Havenyt uge 29, 2003

Af Karna Maj, tidligere redaktør for Havenyt.dk, Karnas Køkkenhave

Det er sommer og sommerferie med tid til for alvor at være i haven. Nogle nyder bedst haven ved at være aktiv med greb, rive, hækkesaks osv. og nå alt det, man er bagud med. Andre nyder bedst havelivet med en bog i hængekøjen eller med at høste og tilberede de skønneste og mest velsagende måltider af havens mange friske grønsager og bær. Skulle der komme uventede feriegæster, kan vi hurtigt stable en menu på benene med alt godt og grønt fra haven. Og havens grønne rum danner den smukkest tænkelige ramme om sommerens måltider.

En kvalitet for sig

Friske usprøjtede grønsager fra egen have er i en klasse for sig. En kvalitet som man slet ikke kan købe. Måske kan man købe større og flottere eksemplarer, men på smagen og friskheden er købegrønsager hurtigt udkonkurreret.

Lige nu henter vi alle de nye lækre grønsager: Kartofler, majroer, gulerødder, ærter, salat, agurker, løg, spidskål. I drivhuset er der nu røde tomater, chili, auberginer, masser af agurker, og de første peberfrugter, og på friland er de allerførste tomater også ved at være røde.

Fra egen have kan man få specialiteter, som man sjældent kan købe, f.eks. voksbønner, rødbladet basilikum og mange forskellige slags salat lige fra rødbladet pluksalat, hjertesalat, bataviasalat, endivie til rucola. Og hvor kan man købe grønne stikkelsbær og solvarme tomater?

Bær- og syltetid

Det er tid til at fylde bær i fryseren og syltetøj på hylderne til den kommende vinter. Eller lave dejlig hjemmelavet saft til børn eller børnebørn. Lige nu er der modne stikkelsbær, ribs, solbær, solstik og stadig en del hindbær. Syltekirsebærene er ved at være helt mørkerøde, og så gælder det om at komme før stæreflokken. De kan næsten have ryddet et helt træ en tidlig morgenstund, inden man er stået op.

Høst løgene i tide

Inden for de næste 2–3 uger, skal løgene høstes, både hvidløg, skalotte- og zittauerløg. Alle slags løg, som skal tørres og gemmes som vinterforråd, bør tages op, når løgtoppen lægges sig ned, og løghalsen føles helt blød. Høstes løg på dette tidspunkt, holder de sig bedst. De skal ikke visne helt ned først. De lægges til tørre på et trådnet eller hænges op i mindre bundter, f.eks. i carporten. Det giver dog lidt mindre løg, og man kan til efterårsbrug godt lade dem visne mere ned og dermed få større løg. På lerjord er der dog fare for, at de sprækker i rodzonen, hvis der pludselig kommer megen regn.

Hvidløg lægger sig ikke ned, når de er høstklare, men stænglen bliver tyndere og er ikke længere så saftspændt. Venter man for længe med at høste hvidløgene, ødelægges det yderste dæklag, og feddene er ubeskyttede og holder sig dårligere. Er det såkaldt blødnakkede hvidløg, hvor stænglerne ikke bliver hårde og stive, kan man kan flette løgfletninger.

Spidskål og kållarver

De første spidskål er høstklare, og det er virkelig lækker sommermad, både kogte og revne i salatskålen. Men netop nu begynder kållarver også at blive et problem, og man skal til at overveje, hvordan man skal bekæmpe kållarverne. I hovedkålene dukker de små grønne og hvidlige kållarver op, og de graver sig helt ind i hovederne netop nu, hvor hovedet er ved at blive dannet. Der er også allerede set de første angreb af den flerfarvede kållarve, som er stor kålsommerfugls larver. Den bliver dog først et alvorligt problem i august.

Hvordan man vil minimere skaderne på kålplanterne, afhænger af temperament og angrebets styrke. Ofte er det nok at pille larver af et par gange om ugen, og helst fjerne æggene, inden de klækkes. Andre metoder er overdækning med fiberdug, men her skal man de første 3 uger efter overdækning fjerne larver, da der kan gå op til 12 dages fra sommerfuglene lægger æggene, til de klækkes og er bittesmå og lette at overse. En anden mulighed er bakteriepræparatet Bacillus thurigiensis.

Hold øje med kartoffelskimmel

I sidste halvdel af juli får vi næsten altid kartoffelskimmel, som i løbet af få dage kan ødelægge bladene på alle kartoffelplanterne, og hvis ikke toppen fjernes, vil skimmelsporene regne ned og inficere knoldene, så de ødelægges. Det gælder dog ikke de sorter, som er restistente for knoldskimmel, f.eks. ‘Sava’. Her ødelægges toppen kun. Det er selvfølgelig ærgerligt nok i sig selv, at kartoflernes vækst standses, og kartoflerne ikke bliver større. Men på nuværende tidspunkt er kartoflerne store, og der er et godt udbytte under, hvis de var godt forspirede i april, da de blev sat.

Hold derfor øje med kartoffeltoppene og fjern dem, så snart du er sikker på, at det virkelig er kartoffelskimmel. Hvis du er i tvivl, så snak med mere erfarne haveejere i nabolaget. Kartoffelskimmel kommer i næsten alle haver i et nabolag på en gang. Se mere i denne artikel om kartoffelskimmel.

Lyset og vækstsæsonen er i aftagende

Midt i juli er et vendepunkt i haven. I de lyse sommeraftener tænker vi ikke så meget på, at dagene bliver hastigt kortere. Men det betyder, at de fleste grønsagsarter ikke længere kan nå at udvikles i vækstsæsonen. Lige nu er det sidste chance for at så et hold bønner til efterårsbrug, og man skal bruge en tidlig sort. Samtidig får vi her midt i juli masser af ledig jord efter rydning af gamle jordbærbede, høst af tidlige kartofler, ærter og den tidlige salat, som går i stok. Også løgbedene bliver snart klar til nye afgrøder efter optagning af løg.

Orientalske bladgrønsager

En lang række planter reagerer på den aftagende dagslængde. Hvis de sås, mens dagene er lange, går de hurtigt i blomst. Men fra midten af juli danner de udelukkende blade. Efter midten af juli kan man så en række orientalske bladgrønsager. Mest kendt er kinakålen, som dog ikke er helt problemfri at dyrke, da både snegle og kålsommerfugle har mere end et godt øje til den. Dække med fiberdug kan holde sommerfuglene væk, men ikke sneglene.

Kinakålens slægtninge pakchoi og tatsoi er langt lettere at dyrke. Det er de knasende sprøde bladstænglerne, man spiser. De kan f.eks. bruges i wokmad og erstatte agurk i salater. De tåler begge lidt frost. Tatsoi kan senere på efteråret plantes i krukker, f.eks efter at tomathøsten er overstået.

Andre spændende arter er mizuna, som danner lange tynde hvid stængler, og mitsuba, som er en flerårig japansk krydderurt. Så dem f.eks. efter ærter, hvor der er meget kvælstof i jorden. Rød bladsennep og bladbeder kan også sås i juli.

Skær-og-kom-igen-afgrøder

Det fine ved de kinesiske bladgrønsager er, at de kan spises på alle udviklingstrin. De er meget hurtigt voksende og kan også fint bruges som skær-og kom-igen-afgrøde. De spæde blade høstes da, når de er 6–10 cm høje, til wok-mad dog 10–15 cm. Hvis de skæres ca. 2 cm over jorden, vil planterne for det meste skyde igen. Man kan på den måde høste flere gange i løbet af eftersommeren.

En speciel salatblanding til skær-og-kom-igen er mesclun, som er en blanding af blandt andet cikoriesalat, endivie, egebladet salat og lidt orientalske bladkål. Man kan lave sin egen blanding, evt. med lidt almindelig rucola og rød bladsennep i, hvis man kan lide den lidt skarpe sennepsagtige smag.

Her er du: Forsiden > 2003 > Havenyt uge 29, 2003

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider