Havenyt uge 12, 2004

Af Karna Maj, tidligere redaktør for Havenyt.dk, Karnas Køkkenhave

Søndag morgen kunne vi for alvor mærke, at foråret var på vej, da vi åbnede døren. Efter en meget lang periode med nattefrost, var det en befrielse at kunne mærke, at foråret endelig er her. Og hele dennne her uge loves der mildt vejr – onsdag skulle der oven i købet blive 10–15 ° varmt.

Men det allervigtigste er, at vi slipper af med nattefrosten, som har fået vore haver til at se gradvis mere triste ud for hver dag, der gik. Faktisk var haverne mere friske og grønne midt i februar end her midt i marts. Så det skal blive dejligt at få temperaturen op, så endnu flere forårsløgblomster springer ud, rabarberne begynder at sætte nye blade og røde stilke, hvidløgene vokser, og jorden bliver så varm, at vi kan så de første frø og sætte de først rækker kartofler under plastdække.

Klargøring af drivhuset

Det første sted, vi kan gå i gang med at så, er i drivhuset. Hvis ikke man fik fjernet alle de visne planter i efteråret og fik det vasket af, så er det nødvendigt hurtigst muligt at få dette arbejde overstået, så man kan komme til at så de første radiser, lidt spinat og salat. Man kan dog tyvstarte lidt ved at så i kasser, som kan flyttes ud, når man får et par timer til at klargøre drivhuset med en grundig afvaskning med brun sæbevand både ud- og indvendigt.

Afvaskningen har to formål: at fjerne algevæksten, så der kan komme mest mulig lys ind, og at man kommer ind i revner og sprækker med sæbevandet og får bugt med eventuelle overvintrende skadedyr. Her i foråret er det netop lyset, der er den begrænsende faktor for plantevækst, så det er vigtigt, at vinduerne er helt rene.

Hvis man planlægger at dyrke tomater og agurker i drivhusjorden, så skal man have taget stilling til, om der skal ske en udskiftning af drivhusjorden i år i en større eller mindre del af drivhuset. Hvis man bruger sædskifte, kan man nøjes med at skifte jorden med års mellemrum, og det tunge arbejde med at skifte jord ud, kan yderligere nedsættes, hvis man bruger kompost.

Spireenergien er forskellig

Det er dejligt livsbekræftende at se de mange kimplanter dukke op af jorden. Nogle frø kommer hurtigt op, mens andre er mere træge til at spire, selv om det er samme art. Det hænger sammen med det enkelte frøs spireenergi. Jo ældre frøene er, jo længere tid kan de være om at spire, og jo mere uensartet spirer de. Hvis chilifrø er friske, kan de små kimplanter dukke frem af såjorden allerede på 3. dagen, mens andre med mindre spireenergi først dukker op efter 10–14 dage. Derfor oplever man ofte, at hjemmehøstet frø fra sidste år spirer rigtigt godt.

Så inde i vindueskarmen

Om 1–2 uger kan vi begynde at så i kasser i drivhuset. Indtil da er det kun muligt, hvis man har såkasser med undervarme. Så indtil videre vil de fleste nøjes med at så i potte og kasser i husets vindueskarme. Og her kan man lige bestemt få sat lidt hurtigere gang i en række sommerblomster, som ved tidlig såning kan nå at blive til store planter, inden de plantes ud fra midt i maj.

Hvis man f.eks. tidligt vil have blomster på sine lathyrus, skal de sås her midt i marts i potter i drivhuset eller evt. inde i vindueskarmen. Frø af lathyrus er hårde og ret store, og kan derfor have svært ved at suge fugtighed nok. Det er derfor en god ide at lægge frøene i lunkent vand i 12–24 timer inden såning. Man kan også med fordel slibe frøene lidt med groft sandpapir. Lathyrus fås både i rene farver og i poser med blandede farver. Der findes gamle sorter med en mere udpræget duft. De har ofte mindre blomster. Der kan også fås lave lathyrussorter.

Man kan få ekstra tidlige grønsager ved at så et par potter med tidlig salat, sommerporrer og spidskål. Hvis man vil så sine løg og plante dem ud sidst i april, er det ved at være sidste udkald, hvis de skal kunne nå at udvikles til store flottte løg. Ved at så kan man prøve nogle mere sjældne sorter som f.eks. sommerløget ‘Vernina di Firenze’ (også kendt som ‘Long Red Florence’), som er et såkaldt torpedoløg med rosa ydre og et lysere indre.

Sætning af hvidløg kan nås

Hvis man ikke fik sat hvidløg i efteråret, så har man chancen for at gøre det nu, hvor det er blevet tøvejr. Hvis hvidløgene sættes senere end her midt i marts, bliver de væsentlig mindre. Hvis man har rækker med 1. års jordbær, kan man sætte en række hvidløg mellem jordbærrækkerne, hvis man dyrker i bed og ikke skal gå mellem to rækker jordbær.

Læggekartoflet til spiring

Kartoflerne tager godt 3 uger om at få dannet gode spirer. Derfor skal tidlige kartofler, som skal sættes under plastdække, så snart jorden er varm, helst være ved at have pæne spirer. De middeltidlige sorter kan vi normalt lægge fra midten af april, så de skal købes og lægges til spiring i den kommende uge, da der jo altid er en chance for, at foråret kommer tidligt, og kartofler kan lægges fra ca. 10. marts.

Det er vigtigt at vælge de kartoffelsorter, som man kan lide, og som passer til den type mad, som familien spiser. Er man usikker, så vælg som middeltidlig kartoffel Sava, som kan bruges til det meste i køkkenet. Sava har desuden den fordel, at knoldene ikke angribes af skimmel, som de fleste andre sorter gør, hvis planterne får skimmel i juli. Hvis man har kartoffelnematoder i sin havejord, er man nødt til at vælge nematoderesistente sorter, som der heldigvis findes mange gode af.

Det er i øvrigt truslen om netop tidlige nedvisning på grund af skimmel, der gør, at det er så vigtigt at forspire sine kartofler. Jo bedre forspiring, og jo tidligere man får sat kartoflerne, jo større når knoldene at blive, inden der er risiko for skimmelangreb.

Fjern det meste af vinterdækket

Solen skal varme den kolde jord op, førend vi kan begynde at så og sætte løg og kartofler. Stykket til tidlige kartofler er det en god ide at dække med klart plastik, så solen hurtigt kan varme jorden op. Den væsentligste årsag til at jorden under plast bliver hurtig varm er dog, at vandet ikke kan fordampe, men fortættes på undersiden af plastfolien. Derved bliver der ikke brugt energi, som ved bar jord, hvor vandet fordamper.

Hvis man har haft et lunende vinterdække på køkkenhavens bede, så skal man nu fjerne næsten det hele, så solen kan komme til at varme jorden op. Det er dog en god ide at lade et helt tyndt lag ligge, som kan beskytte jordstrukturen mod tilslemning fra kraftig regn.

Staudebedet

Man kan også nu begynde at skære den visne staudetop ned, så blomsterbedene blive pæne at se på. Derimod skal man ikke fjerne visne blade, da de beskytter jord og planter. Og vinteren kan jo komme tilbage, førend vi aner. Det er også endnu for tidligt at beskære roserne, men det er et godt tidspunkt at få luget inde omkring dem.

Planterne har på denne årstid slet ikke det rodnet, som de får om ikke ret lang tid. Det kan man udnytte lige nu ved at luge flerårigt ukrudt som kvik og skvalderkål i staudebedet. Det er også lige nu, at det er let at begrænse mynterne, hvis de er på vej ud i det omgivende bed. Der kan let hives halve meter stængler op ad gangen. Brændenælder har også her i marts et begrænset rodsystem, og kan derfor let graves op med en gravegreb.

Det er i øvrigt vigtigt at få de gamle stængler på vinca fjernet nu, hvor de nye skud er på vej op. Får man ikke fjernet de gamle stængler, slår de rod og danner nye planter. På den måde kan man hurtigt få dækket et areal med vinca. Hvis det sker inde i et staudebed, er det et næsten umuligt senere at fjerne vincaen fra stauderne.

Formering af vin og figen

Man kan stadig nå at tage vinterstiklinger af vin og figen til opformering. Brug den nederste del af en vinranke og lav stiklinger med 3–5 knopper. De stikkes enten inde i drivhuset i potter eller direkte på friland i løs jord. På friland stikkes de gennem et lag sort plastik, så kun den øverste knop er synlig. Knopperne under jorden blændes, så det kun er den øverste knop, der kan bryde. Stiklinger af figen skal stikkes i potter eller kasser inde i drivhuset for at lykkes.

Her er du: Forsiden > 2004 > Havenyt uge 12, 2004

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider