Havenyt uge 36, 2002

Af Karna Maj, tidligere redaktør for Havenyt.dk, Karnas Køkkenhave

September er efterårets første måned, men vi fornemmer endnu kun efterårets komme – det er lunt og dejligt sensommervejr. Vi kan en kort tid holde tanken om efteråret på afstand, hvis vi omgiver os med masser af sommerblomster i alle regnbuens farver, eller hvis vi har hibiscus, som synes at love evig sommer med sine store flotte blomster. Hvis man er mere til stauder, er det sværere at fornægte efterårets komme, da blomsterbedene nu domineres af solhat, gyldenris, pragtrøllike, solbrud og Sct. Hansurt.

Sensommerbær

Også i nyttehaven kan man forsøge at snyde sig til en forlænget sommer ved at plante efterårshindbær, som netop nu bærer de første modne bær. Der findes både være røde og gule sorter – den mest kendte er ‘Autumn Bliss’, som er rød. Udbyttet er ikke så stort som for de almindelige hindbær, og det er meget afhængigt af vejret i september. Men de smager af sommer, ligesom de remonterende jordbær, der i hele august allerede har givet masser af store flotte bær, takket være masser af sol og varme.

Brombær

Men brombærrene afslører årstiden. Selv om man kan få tidlige brombærsorter, som modner allerede sidst i juli, så er brombærsæsonen her først for alvor i september. Hvis man ikke har brombær i haven, er det nu, man skal afsted ud og finde et godt brombærhegn, hvor man kan plukke til tærte og syltetøj. I naturen er der ingen vej ud om forrevne arme, hænder og ben, men i haven kan vi plante tornfri brombær, og det gør dem så meget mere attraktive som haveplanter. Har man et espalier med brombær er det hurtigt lige at hente en skålfuld til en hurtig lavet lagkage med masser store, sorte brombær og flødeskum.

Læg zittauerløg først i september

Lige nu kan man i velassorterede havebutikker og postordresalg købe stikløg. De skal sættes midt i september. De vil overvintre og give tidlige, friske zittauerløg. Fra midt i maj i drivhus og fra først i juni på friland. I drivhuset kan de evt. lægges i store kasser, som kan flyttes ud først i maj, når der bliver brug for pladsen. På friland er det ikke altid, at løgene overlever vinteren i hårde vintre og på udsatte steder, og løgenes størrelse vil afhænge meget af vejret i maj måned. Men uanset størrelsen, er det friske løg på et tidspunkt, hvor man trænger mest til det.

Gem nogle forårsløg til foråret

Hvis man har en række forårsløg, så lad nogle af dem stå. De danner et lille hvidt løg samtidig med, at toppen visner ned her i efteråret. De sætter dog hurtigt nye grønne småblade, og i det tidlige forår kan man løbende plukke de nye grønne blade til grønt drys på maden. I april danner hvert løg 3–7 nye fine forårsløg, og i år var der stadig de dejligste forårsløg til pinse sammen med de allerførste nye kartofler.

Hvidløg sættes i efteråret

Hvidløg bliver størst, når hvidløgsfeddene sættes i efteråret – tidligst i de frostudsatte områder. Sæt hvidløgene inden midten af oktober. Hvidløgene skal nå at danne gode rødder inden vinter, men ikke top. Hvis man har sat nye rækker jordbær med minimum 40 cm afstand, kan man sætte hvidløg mellem rækkerne.

Gør jorden klar til løgene

De tre slags spiseløg skal alle vokse tidligt i foråret. Læg derfor et lag kompost ovenpå jorden, hvor løgene er sat. Og dæk komposten med et tyndt lag halm eller planteaffald, så nedbøren ikke ødelægger jordstrukturen i løbet af vinteren.

Forbered forårets blomsterflor

Foråret er tæt forbundet med løgblomster som vintergækker, erantis, krokus, påskeliljer, og tulipaner. Der findes dog mange flere spændende forårsløg, f.eks. vibeæg, hundetand, dorothealilje, klokkescilla, våriris, perlehyacint, scilla, fuglemælk og pinselilje.

Det er her i september, at man skal forberede forårets blomsterflor ved at sætte nye løg. Frøfirmaerne plejer netop nu at udgive deres efterårskataloger, hvor man kan finde masser af inspiration ved at se på billeder af arter og sorter.

Forårsløgene er ikke kun til glæde for os mennesker, men også for insekterne. Når de kommer frem fra deres vinterskjul i det tidlige forår, er det vigtigt, at der er blomster med masser af pollen og nektar til dem.

Forårets løgblomster pynter også i køkkenhaven. hvor man bedre kan skære kæmpebuketter til huset og til at forære væk, end i blomsterbedene. Når toppen er visnet ned først i juni, kan man nå at udnytte pladsen til at plante f.eks. grønkål, porrer, tomater og salat eller så bønner.

Her er du: Forsiden > 2002 > Havenyt uge 36, 2002

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider