Havenyt uge 12, 2008

Af Karna Maj, tidligere redaktør for Havenyt.dk, Karnas Køkkenhave

Selv om påsken falder meget tidligt i år, så er der udsprungne påskeliljer i haverne. Minipåskeliljerne har blomstret længe, og deres storesøstre er på vej og lyser gule i solen på lune steder, eller står med bristende knopper. Påskens gule buketter kan fint hentes i haven, for knopperne springer ud, næsten lige så hurtigt, som de kommer ind i varmen.

På lune steder står de første udsprungne hyacinter, og bare en enkelt i en buket kan parfumere en hel stue. Martsviolerne har også en forførende duft, og de står blå og fine i hækken eller danner et smukt bunddække og gør opmærksom på sig selv med den smukke blå farve.

Påske med nattefrost

Desværre så bliver påsken ikke helt så velegnet til havearbejde, som vi har gået og set frem til. Hvis man har planlagt at sætte kartofler i påskedagene, så er eneste mulighed nok i nogle potter inde i huset, for med nattefrost ned til 5°, så er der sat en meget effektiv stopper for forårsudskejelserne ude i haven.

Så meget større bliver glæden ved at forkultivere i potter og kasser inde i vindueskarmen. Noget er lige kommet op med små grønne spirer, andet skal måske prikles eller endda ompottes, afhængig af, hvor tidligt, man har været i gang med frøposerne.

Det er lidt svært at planlægge, hvad man kan komme til at lave ude i haven i påskeferien. For en uge siden var vi på vej til at slå græsplæne, fjerne jorddække og overveje om man ikke skulle beskære roserne lidt tidligt. Nu står vi med nattefrost mange nætter i den kommende uge, men forhåbentlig har foråret så godt fat, at jorden ikke fryser til. Men det kan være en god ide lige at tage rodfrugter og porrer op til en uges tid, hvis nu det skulle ske.

Med den kolde og blæsende vejrudsigt, er der god grund til at overveje mulighederne for at dyrke sin haveinteresse indenfor. Der er netop blevet udgivet en hel række nye havebøger, som man kan se nærmere på i boghandelen eller på nettet. Eller man kan have det sjovt ved at dyrke sin have på nettet.

Dyrk din have på nettet

I sidste uge lancerede vi vores nye initiativ Havelyst.dk, hvor man kan være aktiv med sin egen have uanset vejret og tidspunkt på døgnet.

Alle kan få en prøvehave gratis i 30 dage, men ellers er Havelyst.dk en medlemsaktivitet under Landsforeningen Praktisk Økologi. Det giver medlemmerne mulighed for at se andre medlemmers haver og kommunikere direkte om det, man ser. Der er allerede på få dage etableret en snes meget interessante haver, og der diskuteres havedyrkning og haveindretning. Her får man mulighed for at se, hvad andre har gang i her og nu. Og man kan hente inspiration ved at se, hvad de andre dyrker og deres erfaringer med arter og sorter.

Kig indenfor på Havelyst.dk og se de to åbne demonstrationshaver.

På forkant med forårstravlheden

Det er en god ide at få bestilt eller købt de ting, som man ved, man skal bruge her i marts og april. Når foråret eksploderer, bliver det sikkert svært at kæmpe sig gennem havecentret belæsset med plantesække, gødningsposer, potter osv. Og der bliver kø for at få leveret frø eller tegnet en haveplan.

Det er også en god ide at efterse, om haveredskaberne er i orden, måske har man i vinterens løb glemt at spaden har et knækket skaft, eller at plæneklipperen trænger til eftersyn og slibning.

Forkultivering af tomater til friland

Drivhustomaterne står allerede med små grønne blade og lyser op inde i vindueskarmen, hvis de er sået i februar eller først i marts. Nu er det ved at være tid til at så tomater til udplantning på friland, og man kan også stadig nå at så tomater til udplantning i drivhus.

Tomater til friland kan plantes ud fra omkring 20. maj i de milde egne og først i juni i de mere udsatte egne. Bor man et sted med sen frost, kan man lade tomaterne stå i store potter i drivhuset eller en udestue, hvis man har disse muligheder. Ellers må man vente 1–2 uger mere, inden såning, da planterne ellers vil blive for store til at kunne forkultiveres i vindueskarmen.

Plant om i tide

Hvis man har sået udplantningsplanter indenfor allerede i februar, er det sikkert en hel del, som skal prikles enkeltvis ud i potter eller i kasser. Ikke mindst hvis man har sået en masse af de blomster, som kræver lang forkultivering. Det kan godt give trængsel i husets vindueskarme det næste stykke tid, for med nattefrost og koldt og blæsende vejr er der ikke mulighed for at bruge drivhuset endnu.

Meget tidligt såede tomater, chili, spansk peber m.m., er også ved at være så store, at de skal have en større potte. Især tomater har behov for en større potte, så snart rødderne har gennemvævet jorden. Det er vigtigt at plante om i tide, ellers vokser planterne ikke optimalt.

Når man prikler ud og potter om, er det vigtigt at beskytte mod solen

De sene kartoffelsorter skal også forspires

Læggekartofler til de tidlige kartofler skulle gerne allerede være ved at få flotte store spirer. Det er vigtigt at få forspiret læggekartoflerne, både de tidlige og senere sorter. De tidlige for at få kartofler så tidligt som muligt. De sene sorter for at kartoflerne kan nå at blive så store som muligt, inden toppen i juli risikerer at bliver angrebet og ødelagt af kartoffelskimmel.

Det er vigtigt til de tidlige kartofler af vælge tidlige sorter som Hamlet, Marabel, Hela, Revelino og Primula, da de hurtigere danner nye kartofler. De er til gengæld ikke særlig spændende som udvoksede, så man skal kun sætte tidlige sorter til forbrug i juni og juli.

Havearbejde mens vi venter på foråret

Mens man venter på at foråret kommer tllbage, kan man luge ukrudt i blomsterbedene, hegn, hække og under roserne eller rive grene og kviste af græsplænen, så den er klar til at kunne slås, når den begynder at vokse for alvor.

Netop nu har brændenælderne et begrænset rodnet, så det er den allerbedste tid at gå i krig med et stykke, som er groet til med brændenælder. Et mælkebøttejern er godt at have med rundt i haven, for mælkebøtterne vokser allerede med fuld kraft, og de første mælkebøtter er sprunget ud. Hvis jorden ikke er alt for fugtig, så er det tidlige forår perfekt til at bekæmpe skvalderkål, hvor man kan komme til at grave med en gravegreb. De rodstykker, som man ikke får med, vil afsløre sig selv om nogle uger ved at danne nye planter, som let kan hives op.

De fleste stauder og krydderurter er begyndt at skyde, og det haster derfor med at få fjernet den visne top, mens man endnu kan få de visne stængler klippet eller brækket af længst muligt nede uden at beskadige de små fine skud. Faren for nattefrost er ikke ovre endnu og vekslen mellem frost og den hårde forårssol svider let de nye skud på de mere sarte planter, f.eks. fransk esdragon, så ved disse planter skal man ikke fjerne dækket helt, måske tværtimod lige lægge en grangren over som værn mod nattefrosten.

Roser, hortensia og sommerfuglebusk skal først beskæres i april, når man er sikker på, at vinteren er ovre. De har allerede sat nye blade, som er i fare for at blive beskadiget af nattefrosten. Klematis ser visne ud, men kun de sentblomstrende, som sætter nye skud fra bunden og her danner nye blomsterknopper, skal beskæres i foråret. De tidligtblomstrende klematis har allerede ansat blomsterknopperne på skuddene, så hvis man klipper dem tilbage, fjerner man blomsterknopperne.

Derimod er det for sent at beskære træer og buske, da saftstigningen er startet og knopperne nu er ved at bryde. Hække kan dog klippes frem til knopperne bryder, så det kan måske lige nås for nogle af arterne. Man kan også stadig lige nå at beskære vin, samt brombær og efterårshindbær.

Det er fint at plante løvfældende træer og buske, mens de stedsegrønne skal vente, til vi er sikre på at frost og sne er et overstået kapitel.

Sidste chance for at sætte fuglekasser op

Fuglene er i gang med at etablere reder, så det er allersidste chance for at sætte nye fuglekasser op. Efterse også nuværende kasser med hensyn til opsætningen. De skulle jo nødigt falde ned midt i ynglesæsonen. Har man ikke allerede renset fuglekasser, skal man være sikker på, at kassen er ubeboet, inden man går i gang. Stærene sørger selv for at ekspedere gammelt redemateriale ud.

Nye havebøger i foråret 2008

Der er allerede kommet en række nye havebøger i 2008. Du kan se en oversigt over de havebøger, som redaktionen har modtaget i artiklen Nye havebøger i 2008. Nogle af dem vil blive omtalt senere.

Hjemme hos Jamie – nu også i køkkenhaven

Den berømte engelske kok Jamie Oliver er flyttet tilbage til sit barndoms Essex og har fået hus og have, hvor han dyrker økologiske grøntsager. Det afspejler sig i hans nyeste kogebog »Hjemme hos Jamie. God mad til et godt liv«, hvor han i sine opskrifter tager udgangspunkt i de råvarer, som han dyrker i sin have i årets løb. Bogen er også inddelt i mad til de fire årstider, men inspirationen er dog international, dog især det italienske køkken. Ud over madopskrifter er der også en række sider med tip til at dyrke grønsager og med fotos fra hans have. Man skal dog ikke købe kogebogen for at læse om grønsagsdyrkning, da en havebog på det punkt er bedre. Men det er altid interessant med en kogebog, som tager udgangspunkt i haven. Det mest interessante set ud fra et havesynspunkt er nok 4 sider med Jamie Olivers favoritsorter af de forskellige grønsager og frugter vurderet ud fra smag og brug i køkkenet. Køkkenhaven leverer også grønsager til Jamie Olivers restaurantkæde, hvor han lærer socialt dårligt stillede unge at lave mad, og han har derfor to havemedhjælpere, som også har hjulpet med at skrive haveafsnittene.

Her er du: Forsiden > 2008 > Havenyt uge 12, 2008

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider