Havenyt uge 28, 2002

Af Karna Maj, tidligere redaktør for Havenyt.dk, Karnas Køkkenhave

Der er masser af afgrøder, som har kunnet lide det kølige og våde vejr. Til dem hører kartofler, kål og porrer. Også blandt blomsterne kan man se forskel. Petunia ser ynkelige ud i regnvejr med grimme plettede blomster, mens lobelia med de lysende blå blomster er fuldstændig ligeglade. De blomstrer lystigt videre – utrolig så megen blomstring man kan få fra 6 planter til tredive kroner.

Men nu vil vi gerne have sol og sommer, inden haven tager skade af det evindelige regnvejr. De sidste jordbær rådnede, og de første hindbær mugner, hvis man ikke plukker dagligt, næsten inden de er helt modne. Det er vigtigt i perioder med regn at plukke helt rent, så der ikke sidder små og mindre pæne bær tilbage i klaserne, hvor rådangreb kan starte. Hindbær smager i øvrigt ikke nær så godt regnvåde som solvarme.

En indsats mod ukrudtet

Det er nødvendigt med en ekstra indsats mod ukrudtet nu, hvis man ikke vil miste grebet om haven efter en lang periode med regn, hvor ukrudtet bare er vokset og vokset. Lige nu er det fantastisk godt at luge stort ukrudt, da roden kan hives med op. Det er helt usædvanligt, at man her først i juli kan løsne jorden og fjerne skalderkål, kvik og andet besværligt ukrudt.

Der er angreb af kartoffelskimmel

Udsigten til varmt vejr med regn- og torden byger i de kommende dage, betyder en øget risiko for kartoffelskimmel. Der er god grund til at holde øje med kartoffelbladene i de kommende dage, da der allerede nu er set angreb i haver. Hvis man ikke er sikker på, om det er kartoffelskimmel, så venter man et par dage, da kartoffelskimmel normalt udvikler sig nærmest eksplosivt. Eller man spørger en erfaren nabo. Men det er vigtigt hurtigst muligt – efter at man er sikker i sin sag, at få toppene fjernet, så ikke regnen fører skimmelsporerne ned til knoldene, så de inficeres.

Høst løgene i tide

Inden for de næste 2–3 uger, skal løgene høstes, både hvidløg, skalotte- og zittauerløg. Alle slags løg, som skal tørres og gemmes som vinterforråd, bør tages op, når løgtoppen lægges sig ned, og løghalsen føles helt blød. Høstes løg på dette tidspunkt, holder de sig bedst. De skal ikke visne helt ned først. De lægges til tørre på et trådnet eller hænges op i mindre bundter, f.eks. i carporten. Det giver dog lidt mindre løg, og man kan til efterårsbrug godt lade dem visne mere ned og dermed få større løg. På lerjord er der dog fare for, at de sprækker i rodzonen, hvis der pludselig kommer megen regn.

Hvidløg lægger sig ikke ned, når de er høstklare, men stænglen bliver tyndere og er ikke længere så saftspændt. Venter man for længe med at høste hvidløgene, ødelægges det yderste dæklag, og feddene er ubeskyttede og holder sig dårligere. Er det såkaldt blødnakkede hvidløg, hvor stænglerne ikke bliver hårde og stive, kan man kan flette løgfletninger.

Spidskål og kållarver

De første spidskål er høstklare, og det er virkelig lækker sommermad, både kogte og revne i salatskålen. Men netop nu begynder kållarver også at blive et problem, og man skal til at overveje, hvordan man skal bekæmpe kållarverne. I hovedkålene dukker de små grønne og hvidlige kållarver op, og de graver sig helt ind i hovederne netop nu, hvor hovedet er ved at blive dannet. Der er også allerede set de første angreb af den flerfarvede kållarve, som er stor kålsommerfugls larver. Den bliver dog først et alvorligt problem i august.

Hvordan man vil minimere skaderne på kålplanterne, afhænger af temperament og angrebets styrke. Ofte er det nok at pille larver af et par gange om ugen, og helst fjerne æggene, inden de klækkes. Andre metoder er overdækning med fiberdug, men her skal man de første 3 uger efter overdækning fjerne larver, da der kan gå op til 12 dages fra sommerfuglene lægger æggene, til de klækkes og er bittesmå og lette at overse. En anden mulighed er bakteriepræparatet Bacillus thurigiensis.

Åbne vinduer i drivhuset

Fra juli er høj luftfugtighed det største problem i drivhuset, da våde planter har stor risiko for at få skimmelangreb. Det er derfor nødvendigt at have et par vinduer åbne i drivhuset om natten. Dette er kun muligt, hvis man ikke har monteret automatiske vinduesåbnere på alle drivhuset vinduer. Det er bedst at nøjes med at montere i den ene side af drivhuset. Man kan så lade vinduerne i den ene side stå permanent åbne, og så snart det bliver varmt om morgenen, åbner de i den anden side og giver god udluftning. Senere kan det blive nødvendigt også at åbne døren om natten.

Check for skadedyr i drivhuset

Når vi i den kommende uge får sol og høje temperaturer i drivhuset, sker der en hurtig opformering af evt. skadedyr i drivhuset, så det er en god ide at holde øje med udviklingen. Brug en lup og hold øje med, om der dukker spindemider op på agurkplanterne, mellus på agurkerne og bladlus på peberplanterne. Skal man have succes med at bruge nyttedyr i drivhuset, skal de købes og sættes ud, når angrebet er nyt. Hvis angrebet er voldsomt, bør antallet af skadedyr reduceres med insektsæbe, inden nyttedyrene udsættes.

Der er to gode hjemmesider, hvor man kan læse om og se billeder af skadedyrene i drivhuset og de nyttedyr, som man kan købe til at sætte ud for at nedbringe antallet. Nyttedyr udrydder aldrig et angreb helt. Hjemmesiderne tilhører to producenter af nyttedyr i Danmark: EWH BioProduction og Borregaard BioPlant ApS.

Nyttedyr kan bestilles i FDB, Matas, Solsikken, i de fleste planteskoler og havecentre eller direkte fra EWH BioProduction. Nyttedyrene leveres på forskellig måde. Kommer de med posten, skal man være opmærksom på, at de ikke tåler en dag i en glohed postkasse, og at de helst skal udsættes den dag, de modtages. Er der mange skadedyr, bør man minimere disses antal dagen før forventet modtagelse med en sæbevandsbehandling, så planterne når at blive helt tørre inden udsætning.

Her er du: Forsiden > 2002 > Havenyt uge 28, 2002

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider