Havenyt uge 27, 2002

Af Karna Maj, tidligere redaktør for Havenyt.dk, Karnas Køkkenhave

Haven er sommerens grønne rum. Her spiser vi sammen, leger sammen og slapper af – i hvert fald så snart der er et hul mellem regnbygerne. Sommeren er lige nu hverken til sommerferie eller haveliv. Men haven er så frodig, som vi ellers sjældent oplever den. Og hvis man skal finde noget positivt, så er det lige nu meget let at trække stort ukrudt op, hele roden svupper op med et let hiv.

Kvalitetsafgrøder fra egen have

Friske usprøjtede grønsager fra egen have er i en klasse for sig. En kvalitet som man slet ikke kan købe. Måske kan man købe større og flottere eksemplarer, men på smagen og friskheden er købegrønsager hurtigt udkonkurreret. Lige nu henter vi nye kartofler, gulerødder, ærter, salat, agurker, løg, hindbær og snart også spidskål og modne stikkelsbær. De første cherrytomater i potter er begyndt at rødme.

Fra egen have kan man få specialiteter, som man sjældent kan købe, f.eks. voksbønner, rødbladet basilikum og mange forskellige slags salat lige fra rødbladet pluksalat, hjertesalat, bataviasalat, endivie til rucola. Og hvor kan man købe grønne stikkelsbær og solvarme tomater? Og skulle der komme uventede feriegæster, kan vi hurtigt stable en menu på benene med alt godt og grønt fra haven.

Så og plant nye afgrøder

Men der er ingen grund til at hvile for længe på laurbærrene. Førhen skulle der bare avles til fryser og syltekrukker. I dag er vi mere til friske grønsager så stor en del af året som muligt. Derfor skal der sås og plantes nye afgrøder i hele juli. Først i juli kan man nå at så voksbønner, grønne bønner, bladbeder, glaskål/knudekål, dild og salat. Hvis salat skal nå at danne hoved i efteråret, skal man så senest sidst i juli. Almindelig rucola kan man dog først så fra august – den går i blomst i sommervarmen. Fra midt i juli kan vi også så alle de orientalske bladgrønsager, så det er en god ide at begynde at se sig om efter frø.

Man kan endnu nå at plante sommerkål og grønkål ud på ledige arealer. Og lige nu er der ingen problemer med at få tingene til at vokse med det kølige og overskyede vejr med masser af regn.

For mange æbler på træerne

Man kan have flere holdninger til æbletræerne i haven. Måske er de store gamle æbletræer mest prydtræer. Frugten tager man som den kommer – små eller store, ingen det ene år og masser det næste. Men hvis man bruger æblerne, vil man gerne have store flotte æbler, og helst høst af alle sorter hvert år. Hvis dette er målet, skal man til at se kritisk på æbletræernes bæring.

Lige nu er det, man kalder junifaldet, ved at være ovre. Det kender alle haveejere godt, især når æbletræerne står på græsplænen, og alle de små irriterende æbler går i plæneklipperen, hvis man ikke har revet dem væk med løvriven. Junifaldet er resultatet af træets vurdering af egne kræfter.

På nogle træer er der stadig alt for mange æbler tilbage, selv om junifaldet er ovre. Hvis de alle udvikles, bliver der mange små æbler. Det er derfor en god ide at udtynde frugterne. Begynd med at ryste træet let, så de sidste af de små, løse frugter falder af. Fjern derefter de frugter, hvor du kan se, at frugterne er angrebet af skadedyr eller misdannede. Dernæst fjerner man små frugter og frugter, som sidder dårligt og ikke får ret megen sol. Er der stadig for mange, udtynder man efter behov. En tommelfingerregel siger en håndbredde mellem frugterne for at få store pæne æbler.

Have, drivhus og ferie

Det er dejligt at komme på ferie, men lidt af et problem at skulle tage væk fra drivhus og have i længere tid. En uge er ikke noget problem, for da kan ukrudtet ikke nå et overvokse grønsagerne, og man kan faktisk også tage på ferie fra drivhuset en hel uge, hvis man gennemvander det og jorddækker godt. Det gælder dog kun, hvis man dyrker planterne i drivhusjorden. Dyrkes de i plantesække, skal der vandes dagligt, og så må man fri til naboen. Har man automatisk vanding, bør man også træffe aftale med naboen om at holde øje med, at det fungerer, så man ikke kommer hjem til et drivhus med ødelagte planter.

I køkkenhaven dækker masser af afgrøder nu jorden, så her er ukrudtsproblemet overskueligt selv efter flere ugers ferie. Alle de steder, hvor der er bar jord mellem rækkerne, vil der være massivt af ukrudt efter 2–3 ugers ferie. Ikke mindst med den fugtige jord, vi har lige nu. Her fjerner man ukrudtet inden ferien, løsner jorden og jorddækker. Har man ikke andet jorddækkemateriale, kan man bruge aviser, som man vander efter udlægning, så de får god jordkontakt og ikke blæser væk. Dæk evt. lidt jord ovenpå.

Græsplænen er man nødt til at få en aftale med naboen om at slå, hvis man er væk mere end 8–10 dage – også for at undgå indbrud i ferien.

Her er du: Forsiden > 2002 > Havenyt uge 27, 2002

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider