Havenyt uge 48, 2002

Af Karna Maj, tidligere redaktør for Havenyt.dk, Karnas Køkkenhave

Dagene bliver stadig kortere, og efterhånden er det midt på eftermiddagen, at man skal hente porrer, gulerødder og persille, hvis det ikke skal foregå i en søgende lyskegle fra en lommelygte.

Heldigvis er der nu kun en lille måneds tid, til lyset vender og dagene igen bliver længere. Allerede på søndag tændes der et lille lys, og julehyggen holder sit indtog med adventskrans eller adventsdekoration, og samme dag er det også tid for at tænde kalenderlyset og starte nedtællingen.

Stedsegrønt i haven

Om sommeren kan man godt synes, at de stedsegrønne træer og buske er lidt kedelige, og man glemmer tit, at vi i Danmark har fem lange måneder, hvor de løvfældende træer og buske står med bare grene. De stedsegrønne hække, buske og træer giver vinterhaven struktur og læ for folk, fæ og fugle. Ikke mindst fuglene har brug for overnatningssteder og steder, hvor der er læ for vind og vejr i vinterhalvåret.

Haven bliver lidt mere hyggelig og indbydende i vinterhalvåret med et stedsegrønt indslag, og det behøver ikke kun at være nåletræer. Der er også buske med vinter- eller stedsegrønne blade, f.eks. laurbærkirsebær, vedbend, mahonie og buksbom.

Pyntegrønt fra egen have

Hvis man i haven har stedsegrønne træer og buske, som er så store, at man nænner at klippe af dem, så har man mulighed for hente pyntegrønt fra egen have og at lave nogle flotte dekorationer med friskklippet grønt. Det man køber er ofte klippet af uger i forvejen. Desuden kan man hurtigt og gratis hente nyt til en frisk dekoration, når den gamle begynder at se lidt kedeligt ud.

Hvis man desuden har et bredt udvalg af forskellige slags stedsegrønt, kan man lave nogle virkelig flotte dekorationer, og samtidig er der mange penge at spare på pyntegrønt.

Almindelig normannsgran og andre ædelgran er dog så billige at købe, at at man ikke skal bruge plads i en villahave på grantræer for at kunne binde en adventskrans. Det er mere lønsomt at plante kristtorn, ene, ædelcypres, taks, buksbom og arborea-former af vedbend (ikke klatende buske), da det er disse arter, som er dekorative og samtidig meget dyre at købe op mod jul.

Plant stedsegrønne

Mange af ovennævnte arter kan slet ikke købes som pynteegrønt, og sjældent i de mange variationer, som der findes. F.eks findes kristtorn også med hvid- og gulbrogede blade, nogle med en smuk hvid bladrand, og der fås sorter med mere eller mindre tornede blade. Så det er en god ide at plante stedsegrønne træer og buske i haven.

Vinteren er en god tid til at se på udvalget i andres haver og planlægge, hvad der skal plantes i april/maj, når det igen bliver plantesæson for de stedsegrønne. Men man kan selvfølgelig lægge ud med at ønske sig et gavekort til planteskolen i julegave.

Brug naturens eget pynt

Det er let at falde for købepynt til dekorationer. Men man kan også vælge at bruge naturens eget pynt. I haven er der mange frøstande, som kan tørres og bruge i dekorationer. Eller man kan gå en tur i naturen og plukke en håndfuld frøstande. De kan enten bruges i naturlig udgave eller man kan give dem et ganske let pust af sølvspray, så det ligner rim. Hvis man laver friske dekorationer nogle gange i december, kan man bruge bær, som ofte kun ser friske ud en uges tid.

Blandt de løvfældende buske er der grene med flotte bær og grene med grøn, gullig eller rød bark. Den mest iøjnefaldende bark er hvid kornels stærkt mørkerøde grene.

Nåletræerne har små og store kogler, som kan bruges på mange måder. Meget dekorative er lærkegrene med masser af små kogler og cypres- og thujagrene med de småbitte bærkogler. Under egetræer kan man finde agern.

Her er du: Forsiden > 2002 > Havenyt uge 48, 2002

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider