke for blæsende vejr. Næste hold bønner skal der også findes en lun periode til at så.

Drivhuset

I drivhuset er det udplantningstid for tomater og peber, enten det er i drivhusets jord eller i plantesække. Plantesækkene har kun et begrænset mængde jord, så når planterne bliver store, er det et meget lille volumen jord til at hente næring og vand i. Planterne har mere naturlige forhold at vokse under i drivhusjorden. Sidst i maj, når jorden føles rigtigt dejlig varm, kan meloner og agurker også udplantes. Agurker kan ikke tåle vand omkring rodhalsen, så hyp en vold op og plante agurkerne på toppen.

Hvis man planter i drivhusjorden, skal der gødes inden plantning. 10 l god kompost pr. tomat- eller agurkplante er tilpas. Senere kan man tilføre mere næring ved at jorddække drivhusjorden.

Hak ukrudtet og løsn jorden

Lige nu skal der hakkes ukrudt, næsten morgen, middag og aften for at være på forkant, og det er vigtigt, da det er frem til Sct. Hans, at især køkkenhaver gror til i ukrudt og opgives. Efter Sct. Hans bliver der bedre tid til både hængekøje og bog. Det er også vigtigt at holde jorden løs, da det nedsætter fordampnigen. Men måske var det en god ide at overveje og afprøve en anden taktik mod frøukrudtet, nemlig jorddække.

Jorddække har en lang række fordele

Jorddække er et lag organisk materiale, som man lægger ovenpå bar jord her fra slutningen af maj, når jorden er ved at være godt varm. Metoden kan bruges både i prydhave og køkkenhave. Dog skal man vente lidt med at dække bede med de meget varmekrævende planter som tomater, bønner og squash, da de elsker solbagt jord. Planterne skal desuden have en vis størrelse, ellers risikerer man, at solsortene skraber de små planter væk sammen med jorddækket, da de selvfølgelig vil stå på hovedet for at finde lækkerbidskner.

Jorddækket har følgende fordele:

  • Ukrudtsfrøene kan ikke spire, hvis der ligger et minimum 5–6 cm tykt lag jorddække.
  • Jorddækket isolerer og holder på vandet.
  • Jorden bliver løs og muldet under jorddækket.
  • Jorden er køligere med en god arbejdstemperatur for planterødder og regnorme.
  • Jorddækket gøder, hvis der anvendes kompost.

Her er du: Forsiden > 2002 > Havenyt uge 21, 2002

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider