Havenyt uge 42, 2008

Af Karna Maj, tidligere redaktør for Havenyt.dk, Karnas Køkkenhave

Hvis man er så heldig at have ferie i denne uge, så er det med at udnytte de bedste tidspunkter, for desværre loves der både regn og blæst de fleste af dagene.

Hvis vejret vil, er der masser af muligheder for udendørs aktiviteter såsom havearbejde og gå- eller cykleture i efterårsskoven. Skoven er så småt ved at komme i efterårsfarver, og landskabet står i afdæmpede lyse grønne nuancer, som kan give mindelser om lysegrønne forårsskove, og så alligevel ikke – der mangler friskheden. Det er dog kun nogle arter, der har dette lysegrønne, lidt gennemskinnelige løv, løvet på mange andre er ved at blive rødt, gult og brunt.

Hvis man stadig har æbler og pærer, som ikke er nedplukket, er det en god ide at tjekke, om de er plukkemodne, inden vinden rusker i grenene for alvor torsdag-fredag. De nedplukkede æbler og pærer står foreløbig bedst i f.eks. en carport eller under et halvtag, og de tager ikke skade af let nattefrost.

Hvis man ikke har flere æbler selv i haven, så kan man overveje at besøge en af de mange pluk selv-plantager, som findes næsten alle steder i landet. Her kan man lige nu plukke gemmeæbler som Jonagold, Cox Orange, Mutzu, Golden Delicious, Ingrid Marie og Belle de Boskoop – alt efter hvad den enkelte selvpluk kan tilbyde. Hvis man er heldig, er der måske også pærer som Conference og Doyenne de Comice til selvpluk.

Kvæderne er modne

Men der er nogle frugter, som man ikke kan købe ved vejen. Det gælder f.eks. æble- og pærekvæder, som lige nu tiltrækker sig opmærksomhed med deres meget gule frugter mod den blå oktoberhimmel. Man kan nyde synet i andres haver, men man skal helt tæt på for at nyde den næsten himmelske duft. Kvæderne tåler lidt frost, så de kan blive siddende på træerne lidt endnu og pynte, men skal selvfølgelig plukkes, inden de falder ned.

De kan holde sig til efter jul på et fad i stuen, hvor synet og duften kan nydes. De kan ikke spises rå, men kan bruges til kvædemarmelade og kvædebrød, som er delikatesser, som også er vanskelige at købe.

Hvis man har plads til endnu en lille busk eller træ i haven, er det værd at overveje, om det skal være en pære- eller æblekvæde. Blomsterne er større end æbleblomster, de er smukke og populære hos insekterne.

Hvad gør vi ved de mange frostfølsomme planter?

Dagene og nætterne begynder at blive koldere, og mange steder har man allerede oplevet de første frostnætter. I sidste uge var der store græskar, som blev ødelagt på en enkelt nat med frost. Udsigten til at frosten snart kan komme med få dages varsel, giver store problemer i vore haver, da udbuddet af planter, som ikke kan tåle frost stiger – og vi synes ikke problemet er så stort i maj måned. Det finder vi nok ud af.

Men nu står vi der. Der er tre muligheder: Planterne får lov at dø en stille død, og vi køber nogle nye næste forår, vi forsøger at beskytte dem bedst muligt ved at bruge drivhus, udhuse, udestuer og vindueskarme, og hvis planterne er store, så er et plantehotel måske eneste mulighed.

Det vigtigste er at have udtænkt en handlingsplan på forhånd.

De frostfølsomme krydderurter

Det et er en god ide at overveje, hvordan de forskellige krydderurter klarer vinteren. Arter, som slet ikke tåler frost, er man nødt til tage ind i en frostfri vindueskarm, udestue eller udhus. Det gælder f.eks. rosmarin, laurbær og citronverbena. Andre kan man nøjes med at slå ind i drivhuset – det gælder også rosmarin og laurbær, hvis vinteren bliver mild som sidste år. Og atter andre klarer fint vinteren på friland.

Hvis man bor i de meget milde dele af Danmark kan man endda vælge at satse på, at f.eks. rosmarin og laurbær overlever vinteren derude, hvis de er plantet i en veldrænet jord og står et beskyttet sted.

Krukkeplanter i vinterhalvåret

Dyrkning af planter i krukker og potter er blevet meget populært, men det kræver en hel del arbejde, også ud over vanding og gødskning. Hvis man vil være sikker på, at planterne overlever vinteren, skal planternes rodsystem beskyttes. Det gør man bedst ved at tage rodklumpen op og grave den ned i jorden. Den kan så sættes tilbage i potten i foråret, hvor der samtidig kan tilføres kompost og måske gives en større krukke.

Det afhænger helt af art, hvor og hvornår rodklumpen skal graves ned. Hvis planten normalt tåler klimaet på friland, er det godt nok at grave den ned på friland, men gerne et beskyttet sted, f.eks. langs en mur. Er det en mere sart art, kan man grave den ned i drivhuset. De mere hårdføre arter, kan man vente med at grave rodklumpen ned, til der er udsigt til dagsfrost eller i november, så krukkerne ser pæne ud længst muligt.

Alternativt kan man forsøge at isolere potten mod kuldepåvirkninger. F.eks ved at stille dem i plastsække og fylde op uden om potten med isolerende materiale som vissent løv, halm, tørt ålegræs m.m. I meget hårde vintre er det dog ikke lige så godt som at nedgrave potteklumpen. Potterne skal desuden være frostsikre for at man kan vælge den løsning. Hvis man vælger denne løsning, skal man også passe potterne med vand mere omhyggeligt, end hvis de er nedgravet i jorden.

Vinteropbevaring på plantehotel

Hvis man har planter, der ikke tåler frost, så er der to muligheder. Enten skal krukken med planten tages ind og opbevares frostfrit, eller også må man indstille sig på, at der skal købes ny plante næste år.

Har man store planter, som man gerne vil bevare, og ikke selv mulighed for frostfri opbevaring, er der flere steder i landet mulighed for at købe plads hos professionelle gartnere, der har indrettet plantehoteller til vinteropbevaing af alle de mange store planter, som er blevet købt i de seneste år. Prisen herfor ligger typisk på omkring 500 kr pr. m² (incl.moms). Nogle steder er der mulighed for at få aftale om at få hentet og bragt planter til opbevaring. Nogle steder tilbydes beskæring, gødskning og bekæmpelse af sygdomme og skadedyr.

I øjeblikket forsøger vi her på redaktionen af finde flere udbydere af vinteropbevaring for private rundt om i landet, så hold øje med kategorien Vinteropbevaring her på Havenyt.dk.

Jorden er lige nu god at bearbejde

Jorden er lige nu rigtig god at bearbejde, så det er med at få lavet mest muligt jordarbejde, hvis der skal anlægges nyt og gøres klar til at plante barrodede træer og buske lige omkring løvfaldstid. Bladene er begyndt at få efterårskulør, og nogle arter har allerede smidt bladene helt, så vi får i år nok løvfald til normal tid omkring 1. november.

Jorden har også en tilpas fugtighed til at grave flerårigt ukrudt op, stikke græskanter af og lignende. Hvis man får den slags gjort nu, så er man et skridt foran i foråret, når der er så meget andet, der skal gøres i de travle forårsmåneder. Og når det er gjort, kan man stille og roligt lade løvfaldet dække jorden i haven, så den er beskyttet vinteren over.

Skal der anlægges nye stier, eller skal der lægges fliser på de gamle, så er det også et fint efterårsarbejde.

Dækbark beskytter jordstrukturen

I staudebedene bør planterne have lov til at visne naturligt ned og stå visne til i marts. Det er en meget dårlig ide at begynde at grave mellem stauderne, da man ødelægger planternes rødder.

Hvis der er bar jord i prydhaven, kan man i stedet for overveje at dække med barkflis mellem stauderne og under buske og træer. Fjern dog først evt. ukrudt og tilfør et lag halvt omsat kompost, inden der dækkes, da det er svært at gøde senere. Barkflis er meget pænere end vedflis, som er næsten skinnende hvid som ny. Barkstykkerne vil beskytte jordstrukturen godt.

Lægges der 10–15 cm dækkemateriale ud, vil det desuden betyde, at der spirer næsten intet ukrudt frem næste forår. Flisdække har dog ingen virkning mod flerårigt udkrudt som skvalderkål, padderokker, kvik, snerler og mælkebøtte. De finder bare vej op igennem. Fugtig og leret jord bør ikke dækkes med flis, da det giver en for fugtig og klæg jord. Læs mere om fordele og ulemper ved flisdække i et svar om flisdække under roser.

Et tykt lag dække med store stykker barkflis kan desuden give problemer for de mindre prydløg, som kan have svært ved at kæmpe sig vej op igennem.

Ukrudt med frø skal fjernes effektivt

Det lune efterår har givet gode vækstmuligheder for frøukrudtet, og meget af det, som spirede i den regnfulde periode i sensommeren er nu ved at begynde at blomstre og kan måske nå at sætte modent frø. Det kan derfor være en god ide at hakke det om nu, mens jorden er til det.

I det hele taget er det en god forebyggelse af ukrudtsproblemer at se kritisk på haven og få fjernet alt ukrudt, som er gået i frø. Ikke mindst aggressive arter som melder, hyrdetaske, stolt henrik, kortstråle og sort natskygge, der alle smider rigtig mange frø, og de kan fint modne frø her sidst på efteråret.

Ukrudt med frø skal ikke på kompostbunken. Små mængder kan kommes med i den kommunale affaldssæk, større mængder kan afleveres på genbrugspladsen, eller det kan lægges i en seperat samlebunke, som ikke spredes ud i haven. Bunken kan overdækkes med ukrudtsdug eller sort plast, så frøene ikke spirer. Den gode kompost nedenunder kan man udnytte ved at plante f.eks. græskar eller squash ned gennem dugen næste år i maj.

Pyntelige kål i efterårshaven

I Havenyt uge 41 kunne man læse om, at prydkål er blevet populære »blomster« i forhaven og i krukker ved hoveddøren her i efteråret. De fås både i kradse pink nuancer og mere afdæmpede farver. I England har man flere sorter, bl.a. sorter med fjersnitdelte blade. Men også blandt vore spiselige bladkål findes et par pyntlige udgaver. Purpurkål er grønkål, men kål med rødlige blade kan man ikke kalde grønkål, derfor det danske navn purpurkål. Der findes en hel del sorter, f.eks. ‘Redbor F1’ og ‘Red Russian’.

‘Nero di Toscana’ er en dekorativ kålsort fra det 19. århundrede med lange smalle blade, som er buklede. Bladene er mørkegrønne og her er det ikke farven, men plantens form, der er det dekorative element. Palmekål er dens danske navn, og den kan blive over 1 meter høj og ligner en lille palme, specielt hvis der plantes helt lave afgrøder som f.eks vårsalat eller blomster under. Den er så dekorativ, at den kan bruges solitært i blomsterbede og i plantekrukker. Palmekål er ikke kun smuk. Den er en fantastisk god spisekål.

Vores almindelige grønne krusede grønkål er ivrigt også meget smuk og pynter i vinterhaven, og de kan fås i flere farvenuancer fra friskgrøn til blågrøn, i lave, halvhøje og høje sorter.

Måske kan man lykkes med at flytte et eksemplar af en af de flotte kål over i en krukke – der skal en god rodklump med. Lykkes flytningen, skal man lade kålen står og blomstre i foråret – det er virkelig smukt. Mislykkes det, kan man jo altid spise bladene. Grønkål smager dog først rigtig godt, når de har fået frost.

Majroer og ræddiker

Det har været et godt efterår for de afgrøder som blev sået sidst på sommeren til brug her i efteråret. Ikke mindst majroer og ræddiker er blevet store og flotte. Så nu er det bare om at spise løs her, mens de er allerbedst. De kan dog sagtens vinterdækkes og høstes friske langt hen på vinteren

Efterårsporrer er bedst fra nu til december

Det er højsæson for at spise efterårsporrer, som har længere skaft og er finere i strukturen end vinterporrerne. De er meget delikate og ikke kun i supper, men også kogte og marinerede. Sommer- og efterårsporrer tåler let nattefrost, og normalt klarer de klimaet til engang i december, når der kommer hård nattefrost eller dagsfrost.

Brug bladene til at lægge mellem vintergrønsagerne

Når de første visne blade rives sammen er det en god ide at lægge dem mellem vinterporrerne, så man kan grave porrer op i frostperioder. Har man mange blade, kan de også lægges mellem vintergulerødder eller bruges til at beskytte selleri mod den første frost.

Kastanjetræernes blade visner hurtigere

Det ser meget efterårsagtige ud, hvor der står høje flotte kastanjetræer – de står med næsten brune blade, hvis de ikke allerede ligger på jorden. Det skyldes angreb af kastanjeminermøl. Eksperterne mener nu, at de danske kastanjetræer vll overleve angrebene af kastanjeminermøllets larver. De mener, at der i Danmark findes naturlige fjender, f.eks. snyltehvepse, der angriber beslægtede møllarver. De skal bare lige have tid til at finde dette nye spisekammer i kastanjetræerne. P

I England har de fundet 15 naturlige fjender, og her har man også konstateret, at den røde hestekastanje ikke er så sårbar overfor kastanjeminermøllene.

Indtil videre kan man minimere antallet af minemøl ved at samle bladene sammen og fjerne dem straks. Læs mere i artiklen Hestekastanjeminermøl

Kastanjedyr – en leg for børn og voksne

Gennem generationer har der været tradition for at lave kastanjedyr med sine børn omkring spisebordet. Og foreløbig har vi kastanjer nok. En bøtte kastanjer i varierende størrelser, en æske tændstikker, tandstikker og/eller grillspyd og en god portion fantasi kan skabe flotte figurer lige fra skildpadder til snemænd og giraffer. Man skal også lige bruge en syl eller spids kniv til at stikke hul i kastanjerne, så børnene kan mase tændstikarme og -ben på plads.

Lav din egen græskar- eller sukkerroelygte

Den traditionelle danske lygte er lavet af sukkerroer, som den i generationer har været lavet af børnene i de områder, hvor man har dyrket sukkerroer. Roerne har børnene altid skaffet gratis ved at holde øje med roer tabt af roevognene i sving og lignende steder, eller ved at spørge en landmand om lov til at få en stor flot roe.

Men inden for den sidste snes år, er det blevet til græskarlygter, som ser flottere ud, og også er nemmere at skære i og udhule. Hvis man ikke selv har et passende stort græskar, så kan man købe dem rigtig mange steder. Der dyrkes store arealer med græskar bare til dette formål.

I Den Økologiske Have har de mandag – torsdag i efterårsferien et dagligt arrangement for børn, hvor man kan lave sin egen græskarlygte.

Her er du: Forsiden > 2008 > Havenyt uge 42, 2008

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider